Djinnerne i islam er af arabisk hedensk oprindelse

Vi har før diskuteret, hvordan troen på djinnerne er en del af islam.

For at genopfriske hukommelse var der på den hedenske Arabiske Halvø en overtro på djinnerne, ligesom de gamle skandinaver også havde en overtro på jætterne dengang.

I modsætning til tegnefilmen ”Aladdin”, så giver en djinn slet ingen tre ønsker og er ikke nødvendigvis rart at omgås, selvom de heller ikke er lige så onde som djævlen. Djinnerne er ikke ånder, men fysiske væsener, og de gør sig selv usynlige for mennesker nogen gange, og djinnerne har også fri vilje ligesom mennesker og kan komme i himlen eller helvede, og de plejer at holde sig ved mørke steder og elsker at rode ved skraldet eller være tæt på toiletter, og kan endda voldtage en.

Som vi har gennemgået det, så er Koranen og hadithlitteraturen ret tydeligt på det område her, og hvis man er muslim, så er man nødt til at tro på djinnerne.

Alt det koncept med djinnerne er ikke noget originalt islamisk, men noget som var udbredt hos de arabiske polyteister (hedninger) på Den Arabiske Halvø i Muhammeds levetid. Da Muhammeds fik sin påstået åbenbaringer, har han valgt at inkludere djinnerne i islam/Koranen. Havde Muhammed været en skandinav, da havde han helt sikkert inkluderet jætterne i stedet for.

Jøder og kristne har ingen referencer eller kendskab til djinnerne modsat muslimerne. For djinnerne i islam er af arabisk polyteistisk (hedensk) oprindelse, som er blevet en del af islam.