Tyve skal få deres hånd hugget af
Vi har allerede i forrige artikel set på, hvordan Koranen og Muhammed accepterer at hugge folks hænder og fødder af.
I denne artikel fortsætter vi i samme spor, hvor vi skal se på, hvordan islam advokerer for at tyve skal få deres hånd hugget af.
Koranen om håndafhugning af tyve
Tyveri har været noget alle civilisationer skulle forholde sig til, og blandt de civiliserede mennesker/kulturer ville man mene, at en tyv skal i fængsel og resocialiseres.
Men før i tiden har mange kulturer haft et straffesystem, hvor tyve skulle få deres hånd hugget af. Faktisk blev håndafhugning også praktiseret hos de polyteistiske arabere på Den Arabiske Halvø, som Muhammed var opvokset i.
Islam påberåber sig at have en perfekt tidløs moral, men hvad siger Koranen om straffen for tyveri?
Koranen siger såmænd, at tyve skal få deres hænder hugget af:
>>En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis.<< (Koran 5:38)
Hvad Ibn Abbas’ tafsir siger om håndafhugning
Vi har før uddybet, hvad tafsir går ud på og hvorfor Ibn Abbas er unikt. (For uddybning se under afsnittet ”Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir” ved at klikke her)
Kort fortalt er tafsir en slags islamisk afhandling om at fortolke Koranen, og den første tafsir blev skrevet af Ibn Abbas, og denne skikkelse er unikt, fordi han levede i 600-tallet og var fætter til selveste Muhammed, og Ibn Abbas’ øje og skriverier er derfor et vindue til den første generation af muslimer.
Hvad skriver Ibn Abbas om koranverset om håndafhugning?
Ibn Abbas skriver i sin tafsir, at koranverset om håndafhugning af tyve skal læses præcist sådan som det fremgår i Koranen, nemlig at tyven skal håndafhugges:
(Kilde: https://quranx.com/Tafsir/Abbas/5.38)
Hvad hadithlitteraturen siger om Muhammeds syn på håndafhugning
Læserne bør nu vide, at hadithlitteraturen er en samling af ord og anekdoter af Muhammed, hvor muslimerne får en indsigt i Muhammeds gøren og laden ved forskellige lejligheder. Det har vi uddybet før. (For uddybning se under afsnittet ”Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir” ved at klikke her)
Hvad fortæller hadithlitteraturen om Muhammeds holdning til håndafhugning af tyve?
Svaret er, at hadithlitteraturen viser helt tydeligt, at Muhammed gik ind for håndafhugning og selv afsagde dom om at hugge hænder af tyve.
Vi kan udlede, at Muhammed havde sat en øvre grænse for en stjålen genstands værdi, før tyven kunne håndafhugges, og alle disse hadither er fra Sahih al-Bukhari:
>>Fortalt af Aisha:
Profeten (ﷺ) sagde: “Hånden bør hugges af for at stjæle noget, der er en kvart dinar værd eller mere.”<< (Sahih al-Bukhari 6789: https://sunnah.com/bukhari:6789)
og
>>Fortalt af Aisha:
En tyvs hånd blev ikke hugget af i Profetens (ﷺ) levetid bortset fra at stjæle noget, der svarer til værdien af et skjold…<< (Sahih al-Bukhari 6792: https://sunnah.com/bukhari:6792)
og
>Fortalt af Ibn Umar:
Allahs Sendebud (ﷺ) huggede hånden af på en tyv for at have stjålet et skjold, der var værd tre dirham.<< (Sahih al-Bukhari 6795: https://sunnah.com/bukhari:6795)
Vi kan også udlede, at Muhammed havde sat undtagelser, hvor tyves hænder ikke skulle hugges af, når de kunne bruges i forbindelse med krige senere, men ellers ville Muhammed gå ind for håndafhugning under normale omstændigheder. Denne hadith er vurderet ”Sahih” (autentisk):
>>Fortalt af Busr ibn Artat:
Junadah ibn AbuUmayyah sagde: Vi var med Busr ibn Artat på havet (på en ekspedition). En tyv ved navn Misdar, som havde stjålet en bukhti hun-kamel, blev bragt. Han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (ﷺ) sige: Hænder må ikke hugges af under en krigslignende ekspedition. Havde det ikke været sådan, havde jeg hugget det af.<< (Sunan Abi Dawud 4408: https://sunnah.com/abudawud:4408)
I en anden hadith kan vi læse om en situation, hvor en tyv havde stjålet et skjold, og derfor fik sin hånd hugget af efter en ordre fra Muhammed. Hadithen er vurderet Sahih (autentisk):
>>Fortalt af Abdullah ibn Umar:
Profeten (ﷺ) fik hugget en mands hånd af, som havde stjålet fra det sted, der var reserveret til kvinder, et skjold, hvis pris var tre dirham.<< (Sunan Abi Dawud 4386: https://sunnah.com/abudawud:4386)
Vi kan også læse, at engang var der en kvinde, der havde begået tyveri, og som tryglede om nåde ved en af Muhammeds koner. Men forgæves. At trygle om nåde giver ikke fritagelse fra håndafhugning, og i den anledning besluttede Muhammed fortsat at hugge hendes ene hånd af og sagde, at selv hvis det var Muhammeds egen datter, Fatima, der havde begået tyveri, da ville han fortsat gå ind for at hugge hånden af.
