Intro om islam og frafald

Hvorfor mister mange muslimer deres tro på islam?

Det har noget at gøre med en stillingtagen til en række videnskabelige fejl og moralske problemer, der kan nedbryde trosforsvaret hos en muslim, hvorved muslimen mister troen på Allah.

I denne sektion skal vi introduceres langsomt og pædagogisk til islams lære og dens teologiske skrifter, og vi skal få en indsigt i, hvad de specifikke tanker og argumenter er, der nedbryder trosforsvaret hos en muslim.

 

Om islam og hvad en muslim konkret tror på

Islam er i meget høj grad blevet påvirket af jødedommen og kristendommen, og muslimer tror også at deres guddom, ”Allah”, er den samme guddom, der optræder i jøders og kristnes religiøse skrifter. Men mens de kristne tror, at Jesus var Guds søn, afviser muslimerne denne opfattelse, da muslimernes tro er, at Jesus ”blot” var en apostel af Gud/Allah, og ikke hans søn. Muslimernes allerhelligste profet er Muhammed (død 632), som muslimerne tror fik guddommelige åbenbaringer fra Allah (Gud) gennem en periode fra 610-632 indtil dennes død, og muslimer betoner kraftigt, at Muhammeds liv og gerninger var eksemplariske handlinger, som alle muslimer bør efterligne.

Kort fortalt er islam en monoteistisk religion, hvor muslimer tror på Allah, og at denne guddom udvalgte Muhammed som den sidste profet, og at Allah gav en række budskaber (Koranen) til Muhammed, og muslimer tror på, at hvis man som en muslim har levet et godt liv i overensstemmelse med islam, så er man frelst.

Ifølge muslimske kilder blev Muhammed født i eller omkring år 570 i Quraysh-stammen i Mekka. Quraysh-stammen havde mange købmænd, som havde kontakter med andre arabiske stammer på Den Arabiske Halvø og med andre folk i Levanten (dagens Israel/Palæstina/Jordan/Libanon/Syrien). Quraysh-stammen havde også en forbindelse til helligdommen i Mekka, Kabaen, som havde figurer af lokale hedenske guder tilknyttet på et tidspunkt, før Muhammed og muslimerne besluttede at udrydde det.

Hvad tror muslimer helt konkret på om Muhammed?

Muslimer tror helt konkret på, at Muhammed på et tidspunkt fra 610 helt frem til sin død i 632 fik en række guddommelige åbenbaringer (Koranen) fra Allah gennem en engel, Jibril (dansk: Gabriel), og at disse åbenbaringer er nedfaldet ord for ord i deres hellige bog, Koranen.

Hvad er definitionen på en ”muslim” og en ”eks-muslim”?

For at få den maksimale udbytte af denne hjemmeside, er den bedste definition følgende:

En muslim er én, der tror, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, og at disse guddommelige åbenbaringer er nedskrevet i Koranen.

En eks-muslim derimod er en tidligere muslim, men som nu har erkendt og accepteret, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 IKKE fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, men at Muhammed har OPDIGTET sine åbenbaringer, så manden kunne få magt, rigdom og sex ligesom moderne kultledere i dag.

Vi vil senere vende tilbage til, hvorfor og hvordan eks-muslimerne er kommet frem til denne konklusion. Men før vi gør det, er vi først nødt til at have styr på de muslimske teologiske skrifter og termer.

 

Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir

For at forstå islams lære, er vi nødt til at stifte bekendtskab med den muslimske religions teologiske skrifter og termer. Lad os gennemgå hvad Koranen, hadithlitteratur og tafsir går ud på.

 

Koranen: Allahs ord til Muhammed

Som allerede nævnt tror muslimer på, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 fik åbenbaringer fra Allah. Muhammeds påståede åbenbaringer kender vi som ”Koranen”. Koranen er derfor Allahs direkte ord til Muhammed, ifølge muslimerne.

Koranens tilblivelse i boglig form fandt ikke sted under Muhammeds levetid, men efter Muhammeds død under den første kalif, Abu Bakr (død 634), der regerede fra 632-634.

Fordi Muhammed gennem en periode fra 610-632 fik sine påståede åbenbaringer og sagde forskellige ting ved forskellige lejligheder til forskellige personer, har det været umuligt at samle hans åbenbaringer kronologisk korrekt i bogformat, og det er forklaringen på, at Koranen er kronologisk rod.

 

Hadithlitteraturen: Beskrivelse af Muhammeds opførsel

Islam udspringer ikke kun af Koranen, som mange ikke-muslimer fejlagtigt måtte tro. Islam udspringer faktisk af både Koranen og hadithlitteraturen, som er to forskellige ting.

Koranen påstås at indeholde Allahs direkte ord til Muhammed i perioden 610-632 som allerede nævnt.

Men hadithlitteraturen er en samling af ord og anekdoter af Muhammed, hvor muslimerne får en indsigt i Muhammeds gøren og laden ved forskellige lejligheder.

Hos muslimer bliver Koranen opfattet som den højeste autoritet, da de tror, at den er den almægtige Allahs åbenbarede ord til Muhammed. Men hadithlitteraturen har en underordnet rang til Koranen, og bruges bl.a. til at forstå Koranen og/eller for at læse om Muhammeds gerninger.

I tilfældet af modsigelser mellem Koranen og hadithlitteraturen, da vil Koranens tekst naturligvis veje tungest for muslimer.

Hvorfor beder muslimer som de gør? Ikke fordi Koranen fortæller dem, hvordan de skal bede. For det er nemlig hadithlitteraturen, der fortæller dem hvordan.

Ikke alle dele af hadithlitteraturen bliver betragtet som lige troværdige eller autentiske hos sunni-muslimer, som udgør majoriteten af muslimerne på over 80%. De to allermest troværdige af hadithlitteraturen ifølge sunni-muslimer er Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Så er der også andre hadither, som også bliver betragtet som troværdigt, hvis de er vurderet ”Sahih” som betyder ”autentisk”. Hadithernes troværdighed er rangeret i følgende rækkefølge hvad angår troværdighed (for sunni-muslimer vel at mærke):

Sahih (autentisk)

Sahih-Hasan (akkurat)

Hasan (god)

Daif (svag)

Mawdhou (fabrikeret).

Kommer en hadith fra Sahih al-Bukhari eller Sahih Muslim, da vil sunni-muslimerne betragte dem som troværdige som regel. Kommer en hadith fra andre end lige Sahih al-Bukhari eller Sahih Muslim, men som er vurderet ”Sahih” (autentisk), da vil sunni-muslimerne tilsvarende betragte den som troværdig som regel.

Shia-muslimerne derimod har en anden måde at rangere troværdigheden i hadithlitteratur på. Men shia-muslimerne skal vi ikke have hovedfokus på. Som allerede nævnt tilhører mere end 80% af verdens muslimer sunni-retningen, og denne hjemmeside fokuserer derfor på sunni-muslimerne først og fremmest.

Noget pudsigt man skal være opmærksom på er, at der også findes såkaldte ”koranister”. Koranister er muslimer, der afviser hadithlitteraturen fuldstændigt, og KUN forholder sig til Koranen alene til at forstå islam, men denne gruppes holdning er kun en lille minoritet blandt muslimerne, som vi slet ikke skal kigge på.

