Apologetiske tricks som islam-apologeter bruger
I dag vil en muslim, der tager stillingtagen til en række videnskabelige fejl eller moralske problemer, når vedkommende står med en Koran i hånden og gransker den nøje, risikere at få sit trosforsvar nedbrudt.
Mange muslimer er derfor islam-apologeter, hvor de har øvet sig i at forsvare islam fra kritik om videnskabelige fejl og moralske problemer. I den anledning har de udviklet en række røgslør, spin og blændværk for at opretholde deres tro og prøve at bilde andre muslimer ind, at der ikke er videnskabelige fejl og moralske problemer i deres religion.
I denne artikel vil vi opridse de apologetiske tricks, som islam-apologeter bruger. Og nu hvor vi borer ind på islam-apologeternes tricks, er det måske også relevant at inddrage kristne-apologeter for at se på, om de også benytter sig af lignende tricks.
Trick 1: ”Omfortolkning: Allah mener ikke det, hvad han siger” (hovedargumentet)
Det allermest brugte apologetiske trick, som muslimske apologeter bruger, er at insistere på, at omfortolke alle de problematiske koranverser med henvisning til at Allah ikke mener det, hvad han siger.
Vi har allerede gennemgået problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen og forklaret i dybden hvorfor sådan en tilgang er blevet afvist af eks-muslimerne. (Se under afsnittet ”Problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen” ved at klikke her)
Der er ingen grund til at gennemgå stoffet i dybden endnu engang her, så lad os nøjes med at genopfriske det ultrakort. Grunden til at eks-muslimske aktivister afviser apologeters trick med at omfortolke Allahs ord med undskyldning om, at Allah ikke mener det, hvad han siger, skyldes disse fire punkter:
(1) En insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen ville underminere Koranen fuldstændigt. For hvis Koranen ikke mener det, hvad den egentligt ser ud til at mene, så betyder det enten at Koranen er dårlig formuleret eller at Koranen er vildledende. For når afsenderen (Allah) i Koranen siger ”X”, og de muslimske apologeter insisterer på, at afsenderen ikke mener ”X”, men ”Y”, så kan det kun betyde én af disse to ting: (a) Enten har Allah formuleret sig klodset i Koranen. Og dette er utænkeligt for muslimer, for Allah er en ALVIDENDE guddom og laver ikke fejl ved at formulere sig klodset. Eller (b) det må betyde at Allah har en intention om at vildlede folk med et vildledende sprog i Koranen. Og dette er også utænkeligt for muslimer, for Allah har ingen intention om at vildlede med et vildledende sprog, så folk ikke kan stole på indholdet i Koranen.
(2) Siden Koranen påstås at være guddommeligt perfekt åbenbaret af en almægtig og alvidende guddom, har sådan et guddommeligt værk næppe brug for apologetisk indgriben, og islam-apologeters konstante higen efter at omfortolke Allahs ord/sætninger får Allah til at lyde ubegavet og dum.
(3) Selv Koranen indeholder adskillige koranverser, hvor Allah siger, at Koranen har et klart sprog igen-igen, og Allah siger ikke, at Koranen har et uklart sprog, der taler i metaforer i tide og utide.
(4) Vi har tafsir af Ibn Abbas (Muhammeds fætter) og/eller hadither, der viser at adskillige af de problematiske koranverser slet ikke skal omfortolkes, sådan som islam-apologeter hævder. F.eks. har vi tafsir af Ibn Abbas, der åbenlyst viser, at koranverset om håndafhugning var ment bogstaveligt og tilmed har vi hadither, der viser at Muhammed gik ind for at hugge hånden af tyve.
Eks-muslimers afvisning af islam-apologeters insisteren med omfortolkning af Koranen skyldes disse fire ovenstående punkter.
Dette klassiske trick med omfortolkning af Allahs ord med undskyldningen om, at Allah ikke mener det, hvad han siger, er nok det mest brugte trick, islam-apologeter benytter sig af.
Kristne apologeter plejer også at bruge dette apologetisk trick.