Denne hadith er fra Sahih Muslim:
>>Jaibir rapporterede, at en kvinde fra Makhzum-stammen begik tyveri. Hun blev bragt til Allahs Apostel (ﷺ), og hun søgte tilflugt (forbøn) hos Umm Salama, hustruen af Allahs Apostel (ﷺ). Derpå sagde Allahs Apostel (ﷺ):
Ved Allah, selv hvis hun var Fatima, ville jeg have fået hendes hånd skåret af. Og således blev hendes hånd skåret af.<< (Sahih Muslim 1689: https://sunnah.com/muslim:1689)
Og afslutningsvis har vi også en hadith, hvor Muhammed advarede mod at tilgive de rige, når de havde begået tyveri:
>>Fortalt af Aisha:
Usama henvendte sig til Profeten (ﷺ) på vegne af en kvinde (der havde begået tyveri). Profeten (ﷺ) sagde: “Folket før jer blev ødelagt, fordi de plejede at pålægge de fattige de juridiske straffe og tilgive de rige. Ved Ham i Hvis Hånd min sjæl er! Hvis Fatima (Profetens datter (ﷺ) ) gjorde det (dvs. stjal), ville jeg hugge hendes hånd af.”<< (Sahih al-Bukhari 6787: https://sunnah.com/bukhari:6787)
De muslimske apologeters forsvar
Koranen, tafsir af Ibn Abbas og hadithlitteraturen er ret tydelige her: Håndafhugning er en del af islam og Muhammed gik selv personligt ind for det og endda gav direkte ordre om at hugge tyves hænder af.
Et seriøst spørgsmål til muslimer bør være dette: Lyder koranverset om håndafhugning som noget en alvidende guddom ville have sagt til Muhammed? Eller lyder det som noget en bedrager fra 600-tallets Arabiske Halvø ville have opdigtet?
Nogle muslimer kan ikke se et problem med at hugge folks hænder af, siden det er Allahs ord. For hvem har den frækhed at gå imod Allahs ord!
Men mange andre muslimer vil derimod se problemet og derfor vil de bedrive apologetisk virksomhed.
De to mest brugte apologetiske forklaringer er disse:
(1) Den ene gruppe af apologeter vil kategorisk afvise, at håndafhugning nogensinde har været en del af islam, og de vil derfor argumentere for at straffemetoden med håndafhugning var ment metaforisk.
(2) Den anden gruppe af apologeter derimod vil acceptere, at håndafhugning har været en del af islam, men så vil de prøve at redde det ved at hævde, at selve straffemetoden med håndafhugning ikke var ment for evigt og derfor ikke gælder mere i dag.
Lad os granske disse apologetiske forklaringer nedenunder.
(1) Første apologetisk forklaring: ”Håndafhugning var ment metaforisk”
Den allermest brugte apologetisk forklaring er at benægte, at håndafhugning nogensinde har været en del af islam. De vil derfor argumentere for, at straffemetoden med håndafhugning var ment metaforisk, hvor Allah talte i metafor.
Nogle har f.eks. argumenteret for, at hvad Allah egentligt mente med at ”hugge hænderne af” var, at man blot skulle prikke med nål i tyvens finger, så der kan komme lidt blod ud som symbolsk tegn på, at tyven har gjort noget forkert, og at Allah ikke mente, at man skulle hugge hånden af bogstaveligt.