 

Tafsir: Hjælpemiddel til at forstå Koranen

Siden denne hjemmeside ved nogle steder vil henvise til ”tafsir”, som er kommentarer fra muslimske lærde til Koranen, vil det måske være relevant at forklare, hvad begrebet går ud på.

Alle os, der har læst (en hel del af) af Bibelen og Koranen, ved, at Bibelen er umanerlig lettere at læse og forstå end Koranen på stående fod: For Bibelen er kronologisk sammenhængende og forklarer ofte baggrunden og konteksten modsat Koranen.

Fordi Koranen er kronologisk rod og alt for ofte ikke forklarer baggrunden og konteksten, er det derfor svært at forstå Koranens indhold. Og præcist derfor bruger mange muslimer et hjælpemiddel, tafsir, for at lette læsningen af Koranen.

Lad os komme med et konkret eksempel fra Koranen for at illustrere pointen med at læse tafsir som hjælpemiddel for at lette læsningen af Koranen.

I kapitel 80 i Koranen, ”Han rynkede panden”, kan vi i indledningen læse dette korte koranvers:

>>Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom hen til ham. Hvad ved du, måske ville han rense sig eller lade sig påminde, så at påmindelsen kunne gavne ham. Den, der er selvtilstrækkelig, beskæftiger du dig med, ligeglad med, at han ikke vil rense sig; men den, der kommer til dig i stræben, den frygtsomme, ham overser du.<< (Koran 80:1-10)

Absolut ingen vil forstå, hvad i alverden ovenstående koranvers betyder bare sådan uden videre. Førstegangslæseren kender ikke baggrunden og konteksten, og vil ikke forstå pointen med ovenstående korantekst.

Hvad gør man så?

Man går hen og tjekker et tafsir, og et af de mest berømte tafsir er skrevet af den kendte islamiske lærd, Ibn Kathir (død 1373), og han beskriver, hvad det føromtalte koranvers betyder:

(Kilde: https://quranx.com/Tafsir/Kathir/80.1)

Nu kan vi forstå, hvad den føromtalte korantekst handler om: Den handler om, at Muhammed forsøgte at overbevise en vigtig leder fra Quraysh-stammen fra Mekka om islams rigtighed og at Muhammed ham selv var en sand profet, der fik guddommelige åbenbaringer fra Allah. Men så kom der en ubetydelig blind muslimsk mand, Ibn Umm Maktum, hen til Muhammed. Muhammed blev irriteret over den blinde mands omklamring, så Muhammed rynkede panden i væmmelse. Senere fik Muhammed så det påstået åbenbaring, hvor Allah ”skælder ud” Muhammed for at ignorere den blinde mand.

Hele humlen er, at Koranen ikke er kronologisk korrekt indrettet og ofte mangler baggrund og kontekst for dets tekster, og derfor er Koranen svært at læse og forstå modsat Bibelen, og netop derfor bruger man tafsir som hjælpemiddel.

Men der er også mange andre muslimer, der vil mene, at der ikke er grund til at bruge tafsir, fordi Koranen er ”Allahs klare ord” og derfor ikke er behov for at læse kommentering fra islamiske lærde.

De to mest kendte tafsir’er er skrevet af den føromtalte Ibn Kathir, der levede i 1300-tallet, og en anden kendt skikkelse er Al-Tabari (død 923), der levede nogle par århundreder før. Disse to tafsir’er skrevet af disse to islamiske lærde er i hvert fald de to ”mest kendte”, som muslimerne bruger mest.

Et tredje tafsir, som er værd at nævne og som er helt unikt, er skrevet af Ibn Abbas (død 687), der også skrev den allerførste tafsir nogensinde. Grunden til at det tafsir er unikt skyldes, at Ibn Abbas levede i 600-tallet og var fætter til selveste Muhammed, og Ibn Abbas kendte derfor den første generation af muslimer, og derfor er hans tafsir unikt og har en vis tyngde, da Ibn Abbas er et øjenvidne og vindue til den første generation af muslimer.

 

Nu bør læserne vide, at Koranen er Muhammeds påståede åbenbaringer fra Allah. At hadithlitteratur er tekster, der fortæller om Muhammeds gerninger ved forskellige lejligheder. Og at tafsir er et slags hjælpemiddel, som bruges til at forstå eller fortolke koranverser, der ofte ikke har baggrund eller kontekst.

 

En afgørende forskel af skriftsynet på Koranen og Bibelen

Der er et vigtigt og komplekst aspekt ved Koranen, som ikke-muslimer grundlæggende har svært ved at forstå.

Og omvendt er der et vigtigt og komplekst aspekt ved Bibelen, som muslimerne også grundlæggende har svært ved at forstå.

Kristne og jøder opfatter ikke alt i Bibelen som ord/sætninger fra Guds mund. I Bibelen skelner man mellem ”Guds direkte ord” og “tanker fra mennesker inspireret af Gud”.

Nogle kristne og jøder har det skriftsyn på Bibelen, at de fem Mosebøger indtil Moses’ død er ”Guds direkte ord” med henvisning til at Moses gik op på Sinai-bjerget og fik et mundtligt/oralt budskab fra Gud, og hvor Moses skrev dem ned ord for ord. De resterende dele af Bibelen efter Mosebøgerne er forskellige bøger, der for mestendels er “tanker fra mennesker inspireret af Gud”, og dermed er disse ikke ord/sætninger fra Guds mund medmindre Gud (og Jesus for de kristne) er citeret direkte for at sige noget.

Men der findes skam også andre kristne og jøder, som har et anderledes skriftsyn og som mener, at Mosebøgerne heller ikke er ord/sætninger fra Guds mund, men at disse også er “tanker fra mennesker inspireret af Gud”.

Opfattelsen af hvilke dele af Bibelen, der er ”Guds direkte ord”, og hvilke dele, der er “tanker fra mennesker inspireret af Gud” er forskelligt fra person til person hos de kristne og jøder.

Muslimer derimod opfatter alt i Koranen som ord/sætninger fra Allahs mund. Muslimer tror, at Allah sendte sit budskab, Koranen, til Muhammed gennem en periode fra 610-632, og at Koranen derfor er “Allahs direkte ord” fra begyndelsen til slutningen.

Dét, at Koranen bliver opfattet som ”Allahs direkte ord” helt uden undtagelser, er altså en vital detalje, man skal have i baghovedet, hvis man vil forstå det teologiske indhold i islam effektivt.

Er det væsentligt og spiller det en udslagsgivende rolle, at Bibelen bliver opfattet mestendels som “tanker fra mennesker inspireret af Gud”, mens Koranen bliver opfattet som “Allahs direkte ord”? – Svaret er absolut ja.

Et sted i Bibelen i Det Nye Testamente står der et modbydeligt patriarkalsk og misogynistisk indhold, hvor der formanes, at kvinder skal underordne sig deres mænd under Jesus Kristus’ kirke:

>>I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren;  for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.  Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.<< (Paulus’ Brev til Efeserne 5:21-24)

Men er ovenstående ord fra Guds eller Jesus mund? – Svaret er nej.