Som allerede nævnt er dette det allermest brugte apologetiske trick. Men der er forskellige varianter af dette trick, som vi vil gennemgå med alfabetet A, B, C, D og E her nedenunder.
Det apologetiske argument er, at Allah mener ikke det, hvad han siger… efterfulgt af…
A: ”… fordi Koranen brugte digtesprog, og digtesprog skal læses metaforisk”
En variant af det apologetiske trick med at ”Allah mener ikke det, hvad han siger”, er at islam-apologeter henviser til at Allah brugte et ”digtesprog” og at det derfor skal læses metaforisk.
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er to yderligere kritikpunkter:
For det første er der faktisk intet til hinder for, at en alvidende guddom sagtens kan bruge digtesprog UDEN at udbasunere videnskabelige fejl og moralske problemer på konstant basis.
For det andet, hvis man vil insistere på, at Allah brugte digtesprog ved de problematiske koranverser, så må konklusionen være, at Allah brugte videnskabelige fejl og amoralske praksisser i 600-tallets Arabiske Halvø som digt/metafor, og dét udstiller Allah som en elendig digter med rædderlig brug af sprog.
De kristne apologeter plejer også at bruge sådan et trick.
B: ”…fordi på arabisk betyder dette ord egentligt noget helt andet”
En anden variant af det apologetiske trick med at ”Allah mener ikke det, hvad han siger”, er at islam-apologeter vil lyve direkte og påstå, at bestemte ord i Koranen på arabisk betyder noget helt andet.
Det kan f.eks. være når de muslimske apologeter prøver at omskrive ”lys” som ”reflekterende lys”, som vi har gennemgået her.
eller
Det kan også f.eks. være når de muslimske apologeter prøver at omskrive ”slavinder” som ”tjenestepigerne”. (Se under afsnittet ”Ekstra information: Hvordan islam-apologeter prøver at tilsløre sexslaveriet i Koranen” ved at klikke her)
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er der intet at tilføje.
Hos de kristne apologeter er dette apologetiske trick yderst begrænset og næsten aldrig brugt, da tekstkritikken og transparent er meget udbredt hos de kristne lande/miljøer modsat de muslimske lande/miljøer.
C: ”…fordi Allah her bevidst har brugt et ’simpelt sprog’ til et simpelt arabisk folk” (kun om videnskabelige fejl)
En tredje variant af det apologetiske trick med at ”Allah mener ikke det, hvad han siger”, er at islam-apologeter vil henvise til at Allah bevidst har brugt et ’simpelt sprog’ henvendt til et simpelt arabisk folk i 600-tallet, der slet ikke interesserede sig for kompleks videnskab, som folk gør det i det 21. århundrede.
Allah siger bl.a. at mennesker blev skabt af ler og endda har en geocentrisk opfattelse.
Islam-apologeter vil mene, at Allah ved disse to steder, der giver indtryk af videnskabelige fejl, hænger sammen med at Allahs åbenbaringer var et ’simpelt sprog’ henvendt til et simpelt arabisk folk i 600-tallet og ikke til et 21. århundrede-folk, der interesserer sig for evolutionslæren eller astronomi.
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er der to hager mod denne apologetiske opfattelse:
Den første hage er: Kunne den ALMÆGTIGE og ALVIDENDE Allah ikke overbringe Koranen til 21. århundrede-folk? Valgte Allah et ’simpelt sprog’ til 600-tallets arabere og overså fuldstændigt, at det ville skabe problemer for islam i fremtiden, når videnskaben udvikler sig og udstiller Muhammed som en bedrager, der opdigtede Koranen jævnfør de videnskabelige fejl? Kunne den alvidende Allah slet ikke se at menneskeheden over 1000 år senere ville få moderne videnskab og som ville skabe problemer og beklikke Koranens budskab som en alvidende guddoms ord, siden den er fyldt med videnskabelige fejl?