Der er to kritikpunkter mod denne apologetisk forklaring:
Vi har allerede gennemgået problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen. (Se under afsnittet ”Problemet med apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen” ved at klikke her)
Det første kritikpunkt er, at en omfortolkning ville underminere Koranen til at begynde med. For når Allah i Koranen åbenlyst siger, at tyves hænder skal hugges af, og de muslimske apologeter insisterer på, at Allah ikke mente det bogstaveligt, så kan det kun betyde én af disse to ting:
(1) Enten betyder det, at Koranen er dårlig formuleret, og dermed betyder det, at Allah har formuleret sig klodset i Koranen. – Dette er utænkeligt for muslimer, for Allah er en ALVIDENDE guddom og laver ikke fejl ved at formulere sig klodset.
(2) Eller det betyder, at Koranen er vildledende, og dermed betyder det, at Allah har en intention om at vildlede folk med et vildledende sprog i Koranen. – Dette er også utænkeligt for muslimer, for Allah har ingen intention om at vildlede med et vildledende sprog, så folk ikke kan stole på indholdet i Koranen.
Der er ikke en tredje valgmulighed, er der?
De muslimske apologeters insisteren på omfortolkning af Allahs ord i Koranen ville simpelthen underminere Koranen fuldstændigt, hvis man tænker konsekvensen til enden.
Det andet kritikpunkt er, at vi har altså tafsir af Ibn Abbas og hadithlitteraturen, der begge bekræfter, at koranverset om håndafhugning var ment bogstaveligt og blev praktiseret af Muhammed og den første generation af muslimer. Og dette underminerer også denne apologetiske forklaring yderligere.
(2) Anden apologetisk forklaring: ”Håndafhugning var ikke ment for evigt”
Den anden apologetisk forklaring bygger på at anerkende, at koranverset om håndafhugning var ment bogstaveligt, men så prøve at redde det ved at påstå frejdigt ud af det rene ingenting, at selve straffemetoden med håndafhugning IKKE VAR MENT FOR EVIGT og derfor ikke gælder mere.
Det kan f.eks. være at komme med floskler om at “Allah gav dig en hjerne til at tænke” efterfulgt af en lang monolog om at samfundet har ændret sig, hvor vi har fængselsvæsenet i dag, og derfor gælder straffemetoden med håndafhugning ikke længere mere i dag.
Med andre ord omfortolker de koranverset om håndafhugning, hvor de – uden teologisk belæg – hævder, at Allah mente at staffemetoden kun gjald i en bestemt periode, men ikke mere i dag.
Der er tre kritikpunkter mod denne apologetisk forklaring.
Det første kritikpunkt er igen det samme problem, vi har diskuteret før. Nemlig at en omfortolkning ville underminere Koranen i det hele taget til at begynde med. For når Allah i Koranen siger, at tyves hænder skal hugges af, og de muslimske apologeter pludseligt omfortolker det og siger, at Allah ikke mente at staffemetoden med håndafhugning skulle gælde for evigt, så kan det kun betyde én af disse to ting: (1) Enten har Allah formuleret sig klodset i Koranen. Og dette er utænkeligt for muslimer, for Allah er en ALVIDENDE guddom og laver ikke fejl ved at formulere sig klodset. Eller (2) det må betyde at Allah har en intention om at vildlede folk med et vildledende sprog i Koranen. Og dette er også utænkeligt for muslimer, for Allah har ingen intention om at vildlede med et vildledende sprog, så folk ikke kan stole på indholdet i Koranen. Som sædvanlig vil en omfortolkning simpelthen underminere Koranen fuldstændigt, hvis man tænker konsekvensen til enden.
Det andet kritikpunkt er, at hvis en muslim kan selektivt ophæve Allahs formaning om håndafhugning med den sølle undskyldning om, at det ”ikke var ment for evigt og derfor ikke gælder mere”, da er der heller intet til hinder for at andre muslimer også kan argumentere for, at de andre koranverser om homofili, ægteskabsindgåelse eller utroskab heller ikke var ment for evigt. Med sådan en tilgang kan man også argumentere for at forbuddet mod homosex heller ikke var ment for evigt.
Det tredje og sidste kritikpunkt er, at selve hele fundamentet bag denne apologetisk forklaring forudsætter, at man accepterer, at Muhammed og den første generation af muslimer har praktiseret håndafhugning, og allerede her ligger problemet: Mange andre muslimer vil nemlig ikke en gang acceptere sådan en apologetisk forklaring, da de ikke vil begribe at håndafhugning i det hele taget har været en del af islam på et tidspunkt. For islam skal forestilles at have en ”perfekt tidløs moral”. Så hvordan i alverden kan man hævde, at islam har perfekt tidløs moral og på samme tid acceptere at håndafhugning på et tidspunkt var en del af islam?