For denne kvindefjendske bibeltekst er ikke ord fra Gud eller Jesus, men skriverier fra skribenten Paulus (død ca. 64/65). Hvem var Paulus? Paulus var såmænd en skriftklog jøde og romersk borger, der var velbevandret i både den romerske og jødiske verden, og først forfulgte han og foragtede han Jesus’ tilhængere, men til sidst blev han omvendt og overgik til kristendommen. Bagefter brugte han sin kunnen til at rejse, skrive breve, give råd og etablere de første kristne menigheder, og han var derfor den figur, der gjorde, at kristendommen fik bedre organisation. Men Paulus’ skriverier er IKKE ord fra Gud eller Jesus. Derfor kan de kristne afvise formaninger fra den omtalte bibeltekst med lethed.

Sådan er det ikke hos muslimer, når de står med deres hellige Koran i hånden.

Et sted i Koranen står der et tilsvarende modbydeligt patriarkalsk og misogynistisk indhold om, at mænd står overfor kvinder, og at mænd skal slå ulydige kvinder:

>>Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.<< (Koran 4:34)

Er ovenstående ord fra Allahs mund? – Svaret er ja.

For denne kvindefjendske korantekst er Allahs åbenbaring til Muhammed. I perioden 610-632 fik Muhammed sine påståede åbenbaringer fra Allah, og Allahs åbenbaringer er nedfaldet ord for ord i Koranen, og derfor opfatter muslimerne Koranen som Allahs direkte ord.

Det faktum at Bibelen bliver opfattet mestendels som ”tanker fra mennesker inspireret af Gud” af kristne og jøder, mens Koranen bliver opfattet som “Allahs direkte ord” af muslimer, er altså en vigtig detaljer at have i baghovedet.

 

Hvorfor eks-muslimer er overbeviste om, at Koranen er opdigtet af Muhammed

Som allerede nævnt før er definitionen på en ”muslim” og en ”eks-muslim” følgende:

En muslim er én, der tror, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, og at disse guddommelige åbenbaringer er nedskrevet i Koranen.

En eks-muslim derimod er en tidligere muslim, men som nu har erkendt og accepteret, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 IKKE fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, men at Muhammed har OPDIGTET sine åbenbaringer, så manden kunne få magt, rigdom og sex ligesom moderne kultledere i dag.

Hvorfor er der eks-muslimer, som er helt overbeviste om, at Muhammed i perioden 610-632 ikke fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, men at Muhammed har opdigtet dem?

Det er der to helt konkrete årsager til: Det har noget at gøre med videnskabelige fejl og moralske problemer.

Og for at illustrere årsagen, der knækker muslimers tro på islam, skal vi derfor se på tre konkrete eksempler på videnskabelige fejl og tre yderligere konkrete eksempler mere på moralske problemer i Koranen (og til dels hadithlitteraturen).

Lad os gennemgå det her. 

 

Et eksempel på videnskabelig fejl er Månens hvide kraftige skær om natten. Før i tiden troede mange, at Månen lyste med dens kraftige hvide skær om natten. – Men i dag ved vi, at Månens hvide skær ikke skyldes, at Månen lyser, men at Månen reflekterer Solens lys. Selv før vor tidsregning vidste de gamle grækere allerede, at Månens kraftige hvide skær ikke skyldtes, at Månen lyste, men at det var Solens lys, der ramte Månen. Denne viden cirkulerede også i 600-tallets Middelhavsområderne. Men ikke hos Muhammed på Den Arabiske Halvø.

For Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra den alvidende Allah, som beskriver Månens rolle helt forkert, og siger uvidenskabeligt at Månen lyser:

>>Velsignet være Han, som satte stjernebilleder på himlen og desuden satte en lampe dér og en lysende måne.<< (Koran 25:61)

Et andet eksempel på videnskabelig fejl er spermens opholdssted i mandens krop. Før i tiden vidste man ikke, hvor spermens opholdssted var. – Men i dag ved vi, at spermen opholder sig i bollerne mellem lårene på en mand.

Men det vidste man ikke i 600-tallet, og i nedenstående koranvers har Muhammed fået en påstået åbenbaring fra den alvidende Allah, som beskriver spermens opholdssted helt forkert og siger uvidenskabeligt, at spermen udgår fra et sted mellem lænder og ribben:

>>Lad mennesket se, hvoraf det er skabt! Det er skabt af en væske, der vælder frem og udgår fra et sted mellem lænder og ribben.<< (Koran 86:5-7)

Et tredje eksempel på videnskabelig fejl er menneskets oprindelse. I dag ved vi, at menneskehedens art slet ikke blev ’skabt’, men at menneskehedens art er som resultat af en evolutionær proces, der har varet millioner af år. Menneskehedens art blev UDVIKLET, ikke ’skabt’. Men mange religioner har en skabelsesberetning, hvor de beskriver menneskers og dyrenes oprindelse helt forkert, der strider imod evolutionslæren.

Men Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra den alvidende Allah, som også siger uvidenskabeligt, at mennesket blev ’skabt’ af ler:

>>Han skabte mennesket af ler, som et pottemagerværk,<< (Koran 55:14)

Det var så tre eksempler på videnskabelige fejl i Koranen.

 

Nu skal vi se på tre eksempler på moralske problemer.

Et eksempel på moralsk problem kunne være håndafhugning. Før har mange civilisationer og folkeslag skulle forholde sig til tyveri, og det er ikke usædvanligt at man gik ind for at hugge tyves hænder af. – Men i dag er den gængse opfattelse, at man ikke hugger tyves hænder af, da det bliver opfattet amoralsk.

Men Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra Allah, der befaler, at tyve skal få deres hånd hugget af:

>>En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis.<< (Koran 5:38)

Et andet eksempel på moralsk problem kunne være kvindens rolle som underkastet manden. Før i tiden har mange ment – og den dag i dag visse steder fortsat mener –, at mænd står over kvinder og at mænd gerne må banke deres koner til lydighed. – Men i dag er vores opfattelse, at kvinder er ligestillet mænd, og at kvindevold er amoralsk.

Men Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra Allah, der siger, at mænd står over kvinder og at mænd gerne må slå ulydige kvinder:

>>Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.<< (Koran 4:34)

Et tredje eksempel på moralsk problem kunne være slaveri. Stort set alle folkeslag og civilisationer gennem det meste af tiden har accepteret slaveri. – Men i dag er vores opfattelse at det er amoralsk.

Men Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra Allah, der intet problem har med slaveri og Allah fortæller muslimerne ligefrem, at muslimske mænd gerne må giftes med de pigeslaver, som de ejer, og dermed er der intet galt i at eje pigeslaver:

>>Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje.<< (Koran 4:3)

Ovenstående er fra Koranen, som var Muhammeds påståede åbenbaringer fra Allah. Men hvordan handlede Muhammed i en konkret situation med pigeslaver?