Den anden hage er: Der er islam-apologeter udover mange muslimer, der påstår, at der faktisk er ”videnskabelige mirakler” i Koranen, såsom at Allah forudsagde Big Bang. Så hvordan i alverden hænger det sammen med det apologetiske argument om, at Allah blot brugte et ’simpelt sprog’ til et simpelt arabisk folk, der ikke interesserede sig for videnskab? Skal det forstås sådan, at der er videnskabelige mirakler i Koranen om Big Bang, men at når der er videnskabelige fejl, så er det pludseligt et ’simpelt sprog’ til 600-tallets arabere?
Hvad angår hos de kristne apologeter, så plejer de også at bruge sådan et apologetisk trick.
D: ”… fordi Allah er barmhjertig, så det mente han ikke bogstaveligt” (kun om moralske problemer)
En fjerde variant af det apologetiske trick med at ”Allah mener ikke det, hvad han siger” er, at islam-apologeter vil hæfte sig ved at Allah flere gange i Koranen omtaler sig selv som ”barmhjertig”, og på den måde kan de selektivt afvise visse formaninger fra Allah efter forgodtbefindende.
Det kan f.eks. være koranverset, hvor Allah siger at tyve skal få deres hånd hugget af.
Det apologetiske trick vil bestå i at påstå, at det koranvers om håndafhugning ikke var ment bogstaveligt, fordi Allah er barmhjertig, og ingen barmhjertig guddom ville gå ind for at hugge hånden af.
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er der ét specifikt ting, der skal understreges her:
Som allerede er gennemgået i artiklen om håndafhugning, så ved vi med 100% sikkerhed, at islam-apologeter lyver: Både tafsir af Ibn Abbas, som var fætter til selveste Muhammed og som kendte den første generation af muslimer, og selv hadithlitteraturen bekræfter, at Muhammed og de første muslimer praktiserede håndafhugning.
E: ”… fordi nogle koranverser var ikke ment for evigt” (kun om moralske problemer)
Den femte og sidste variant af det apologetiske trick med at ”Allah mener ikke det, hvad han siger” bygger på præmissen om, at Allah alligevel mener det, hvad han siger, MEN bagefter postulere, at nogle koranverser IKKE VAR MENT FOR EVIGT og derfor ikke gælder mere i dag.
Dette apologetisk trick ligner derfor det forrige trick, men adskiller sig ved at islam-apologeter her er mindre dumme og rent faktisk anerkender, at Allah mente dét, hvad der står i Koranen.
Det kan f.eks. være det føromtalte koranvers, hvor Allah befaler håndafhugning af tyve.
Det apologetiske trick består i, at man accepterer at Allah mente det bogstaveligt med håndafhugning, men så tilføjer et stort ”men” efterfulgt af en lektion om at tiderne og betingelserne har ændret sig, hvor vi har fængselsvæsenet i dag, og derfor gælder straffemetoden med håndafhugning ikke længere mere i dag.
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er der to specifikke ting, der skal understreges her:
Hvis en muslim kan selektivt udvælge hvilke dele af Allahs udsagn i Koranen, der ikke var ment for evigt og dermed kassere dem, da kan muslimen også argumentere for at koranverser om homofili, ægteskabsindgåelse eller utroskab heller ikke var ment for evigt. Hele idéen om at en alvidende Allah fortalte om, hvordan han vil have at muslimer skal handle og opføre sig, men hvor en muslim på et tidspunkt så siger ”dét, dét og dét her udsagn fra Allah skal ikke gælde mere i dag, he he” ville simpelthen stride imod islamisk teologi, og som selv ikke en gang andre muslimer ville acceptere.
I øvrigt forudsætter brug af sådan et apologetisk argument, at man accepterer, at Muhammed og den første generation af muslimer har f.eks. praktiseret håndafhugning, og allerede her ligger problemet: Mange andre muslimer vil nemlig ikke en gang acceptere sådan en apologetisk forklaring, da de ikke vil begribe at håndafhugning i det hele taget har været en del af islam på et tidspunkt. For islam skal forestilles at have en ”perfekt tidløs moral”. Så hvordan i alverden kan man hævde, at islam har perfekt tidløs moral og på samme tid acceptere at håndafhugning på et tidspunkt var en del af islam?
Nu har vi gennemgået hovedargumentet og dets fem forskellige varianter.
Trick 2: ”Koranen siger, at der er ”entydige” og ”flertydige” verser”
Et andet apologetisk trick, som islam-apologeter bruger, er, at understrege at Koranen ved ét sted siger, at der både er ”entydige” (bogstavelige) og ”flertydige” (metaforisk) verser:
>>Han er den, der har sendt Skriften ned til dig. Heri er der både entydige vers; og de er Skriftens moder – og andre, som er flertydige. De, der i hjertet er vigende, følger det deri, der er flertydigt, i ønsket om at friste til frafald og fortolke den. Men kun Gud kender dens fortolkning. De, der har en grundfæstet viden, siger: “Vi tror på den. Alt kommer fra vor Herre.” Kun de forstandige lader sig påminde.<< (Koran 3:7)
Koranen siger faktisk selv, at den har et tydeligt sprog adskillige gange: 2:2, 5:15, 6:55, 6:114, 11:1, 12:1, 15:1, 16:103, 22:16, 27:1, 28:2 og 41:3.
Det er så rigtigt nok, at ved ét sted ved 3:7 siger Koranen, at der både er ”entydige” og ”flertydige” verser. Som allerede er nævnt før: Helt logisk ville Koranen da påpege hvilke dele af teksten i Koranen, der er flertydige og hvilke dele, der ikke er flertydige: For hvis man ikke kan vide, hvornår bestemte verser i Koranen skal læses som flertydige eller ej, så bliver hele indholdet i Koranen meningsløst.
Trick 3: ”Du er ikke en islamisk lærd, så du forstår ikke Koranen rigtigt”
Når eks-muslimer eller ikke-muslimer udstiller videnskabelige fejl og moralske problemer i islam, og derfor underminerer en muslims trosforsvar, er det ikke usædvanligt, at muslimske apologeter i affekt vil fortælle, at det er modparten, der har misforstået islams religiøse tekster, og at modparten ikke har nok viden om islam, som en islamisk lærd har, og at modparten derfor hellere bør spørge en islamisk lærd, som kan besvare de kritikpunkter, der fremføres.
En islamisk lærd har mere ”autoritet” på at fortælle fakta om islam, er deres argument.
For muslimske apologeter er det helt utænkeligt, at der er videnskabelige fejl og moralske problemer i islam, og når de støder på rationelle argumenter om det modsatte, vil de fortælle, at det er fordi modparten ikke kan mestre klassisk arabisk og ikke har studeret islam ved Al-Azhar (kendt islamisk universitet i Egypten), og derfor må modpartens kritikpunkter om videnskabelig fejl og moralske problemer i islam bero på misforståelse og manglende viden om islam.
Men med sådan en tilgang har muslimerne selv låst sig fast og kan heller ikke afvise andre religioner som forkerte/falske, når man tænker tanken til enden:
Lad os se på muslimernes syn på den oldnordiske religion. Vil muslimer afvise den oldnordiske religion og stemple Thor, Odin og Loke som falske guder? Det vil de uden tvivl gøre. Men har de læst Saxo og Snorri, der beskriver oldnordisk religion? Har de analyseret ”Vølvens spådom”? Har de læst runesten med futhark-alfabetet og fortolket symbolerne? Kan de læse skjaldedigte og kende dets kenninger? – De allerfleste muslimer har ikke gjort det og har ikke overskud endsige kompetencer til at gøre det, men det afholder heller ikke muslimerne fra at afvise raskt den oldnordiske religion som falsk.
Lad os se på muslimernes syn på kristendommen. Vil muslimerne afvise kristendommens teologi om, at Jesus var Guds søn? Det vil muslimerne automatisk gøre. Men har muslimerne læst hele Bibelen? Har de også læst og analyseret Clement af Alexandria, Origen af Alexandria eller Augustin af Hippo? Har de taget kurser for at lære hebraisk, aramæisk eller græsk? De fleste muslimer har naturligvis ikke gjort selv blot én af delene, men det forhindrer dem heller ikke i at afvise raskt kristendommens teologi om Jesus som Guds søn som falsk.