For at få svaret skal vi se på hadithlitteraturen, som fortæller noget om Muhammeds gøren og laden. Vi har en hadith, som er vurderet ”Sahih” (autentisk), der fortæller noget om Muhammeds holdning om nogle hedenske slavepigers skæbne:

>>Abu Sa’id Al Khudri sagde: ”Allahs Apostel (ﷺ) sendte en militærekspedition til Awtas i anledningen af slaget ved Hunain. De mødte deres fjender og kom i krig med dem. De besejrede dem og tog dem som fangere. Nogle af Ledsagerne af Allahs Apostel (ﷺ) var tilbageholdende med at have relationer med de kvindelige fangere, på grund af deres hedenske ægtemænd. Så, Allah den ophøjede sendte ned Koranverset ”og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer”. Det betyder, at de er lovlige for dem, når de har overstået deres venteperiode.<< (Sunan Abi Dawud 2155: https://sunnah.com/abudawud:2155)

Ovenstående hadith handler om, at Muhammed og hans hær havde besejret nogle hedenske fjender fra Awtas, og i den øjensmed fangede muslimer derfor kvinder og deres mænd som slaver. Nogle af Muhammeds tilhængere ville gerne dyrke sex med disse kvinder, men de var i tvivl om de som muslimer måtte have sex med disse hedenske slavepiger, siden disse var gifte kvinder. Derfor spurgte de Muhammed, og svaret fra deres hellige profet var, at de skulle vente en vis venteperiode for at sikre sig, at kvinderne ikke var gravide, og først bagefter var der frit spil, og i den kontekst fik Muhammed en påstået åbenbaring fra Allah, der har reference til Koran 4:23-25, som også handler om blandt andet pigeslaver, som muslimske mænd ejer.

 

Nu har vi set på tre eksempler på videnskabelige fejl og tre yderligere eksempler på moralske problemer i Koranen.

I islam skal Allah forestilles at være en ALVIDENDE guddom, der ved alt. Og i islam skal Allah også forestilles at anvise en perfekt tidløs moral.

Er det ikke besynderligt, at sådan en alvidende guddom som Allah siger, at Månen er et lys, at spermen udgår mellem lænder og ribben, og at menneskets art blev ’skabt’ af ler, og endda anviser et afstumpet amoralsk værdisæt om at håndafhugning, kvindevold og slaveri er i orden?

Lyder alt dette vitterlig som nogle ord fra en almægtig og alvidende guddom?

For de eks-muslimske aktivister, som har gransket Koranen i dybden og anvendt kritisk tænkning, er svaret ret ligetil: Den der ”Allah”, der optræder i Koranen, er ikke en rigtig guddom, men “Allah” i Koranen er opdigtet af Muhammeds fantasi, og derfor er der videnskabelige fejl og moralske problemer.

En ALVIDENDE guddom som Allah ville aldrig åbenbare for Muhammed, at Månen er et lys, at spermen udgår fra et sted mellem lænder og ribben, eller at menneskehedens art blev ’skabt’ af ler. Og i tilfældet af at Allah ikke vil afsløre videnskabelige fakta for menneskeheden på det tidspunkt, da kan Allah vælge at tie stille eller formulere sig på en anden måde. En alvidende guddom som Allah ville aldrig komme med udsagn, der er uvidenskabelige. – Men… en bedrager fra 600-tallets Arabien, der opdigtede sine åbenbaringer fra en alvidende guddom, ville netop klokke i det og lave videnskabelige fejl, som var almindelige i 600-tallets Arabiske Halvø.

En ALVIDENDE guddom som Allah ville vide, at et værdisæt, hvor håndafhugning, kvindevold og slaveri er accepteret på ingen måder er naturgivent og tidløst, men at sådan et værdisæt er en relativ størrelse forankret fast til en bestemt tidsperiode for nogle bestemte kulturer, f.eks. arabisk kultur i 600-tallet, og at sådan et værdisæt vil blive fordømt af mennesker på et senere tidspunkt. – Men… en bedrager fra 600-tallets Arabiske Halvø, der opdigtede sine åbenbaringer fra en alvidende guddom, ville netop komme instinktivt til at inkorporere sin egen arabiske kulturelle normer, herunder håndafhugning, kvindevold og slaveri, ind i sine opdigtede åbenbaringer.

Det bør også understreges, at der ikke ”kun” er seks problematiske koranverser, da disse seks eksempler blot var et udpluk. Der er adskillige problematiske koranverser, der enten er uvidenskabelige eller amoralske.

De adskillige videnskabelige fejl i Koranen vil vi gennemgå i sektionen “Del 1: Videnskabelige fejl i Koranen“.

De adskillige moralske problemer i islam vil vi gennemgå i sektionen “Del 2: Moralske problemer i islam“.

Nu bør det være tydeligt for læserne, hvorfor mange muslimer fik deres trosforsvar nedbrudt, og anerkendte at Muhammed var en bedrager, der opdigtede sine åbenbaringer: Det er en stillingtagen til en række videnskabelige fejl og moralske problemer, der kan nedbryde trosforsvaret hos en muslim, hvorved en tvivlende muslim vil begynde at tænke: ”Opdigtede Muhammed Koranen af sin fantasi?”

 

Og en tredje ”ekstra” grund for at eks-muslimer er overbeviste om, at Muhammed opdigtede Koranen

Vi har gennemgået, hvordan videnskabelige fejl og moralske problemer i den muslimske religion er årsagen til at eks-muslimer er overbeviste om, at Muhammed i perioden 610-632 opdigtede sine åbenbaringer fra Allah.

Faktisk er der også en tredje ”ekstra” grund, som egentligt hører under kategorien ”moralske problemer i islam”, som eks-muslimer hyppigt bruger som et argument for at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer.

Den tredje ”ekstra” grund er, at Muhammed konstant fik belejlige og suspekte påstået åbenbaringer fra Allah, hvor han fik personlige fordele. Og dét er besynderligt for ikke at sige fordækt.

Lad os kigge på tre eksempler, hvor Muhammed fik belejlige og suspekte påstået åbenbaringer.

 

Eksempel 1: Muhammed fik belejlig åbenbaring om at gæsterne skal hjem

Muhammed var på et tidspunkt blevet magtfuld og fik derfor flere og flere tilhængere, der formastede sig at besøge ham uden at være inviteret, og selv efter at havde spist op blev de endda for længe hos ham til hans store irritation. Men Muhammed var for genert til at bede dem om at tage hjem.

Hvad skete der så?