Der er i øvrigt mindst 4000 forskellige religioner i verden og ingen mennesker vil være i stand til at analysere alle religioners skrifter og sagn i dybden for at afvise dem som værende falske.
Så pointen er: Hvis en muslim kan affeje en modparts kritik af islam med henvisning til at modparten ikke er en islamisk lærd, hvordan kan muslimen selv kritisere og afvise andre religioner som falske, når vedkommende heller ikke selv har studeret dem i dybden?
Der ligger også en anden dobbeltmoralsk holdning til muslimernes påstand om, at man skal kunne mestre klassisk arabisk og studeret islam ved Al-Azhar for at forstå islam og dermed nonchalant afvise kritikpunkterne om videnskabelige fejl og moralske problemer i islam: Når en konvertit konverterer til islam, så behøver vedkommende slet ikke megen viden om islam, og så er vedkommende accepteret som en muslim hos muslimerne bare sådan uden videre. Men når en muslim forlader islam og henviser til videnskabelige fejl og moralske problemer, der beviser at Muhammed opdigtede Koranen, så skyldes det at vedkommende ikke mestrer klassisk arabisk og ikke har læst om islam ved Al-Azhar. – Muslimerne vil ikke kræve et omfattende kendskab til islam for at overgå til religionen, men når man melder sig ud, vil det de fortælle sig selv og hinanden, at det skyldes, at vedkommende ikke havde et omfattende kendskab til islam. Det er meget sigende.
Man behøver egentligt ikke at mestre klassisk arabisk eller studere islamisk teologi ved Al-Azhar og være en islamisk lærd for at forstå islam. Har man adgang til Koranen, hadithlitteraturen og tafsir’er samt lidt historiekundskab, så kan man snildt forstå islam, og endda meget bedre end de muslimer, hvis viden om islam mestendels er baseret på hvad de har fået fortalt i madras-skolerne eller i moskéerne af deres imamer.
En ”islamisk lærd” har i øvrigt ikke monopol på at forstå islam, ligeså meget som en biskop heller ikke har monopol på at forstå kristendommen.
Trick 4: ”Man skal mestre arabisk for at forstå Koranen rigtigt”
Det er ikke usædvanligt, at islam-apologeter vil beskylde andre, der påpeger de videnskabelige fejl og moralske problemer i islam, for ikke at mestre det arabiske sprog og derfor ikke forstår korrekt Koranens indhold.
Muslimerne tror helt konkret, at Koranen blev åbenbareret for Muhammed på det arabiske sprog, og derfor bliver arabisk anset som et helligt sprog, og i dag læser og memorerer alverdens muslimer Koranen på det arabiske sprog. Selv muslimer, der ikke kan arabisk, læser og memorerer Koranen på arabisk. Men muslimer, der har arabisk som modersmål, udgør kun 20% af verdens muslimer.
Ironisk nok må det betyde, at flertallet af muslimerne heller ikke selv kan forstå Koranen fuldt ud, eftersom flertallet af muslimerne i verden som bekendt ikke er arabere og ikke kan beherske arabisk.
Faktisk er påstanden om at man skal kunne mestre arabisk for at forstå Koranen slet ikke validt på nogen måder. Det er korrekt, at de oprindelige tekster af Koranen er skrevet på arabisk og når det oversættes til andre sprog, kan der gå nogle detaljer væk i et vist omfang midt i oversættelsen, men alt dette kan nemt løses ved at se på andre oversættelser for at tjekke om ordlyden er ens, og så er det løst.
Når Koranen siger, at spermen udgår fra et sted mellem lænder og ribben, eller at man gerne må eje pigeslaver, så kan det budskab i Koranen forstås fuldt ud både på dansk, engelsk, mandarin og grønlandsk ligeså vel som på arabisk.
Desuden behøver man slet ikke at beherske arabisk for at forstå Koranen fuldt ud, ligeså meget som man ikke behøver, at mestre hebraisk, aramæisk eller græsk for at forstå Bibelen fuldt ud. Eller oldnordisk for at forstå den oldnordiske religion for den sags skyld.
Oven i købet deler selv de arabiske eks-muslimske aktivister også opfattelsen af, at der er adskillige videnskabelige fejl og moralske problemer i Koranen, selvom arabisk er deres modersmål. Men disse vil sikkert får fortalt af islam-apologeter, at selvom de kan arabisk, så kan de ikke den ”rigtige” arabisk i Muhammeds tid, og derfor er det fortsat dem, der misforstår indholdet.
Kristne apologeter bruger næsten ikke sådan et trick, da de kristne ikke opfatter hebraisk, aramæisk eller græsk som hellige sprog og som en forudsætning for at forstå Guds ord fuldt ud på samme måde som muslimer gør med Allahs brug af arabisk.
Trick 5: ”Bibelen siger også det samme ting, så hvad er problemet?”
Sådan en kortslutning kaldes for ”whataboutisme”.
Et eksempel kan være at Koranen beskriver menneskets arts tilblivelse helt forkert og siger, at Allah skabte dem med ler. Nogle muslimske apologeter vil afvise, at det er en videnskabelig fejl med henvisning til at Bibelen også har den samme fejl, fordi Bibelen også siger, at mennesker blev skabt af ler. – Men at Bibelen også beskriver menneskehedens tilblivelse forkert gør slet ikke Koranens påstand rigtigt: Alt dette viser kun, at de kristne har det samme problem som muslimerne.
Et andet eksempel kan være at Koranen tillader pædofili, hvor Muhammed bl.a. havde sex med Aisha, da hun var ni år gammel. Nogle muslimske apologeter har argumenteret at Jomfru Maria og Josef – Jesus’ forældre – var henholdsvis 12 år og 30 år, da de blev gift. Men faktisk er der intetsteds i Bibelen, der står noget om Jomfru Marias og Josefs alder ved ægteskabsindgåelse, men selv hvis alderen passede, da ville det slet ikke gør islams pædofili rigtigt, da det eneste der ville ske er, at de kristne i den situation nu også selv ville have et pædofil-problem ligesom muslimerne.
Trick 6: ”Videnskaben og videnskabsmænd tager fejl” (kun om videnskabelige fejl)
Et apologetisk trick, som muslimske apologeter også benytter, er, at afvise videnskabelige fakta, når disse fakta strider imod indholdet i Koranen.
Vi har set, hvordan Koranen går imod evolutionslæren og siger at mennesker blev ”skabt”, selvom fakta er, at mennesker slet ikke blev ”skabt”, men blev UDVIKLET gennem millioner af år.
Et apologetisk trick er derfor at argumentere for, at videnskaben og/eller videnskabsmænd tager fejl med deres forskning.
De kristne apologeter bruger også dette apologetisk tricks med at afvise videnskaben og videnskabsmænd.
Trick 7: ”Man kan ikke bruge nutidens moral til at dømme Muhammeds handlinger” (kun om moralske problemer)
Et syvende apologetisk trick går ud på at hævde, at man ikke kan bruge nutidens moral til at dømme Muhammeds handlinger.
Det kan f.eks. være Muhammeds seksuel omgang med Aisha, da hun var ni år gammel.
Nogle apologeter vil så argumentere, at det var tilbage i 600-tallet og at Muhammeds handlinger ikke kan dømmes på baggrund af værdier fra det 21. århundrede. De vil tit hæfte sig ved at selv nogle ældre konger i Europa har været gift med mindreårige piger og pege på måske Kong Johan Uden-Land (død 1216), der var konge af England og som blev gift med én, der var mellem 10-15 år, men uden at englænderne fordømmer ham.
Men den afgørende forskel mellem Muhammed og en tilfældig engelsk konge er, at muslimernes hellige profet bliver anset som Allahs perfekte profet, hvis handlinger muslimer skal efterligne, hvorimod englændernes gamle konge ”blot” var en monark af sin tid, hvis liv ikke bliver portrætteret som eksemplarisk for fremtidige generationer. Ingen i England tror, at Kong Johan var det allerbedste mennesker udvalgt af Gud, og hvis opførsel skal tjene som eksempel for, hvordan englændere bør opføre sig.