Vupti! Pludselig fik Muhammed en påstået åbenbaring, hvor Allah formanerede muslimerne om at kun besøge Muhammed, når de var inviteret, og at de ikke skulle blive for længe hos ham, når de havde spist op:

>>I, der tror! Træd ikke ind i Profetens huse til et måltid, med mindre det er blevet jer tilladt, og ikke uden at vente på, at maden er færdig! Når I er blevet inviteret, kan I træde ind, og når I har spist, skal I sprede jer igen og ikke blive siddende sammen for at snakke. Det krænker Profeten, og han skammer sig over jer. Gud skammer sig ikke over sandheden…<< (Koran 33:53)

 

Her har vi en hadith fra Sahih al-Bukhari, der forklarer baggrunden bag ovenstående belejlige påstået åbenbaring:

>>Fortalt af Anas bin Malik:

Da Allahs Sendebud (ﷺ) giftede sig med Zaynab bint Jahsh, inviterede han folket til et måltid. De spiste maden og blev ved med at sidde og tale. Derefter (viste Profeten) dem, sådan at han er klar til at rejse sig, men alligevel stod de ikke op. Da han bemærkede, at (der ingen reaktion var på hans bevægelse), rejste han sig, og de andre rejste sig også undtagen tre personer, der blev ved med at sidde. Profeten (ﷺ) kom tilbage for at komme ind i sit hus, men han gik væk igen. Derefter gik de, hvorefter jeg tog ud og gik til Profeten (ﷺ) for at fortælle ham, at de var gået, så han kom og gik ind i sit hus. Jeg ville ind til ham, men han lagde en skærm mellem mig og ham. Så åbenbarede Allah: ”I, der tror! Træd ikke ind i Profetens huse… ” (33.53) << (Sahih al-Bukhari 4791: https://sunnah.com/bukhari:4791)

 

Eksempel 2: Muhammed fik belejlig åbenbaring om at krigsbyttet skal til ham selv

Muhammed var ikke blot en religiøs leder, men han var også en krigsherre, der fornøjede sig med krige og plyndringstogter. Hvis man, som Muhammed, havde en flok hjernevaskede soldater, der troede, at deres øverstbefalende, Muhammed, var en profet af en almægtig guddom, og Muhammed gerne ville overbevise dem om, at krigsbyttet skulle bortgives til Muhammed selv, hvad ville man gøre?

Vupti! Så siger man, at man har fået en åbenbaring fra Allah om, at muslimer skal give krigsbyttet til Muhammed og at de skal frygte Allah:

>>De spørger dig om byttet. Sig: “Byttet tilhører Gud og Udsendingen. Frygt Gud! I skal bringe jeres mellemværender i orden og adlyde Gud og Hans udsending, hvis I er troende!”<< (Koran 8:1)

 

Eksempel 3: Muhammed fik belejlig åbenbaring om at tysse sine to hustruer

Engang hændte det at Muhammed havde samleje med en pigeslave, og det opdagede to af Muhammeds hustruer, Aisha og Hafsa. Disse to sure hustruer rottede sig mod Muhammed og ville ikke lade ham være i fred, før han havde lovet ikke at have samleje med pigeslaven igen. For at gøre sine to hustruer tilpas, valgte Muhammed at efterkomme kravet og lovede ikke at røre pigeslaven. Men inderst inde ville Muhammed gerne have samleje med pigeslaven.

Hvad skete der så?

Vupti! Pludselig fik Muhammed en påstået åbenbaring, hvor Allah fortalte, at Muhammed ikke skulle forbyde sig selv at have sex med pigeslaven for at gøre sine hustruer tilpas:

>>Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Gud har tilladt dig, i ønsket om at gøre dine hustruer tilpas? Gud er tilgivende og barmhjertig.<< (Koran 66:1)

 

Vi har en hadith, der er vurderet ”Sahih” (autentisk), der viser i hvilken sammenhæng Muhammed fik ovenstående påstået åbenbaring fra:

>>Det blev fortalt fra Anas, at Allahs Sendebud havde en kvindelig slave, som han havde samleje med, men Aisha og Hafsa ville ikke lade ham være i fred før han sagde, at hun var forbudt for ham. Derefter åbenbarede Allah den Mægtige og Sublime:

”Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Gud har tilladt dig,” indtil Versets afslutning.<< (Sunan an-Nasa’i 3959: https://sunnah.com/nasai:3959)

Nu har vi set på tre eksempler, hvor Muhammed fik belejlige og suspekte påstået åbenbaringer fra Allah, der var til Muhammeds egen fordel.

Alt dette er sært.

Muslimerne tror, at Koranen blev skabt før menneskeheden, og at den blev åbenbaret for Muhammed af Allah, som er en almægtig og alvidende guddom. Koranen skal forestille sig at være den almægtige Allahs visdomsord til menneskeheden om, hvordan Allah ønsker muslimer skal leve og tro. Men det er pokkers sært, at Allah virker optaget af, at folk ikke skal komme på besøg hos Muhammed uden at være inviteret, og at de skal skride hjem, når de har spist op for ikke at irritere Muhammed. Eller at muslimer skal afgive krigsbyttet til Muhammed og frygte Allah. Eller at Muhammed ikke skal forbyde sig selv at have sex med en pigeslave for at gøre sine hustruer tilpas.

For eks-muslimer (og selv os ikke-muslimer) er alt dette ret suspekt og vi kan ikke undgå at dette styrker den åbenlyse mistanke: Muhammed var en kultleder, der havde kontrol over hjernevaskede tilhængere, og brugte ”Allah” til at få påstået åbenbaringer, der var til hans egen fordel.

Der er adskillige eksempler på, hvor Muhammed hele tiden fik belejlige og suspekte åbenbaringer i tide og utide, og denne problematik skal vi nok granske mere i dybden senere. Men for de utålmodige læsere, der ikke kan vente, kan man læse om emnet under afsnittet ”Kultlederen Muhammeds belejlige åbenbaringer” ved at klikke her.

 

Om ”I’jaz” – Såkaldte ”videnskabelige mirakler” i Koranen

Der er også en detalje, som skal nævnes helt kortvarigt: Konceptet om I’jaz.

En del af muslimer (men ikke alle) er I’jaz-tilhængere, der har bildt sig selv ind, at Koranen indeholder såkaldte “videnskabelige mirakler”, som videnskabsmænd blot for nyligt har opdaget. Med andre ord tror de, at Allah åbenbarede nogle videnskabelige fakta mellem linjerne til Muhammed, og dét skulle være et bevis for, at Koranen er guddommeligt skabt af Allah, og ikke opdigtet af et menneske som Muhammed.

Dette emne skal vi nok i dybden med senere et andet sted for ikke at afspore den røde tråd her, men for de dele af læsere, der allerede nu vil læse om emnet og se, hvorfor det hele er fup og fidus, kan man gøre det ved at klikke her.

 

Hvordan muslimske apologeter vil forsvare deres tro

Som allerede er gennemgået behørigt skyldes eks-muslimers erkendelse af, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer to ting: For det første er der videnskabelige fejl i Koranen og for det andet er der moralske problemer i islam underforstået i Koranen og hadithlitteraturen.

Men ikke alle muslimer vil anerkende præmissen om, at der er videnskabelige fejl og moralske problemer i islam. Mange muslimer er derfor islam-apologeter, der har øvet sig i at forsvare islam fra kritik om videnskabelige fejl og moralske problemer for at opretholde deres tros berettigelse.

De muslimske apologeters argumenter er ofte ligeså modstridende, som de er idiotiske, da de har forskellige opfattelse af videnskabelige fakta og moral.

Hvis en muslimsk apologet f.eks. har den opfattelse, at evolutionslæren er fup eller at mænd gerne må slå kvinder, da vil apologeten ikke se en anledning til at omfortolke de relevante koranverser om at Allah ”skabte” mennesker af ler eller at mænd skal slå ulydige kvinder.