Med andre ord var Muhammed – ifølge muslimerne selv – det allerbedste menneske, udvalgt af Allah, og hvis liv og handlinger skal tjene som et eksempel for hvordan muslimerne bør leve.
Derfor kan islam-apologeterne ikke påstå, at islam og Muhammed har en perfekt tidløs moral, og i samme ombæring hårdnakket argumentere for, at man ikke kan bruge nutidens moral til at dømme Muhammeds handlinger.
Men dette apologetisk trick kan virke overbevisende for nogle ikke-muslimer, der ikke er velbevandret i islams teologi og ikke ved, at islam/Muhammed faktisk påberåbes at have en perfekt tidløs moral. Og den kan også virke overbevisende for nogle muslimer, der ikke vælger at tænke dybere over det.
Trick 8: ”Din bogstavelige fortolkning får islam til at se dårligt ud, så lad være med det” (kun om moralske problemer)
Et ottende og sidste apologetisk trick er at appellere til følelser ved at beskylde modparten for at dennes læsning af Koranen får islam til at se dårligt ud og derfor i overfladisk bønfald appellere til at modparten skal lade være med at læse Koranen på den måde.
Det kan f.eks. være at Koranens berygtede vers om at mænd skal slå ulydige kvinder (Koran 4:34).
Nu vil nogle af de muslimske apologeter i en overfladisk bønfald typisk sige: ”Allah mente det ikke bogstaveligt. At slå kvinder er uacceptabelt, og din læsning får islam til at se dårligt ud, så lad være med at læse det på den måde.”
Udover de fire omtalte punkter for, hvorfor eks-muslimer afviser islam-apologeters trick med omfortolkning, så er problemet med denne apologetisk tilgang velkendt:
Hvis en muslim kan selektivt udvælge hvilke dele af Allahs udsagn i Koranen, der ”får islam til at se dårligt ud” og dermed kassere dem, da kan muslimen også argumentere for at koranverser om homofili, ægteskabsindgåelse eller utroskab også ”får islam til at se dårligt ud” og derfor kassere dem. Endnu en gang: Hele idéen om at en alvidende Allah fortalte om, hvordan han vil have at muslimer skal handle og opføre sig, men hvor en muslim på et tidspunkt så siger ”dét, dét og dét her udsagn fra Allah får islam til at se dårligt ud og derfor skal kasseres, he he” ville simpelthen stride imod islamisk teologi, og som selv ikke en gang andre muslimer ville acceptere.
Trick 9: ”Allah ved bedst! Lad være med at tænke over det!”
Det niende og sidste apologetisk trick er reelt slet ikke et trick, men snarere en psykologisk krumspring for at overbevise sig selv om at undgå at forholde sig til de problematiske koranverser med henvisning til at Allah ved bedst og at man skal lade være med at tænke over det.
Mange muslimske apologeter er kommet frem til, at alle de apologetiske tricks slet ikke holder i længden, men for at opretholde deres tros berettigelse, vælger de at stole blindt på, at der alligevel er et formål med de ”problematiske koranverser”. Det er Allahs plan åbenbart.
Med andre ord anerkender de, at der er ”problematiske koranverser”, men så overbeviser de sig selv om, at Allah som en ALVIDENDE guddom besidder en viden, som muslimer bare ikke forstår betydningen af, og derfor må der være en grund med de ”problematiske koranverser”.
“Allah ved bedst! Lad være med at tænke på det!”, fortæller mange muslimer sig selv.
For udenforstående, der ikke kender til islam i dybden, kan dette træk virke overraskende. Men for en muslim er der altså en række mentale barrierer, der ikke tillader at spekulere på, om Koranen er opdigtet af Muhammeds fantasi.
Dette træk har den fordel, at muslimen her slet ikke behøver at forholde sig til at afvise de ”problematiske koranverser”, for her kan muslimen mentalt prøve at drukne debatten ved at forholde sig intellektuelt slukket og afvise enhver refleksion. Altså, hvis man kan gøre det mentalt.