Men hvis apologeten til gengæld anerkender evolutionslæren eller kvinders ligestilling, da er apologeten tvunget til at omfortolke de relevante problematiske koranverser.

Apologeter kan ikke beskylde Koranen for at være uvidenskabeligt eller amoralsk. Så i stedet for vil de beskylde andre mennesker for at misforstå Koranen og den ”rigtige” islam, og apologeterne vil i det øjensmed argumentere for at de steder i Koranen, hvor der er videnskabelige fejl og moralske problemer, skal omfortolkes med den sølle undskyldning om, at Allah ikke mener det, hvad han siger. På den måde kan de tillade sig selv at omtolke et hvilke som helst problematisk koranvers betydning til at betyde noget helt andet for at opretholde illusionen af, at der ikke er videnskabelige fejl eller moralske problemer i islam.

Hvordan konkret gør de det? – Nogenlunde sådan her:

Siger Allah uvidenskabeligt, at Månen lyser? – Nej, Allah mener, at Månen reflekterer Solens lys.

Siger Allah uvidenskabeligt, at spermen udgår fra et sted mellem lænder og ribben? – Nej, ordene ”lænder” og ”ribben” er eufemisme for henholdsvis ”lem” og ”vagina”, så hvad Allah mener er, at spermen udgår mellem ”lem” og ”vagina” midt i samlejet.

Siger Allah uvidenskabeligt, at mennesket blev skabt af ler? – Nej, Allah mener at han udvalgte to mennesker efter en proces med evolution.

Siger Allah amoralsk, at man skal hugge en tyvs hånd af? – Nej, Allah mener, at man blot skal prikke et lille hul i tyvens finger, så der kan komme lidt blod ud, som symbolsk betydning for at tyven har gjort noget forkert.

Siger Allah amoralsk, at mænd skal slå ulydige kvinder? – Nej, Allah mener at man skal puffe ulydige kvinder lidt på skulderen som symbolsk gestus for respekt for kvinden.

Siger Allah amoralsk, at muslimske mænd gerne må eje pigeslaver, som de kan giftes med? – Nej, Allah mener, at muslimske mænd gerne må giftes med tjenestepiger.

Når Allah i Koranen siger ”X”, så mener Allah ”Y”, vil disse apologeter argumentere for.

Det er nemlig sådan, de kan bilde sig selv ind og snyde andre muslimer om, at der ikke er videnskabelige fejl og moralske problemer i Koranen, så de kan forblive i islams fold.

Men som vi snart skal se, er der et problem med apologeters fremgangsmåde med omfortolkningen.

 

Problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen

Hvad mener eks-muslimer om islam-apologeters trang til at omfortolke Allahs ord i Koranen med henvisning til at Allah ikke mener det, hvad han siger?

Eks-muslimer har på et tidspunkt før været muslimer, der troede på, at Muhammed var en sand profet, der fik guddommelige åbenbaringer fra Allah, og at Muhammed ikke opdigtede sine åbenbaringer. Når de, dengang de var muslimer, stødte på problematiske koranverser, der enten var uvidenskabelige eller amoralske visse steder i Koranen, kunne de heller ikke begribe det i første omgang. De skænkede det derfor en tanke og overvejede nøje, om mon de problematiske koranverser skulle omfortolkes, fordi Allah måske mente noget andet, end det han siger? Men efter en dybere overvejelse og refleksion fandt eks-muslimerne tanken om omfortolkning af Koranen alt for letkøbt, og det endte også med at de forlod islam senere på et tidspunkt, siden de ikke kunne forklare, hvorfor der var videnskabelige fejl og moralske problemer i Koranen, udover at Muhammed måtte have opdigtet sine åbenbaringer.

Hvorfor finder eks-muslimerne islam-apologeters insisteren på omfortolkningen af Koranen for letkøbt?

Eks-muslimerne forklarer det på forskellige måder og lægger tryk forskellige steder, men grundlæggende kan man snildt sammenfatte det i fire punkter, der udstiller problemet med omfortolkningen af Allahs ord i Koranen:

 

Punkt 1: En omfortolkning ville underminere Koranen

Det første punkt af problemet, der får eks-muslimer til at afvise apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen, skyldes, at sådan en fremgangsmåde ville underminere Koranen fuldstændigt.

For i islam skal Koranen forestilles at være skabt af en ALVIDENDE guddom som Allah, og heri ligger problemet. For hvis Koranen ikke mener det, hvad den egentligt ser ud til at mene, så betyder det enten at Koranen er dårlig formuleret eller at Koranen er vildledende.

For når afsenderen (Allah) i Koranen siger ”X”, og de muslimske apologeter insisterer på, at afsenderen ikke mener ”X”, men ”Y”, så kan det kun betyde én af disse to ting:

(1) Enten betyder det, at Koranen er dårlig formuleret, og dermed betyder det, at Allah har formuleret sig klodset i Koranen. – Dette er utænkeligt for muslimer, for Allah er en ALVIDENDE guddom og laver ikke fejl ved at formulere sig klodset.

(2) Eller det betyder, at Koranen er vildledende, og dermed betyder det, at Allah har en intention om at vildlede folk med et vildledende sprog i Koranen. – Dette er også utænkeligt for muslimer, for Allah har ingen intention om at vildlede med et vildledende sprog, så folk ikke kan stole på indholdet i Koranen.

Der er ikke en tredje valgmulighed, er der?

De muslimske apologeters nonchalante insisteren på omfortolkning af Allahs ord med den undskyldning om, at Allah ikke mener det, hvad han siger, for at løse problemet med videnskabelige fejl og moralske problemer ville slet ikke løse det overordnede problem i det hele taget: Disse apologeter vil bare stå med det nye problem, at det må betyde, at deres Allah enten er en snotdum guddom, der ikke kan formulere sig, eller at Allah bevidst vildleder med sproget og man derfor ikke kan stole på indholdet i Koranen.

Hele idéen om en almægtig og alvidende guddom som Allah, der enten (1) har formuleret sig klodset i Koranen eller (2) har en intention om at vildlede folk med et vildledende sprog i Koranen, ville slet ikke give mening og dette ville ligefrem underminere Koranen.

Dette er det første punkt for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trang til at omfortolke Allahs ord i Koranen.

 

Punkt 2: Apologeter får den almægtige og alvidende Allah til at lyde dum

Det andet punkt for at eks-muslimer ikke bliver overbevist af apologeters taktik med omfortolkning af Allahs ord i Koranen er, at det simpelthen får den almægtige og alvidende Allah til at lyde dum, når apologeter hele tiden skal forsvare Allahs udsagn på samme måde, som når en spindoktor skal forsvare en politikers uheldige udtalelser.

Hele pointen med Koranen er, at Koranen netop er åbenbaret af den almægtige og alvidende Allah, og dermed er Koranen GUDDOMMELIG PERFEKT. Koranen er Allahs perfekte ord og sætninger. Selv muslimer plejer at bryste sig med dette.

Siden Koranen – som selv efter muslimernes egen optik – er guddommelig perfekt, og som er Allahs perfekte ord og sætninger, da ville Allah netop ikke have behov for menneskelig islam-apologetisk forsvar af hans ord.

Hvis den alvidende og almægtige Allah vitterligt ikke mente, at Månen lyser, ikke mente at spermen udgår fra lænder og ribben, ikke mente at mennesket er skabt af ler, ikke mente at tyve skulle få deres hånd hugget af, ikke mente at man skulle slå ulydige kvinder, og ikke mente at man måtte eje slavepiger, hvorfor i alverden formulere sig således i Koranen?

Apologeters konstante trang til at omformulere alle disse problematiske koranverser og insistere på, at Allah ikke mener det, hvad han siger, får Allah til at lyde umyndiggjort og snotdum.

Det faktum at apologeter konstant skal intervenere og omfortolke Allahs ord og sætninger giver ikke et indtryk af, at Koranen er guddommelig perfekt. En almægtig og alvidende guddoms skaberværk i form af en guddommelig bog har ikke brug for menneskers apologetiske søforklaringer og undskyldninger… Men en bedrager fra 600-tallets Arabiske Halvø, der opdigter sine åbenbaringer, og bliver til en ”hellig bog”, vil have behov for menneskers apologetiske indgriben.

Dette er eks-muslimers andet punkt for at de ikke bliver overbevist af apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen.

 

Punkt 3: Koranen siger selv, at den har et tydeligt sprog adskillige gange

Det tredje punkt for at eks-muslimer affejer apologeters snak om, at Koranen skal omfortolkes med undskyldning om, at Allah ikke mener det, hvad han siger, hænger sammen med at Koranen selv siger, at den har et tydeligt sprog adskillige gange:

>>Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl – en retledning for de gudfrygtige,<<(Koran 2:2)

og

>>I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, og for at tilgive meget. Lys og et tydeligt skrift er kommet til jer fra Gud.<< (Koran 5:15)

og

>>Således fremlægger Vi tegnene nøjagtigt, så at vejen, ad hvilken de går, der forbryder sig, bliver tydelig.<< (Koran 6:55)

og

>>”Kan jeg ønske mig nogen anden dommer end Gud, når det er Ham, der har sendt Skriften ned til jer, nøjagtigt fremlagt?” De, til hvem vi har givet Skriften, ved, at den er sendt ned med sandheden fra din Herre. Du skal derfor ikke være blandt dem, der tvivler!<< (Koran 6:114)

og

>>˒ – L – R. Et skrift, hvis tegn er entydige og derpå nøjagtigt fremlagt, fra én, der er vis og kyndig:<< (Koran 11:1)

og

>>’ – L – R. Dette er det tydelige skrifts tegn.<< (Koran 12:1)

og

>>’ – L – R. Dette er Skriftens og en tydelig Korans tegn.<< (Koran 15:1)

og

>>Vi ved godt, at de siger: “Den, der lærer ham det, er kun et menneske!” Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog.<< (Koran 16:103)

og

>>Således har Vi sendt Koranen ned, som tydelige tegn, og fordi Gud retleder, hvem Han vil.<<  (Koran 22:16)

og

>>T – S. Dette er Koranens og et tydeligt skrifts tegn,<< (Koran 27:1)

og

>>Dette er det tydelige skrifts tegn.<< (Koran 28:2)

og:

>>et skrift, hvis tegn er fremlagt nøjagtigt, en arabisk Koran til folk, der har viden,<< (Koran 41:3)

 

Det er så rigtigt nok, at ved ét sted siger Koranen, at der både er ”entydige” og ”flertydige” verser:

>>Han er den, der har sendt Skriften ned til dig. Heri er der både entydige vers; og de er Skriftens moder – og andre, som er flertydige. De, der i hjertet er vigende, følger det deri, der er flertydigt, i ønsket om at friste til frafald og fortolke den. Men kun Gud kender dens fortolkning. De, der har en grundfæstet viden, siger: “Vi tror på den. Alt kommer fra vor Herre.” Kun de forstandige lader sig påminde.<< (Koran 3:7)

Helt logisk ville Koranen da påpege hvilke dele af teksten i Koranen, der er flertydige og hvilke dele, der ikke er flertydige: For hvis man ikke kan vide, hvornår bestemte verser i Koranen skal læses som flertydige eller ej, så bliver hele indholdet i Koranen meningsløst.

Dét faktum at Koranen ikke siger, at Allah taler i gåder og metafor, så folk selv kan fortolke sætninger kreativt, som de lyster, men siger adskillige gange, at den har et tydeligt sprog og på arabisk, så araberne (de første muslimer) kan forstå, hvad Allah siger og dikterer, er det tredje punkt for at eks-muslimer afviser apologeters taktik med omfortolkning af Allahs ord.

 

Punkt 4: Selv tafsir af Ibn Abbas og hadithlitteraturen bekræfter, at koranverser ikke skal omfortolkes

Det fjerde og sidste punkt for at eks-muslimer ikke køber apologeters påstand om, at Koranen skal omfortolkes og at Allah ikke mener det, hvad han siger, skyldes at selv andre islamiske teologiske skrifter, der indeholder samtidige beretninger om islam og Muhammed, såsom tafsir af Ibn Abbas eller hadithlitteraturen, selv viser at koranverser slet ikke skal omfortolkes.

Lad os kigge på ét konkret eksempel om det føromtalte koranvers om at hugge en tyvs hånd af.

Det føromtalte koranvers om afhugning af en tyvs hånd lød sådan her:

>>En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis.<< (Koran 5:38)

Vi har et koranvers, hvor Allah åbenlyst siger, at tyve skal få deres hånd hugget af.

Nu vil apologeterne naturligvis komme med deres sædvanlige apologetiske forsvar: Allah mener ikke det, hvad han siger, for dét koranvers om håndafhugning skal læses metaforisk, sådan at tyve slet ikke skal få deres hånd skåret af.

Nuvel.

Læserne husker måske, at vi før har diskuteret begrebet ”tafsir”, som er en slags islamisk afhandling om at fortolke Koranen. Vi har også diskuteret, at den første tafsir blev skrevet af en vis Ibn Abbas, som levede i 600-tallet, og at denne person var fætter til selveste Muhammed, og som kendte den første generation af muslimer.

Hvordan har Ibn Abbas forstået det føromtalte koranvers om håndafhugning? Forstod han det som metaforisk, sådan som apologeter hævder i dag, eller forstod han det bogstaveligt, sådan at hånden skulle hugges af fra kroppen fysisk?

Tafsir af Ibn Abbas viser, at han har forstået koranverset om håndafhugning bogstaveligt, sådan at tyve skal få deres hånd hugget af fysisk, for i sin tafsir skriver han:

(Kilde: https://quranx.com/Tafsir/Abbas/5.38)

Vi har altså tafsir af Muhammeds fætter, der kendte den første generation af muslimer, der bekræfter, at koranverset om håndafhugning er ment bogstaveligt, og at tyve skal straffes med håndafhugning i fysisk forstand.

 

Læserne husker måske også, at vi har snakket om hadithlitteratur, som er anekdoter om Muhammeds gøren og laden ved forskellige lejligheder. I den anledning har vi også adskillige hadither, der fortæller os noget om Muhammeds syn på håndafhugning.

Hvordan forstod Muhammed koranverset om at hugge tyves hånd af? Forstod Muhammed det som metaforisk, sådan at Allah ikke mente det bogstaveligt? Eller forstod Muhammed det bogstaveligt, sådan at hånden skulle hugges og adskilles fra kroppen?

Vi har følgende hadith fra Sahih Muslim, der også viser, at muslimernes hellige profet selv gik ind for fysisk afstraffelse ved at få tyves hånd skåret af:

>>Jaibir rapporterede, at en kvinde fra Makhzum-stammen begik tyveri. Hun blev bragt til Allahs Apostel (ﷺ), og hun søgte tilflugt (forbøn) hos Umm Salama, hustruen af Allahs Apostel (ﷺ). Derpå sagde Allahs Apostel (ﷺ):

Ved Allah, selv hvis hun var Fatima, ville jeg have fået hendes hånd skåret af. Og således blev hendes hånd skåret af.<< (Sahih Muslim 1689: https://sunnah.com/muslim:1689)

Vi har altså hadith, og endda fra Sahih Muslim, der bekræfter, at Muhammed selv accepterede og gav ordre om håndafhugning af tyve.

 

Hvis det føromtalte koranvers om håndafhugning af tyve skal læses metaforisk, sådan som apologeterne insisterer på, hvorfor i alverden har Ibn Abbas i sin tafsir opfattet koranverset om håndafhugning bogstaveligt? Og hvorfor i alverden har vi også hadith fra Sahih Muslim, der også viser, at Muhammed gik ind for håndafhugning?

Hvorfor i alverden har vi islamiske religiøse skrifter, der indeholder samtidige beretninger, der bekræfter, at koranverset om håndafhugning var ment bogstaveligt, altså som fysisk straf?

Alt dette udhuler yderligere apologeternes påstand om, at koranverset om håndafhugning skal læses metaforisk, og det er også eks-muslimernes fjerde og sidste punkt for, hvorfor de afviser apologeters spin om, at Allah ikke mener det, hvad han siger.

 

Nu bør det være tydeligt for læserne, hvorfor eks-muslimer ikke bliver overbevist af de muslimske apologeters blændværk. Eks-muslimer peger også på, at de muslimske apologeters drejebog med omfortolkning ikke skyldes en ærlig tilgang til at komme til nye erkendelser, men det skyldes ganske enkelt en religiøs irrationel trang til at opretholde deres islamiske trosfundament for enhver pris, og derfor insisterer på at omfortolke alle de problematiske koranverser i affekt, så de kan overbevise sig selv og snyde andre muslimer om, at Koranen ikke har videnskabelige fejl og moralske problemer.

Hvad angår de muslimske apologeters apologetiske tricks, så er der helt konkret flere apologetiske tricks, og hvor flere af disse overlapper hinanden, og dem skal vi nok udforske på et tidspunkt senere for ikke at afspore den røde tråd her. Men for de utålmodige læsere kan teksten om islam-apologeters taktik og bedrag læses ved at klikke her.

 

 

Hvordan en muslim vil reagere

Som allerede er gennemgået har vi set, hvordan Muhammed har fået påstået åbenbaringer fra Allah, der uvidenskabeligt siger, at Månen lyser, at spermen udgår fra lænder og ribben, at menneskehedens art er ’skabt’ af ler, og ovenikøbet tillader amoralske praksisser som håndafhugning, kvindevold og slaveri.

For os, som er ikke er muslimer og ikke har følelser på spil, er svaret yderst indlysende: Muhammed var en bedrager, der har opdigtet Koranen af sin fantasi.

Men for en muslim er alt dette ikke så indlysende endnu, da der er en række mentale barrierer, som vedkommende skal overvinde.

Hvis man spørger en muslim, hvorfor denne tror, at islam er den sande religion, da vil muslimen prøve at sammenstable en rationel forklaring. Men bagved sådan en forklaring ligger der en irrationel følelsesmæssig tilknytning til deres tro på Allah og islam. Troen på en guddom eller religion er ikke et rationelt anliggende, men et irrationelt følelsesmæssige anliggende. Hvis man fortæller en muslim, at Muhammed har opdigtet Koranen af sin fantasi og vise muslimen alle de problematiske koranverser, hvor Allah kommer med videnskabelige fejl og moralske problemer, da vil de føle sig provokeret, fordi man går ind i deres komfortzone.

I sidste ende har muslimen to muligheder for at forholde sig til beskyldninger om videnskabelige fejl og moralske problemer i islam:

(1) Enten accepterer man apologeters blændværk om, at alle de problematiske koranverser skal omfortolkes med undskyldning om, at Allah ikke mener det, hvad han siger, og dermed kan man opretholde illusionen af at der ikke er videnskabelige fejl og moralske problemer i islam.

Eller

(2) Eller også finder man apologeternes blændværk alt for letkøbt jævnfør hvad vi diskuterede for nylig under afsnittet ”Problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen”, og dermed vil man indse på sigt, at Muhammed faktisk opdigtede sine åbenbaringer.

I tilfælde af at en muslim vælger sidstnævnte mulighed og afviser apologeters søforklaringer, da vil processen med at miste sin islamiske tro ikke vare en dag. Eks-muslimer fortæller, at processen med at miste sin islamiske tro plejer at vare uger, måneder og sågar år.

 

Denne hjemmesides henvisning til Koranen og hadithlitteratur

Vores muslimske medborgere, der læser med her, vil naturligvis ikke stole på denne hjemmesides beskrivelse af videnskabelige fejl eller moralske problemer i islam. Det er helt forståeligt, og derfor har denne hjemmeside 100% konsekvent sidehenvisninger i Koranen og haditherne, så muslimerne selv kan tjekke påstande, som hjemmesiden fremsætter.

Næsten alt korancitater denne hjemmeside har brugt er som udgangspunkt hentet fra filologen Ellen Wulffs ”Koranen i ny dansk oversættelse” udgivet 2006, som man kan finde på forlagetvandkunsten.dk. Men i visse tilfælde tjekkes der også korancitaterne i corpus.quran.com for at få et overblik over, hvordan andre koranoversættere har oversat bestemte vers på engelsk. Når Koranen oversattes fra arabisk til dansk, kan der gå nogle detaljer tabt midt i oversættelse, og derfor er det en fordel i nogle situationer at se på hvordan andre har oversat et bestemt vers. Hver eneste gang der henvises til bestemte verser i Koranen, er der altid en henvisning, så alle kan tilgå og tjekke kilden på egen hånd.

Hvad angår hadithlitteraturen har denne hjemmeside sakset alt materiale fra sunnah.com, og hvor haditherne er blevet oversat til dansk. Når haditherne er blevet oversat til dansk har denne hjemmeside tilladt sig at oversætte på en måde, hvor originalitet beholdes bedst som muligt, men hvor læsbarheden også er tåleligt. Oversættelsen har også bl.a. forsøgt at standardisere koranverser omtalt i haditherne, sådan at det bliver efter Ellen Wulffs koranoversættelse. Hver eneste gang, der har været en hadith, har der også altid været kildehenvisning, så alle kan læse originalteksten på engelsk og arabisk.