Mysteriet om de ”syv himle” som et plagiat

Koranen om ”syv himle”

Muhammed har fået påstået åbenbaringer fra Allah, der tvinger læserne til at studse over et islamisk koncept om de ”syv himle”. I Koranen står der:

>>Den, der skabte syv himle, i lag. I Den Barmhjertiges skabelse ser du ingen mangel. Se efter igen! Ser du en eneste revne?<< (Koran 67:3)

og

>>Har I ikke set, hvordan Gud skabte syv himle i lag?<< (Koran 71:15)

og den sidste:

>>Gud er den, der har skabt syv himle, og af jorden det samme antal, og befalingen kommer ned igennem disse. I skal vide, at Gud er i stand til alt, og at Gud omfatter alting med viden.<< (Koran 65:12)

Hvordan skal vi læse, forstå eller fortolke ovenstående med ”syv himle”?

Nogle muslimer mener, at de ”syv himle” skal forstås som at selve Jordens atmosfære er delt i syv. Men Jordens atmosfære er slet ikke delt i tallet syv, og desuden siger Koranen at den nederste himmel er ”smykket” med stjernerne:

>>Vi har smykket den underste himmel med stjernernes smykke,<< (Koran 37:6)

Og vi ved i dag, at stjernerne ligger mange lysår væk og slet ikke er en del af vores atmosfære. Så muslimerne er tvunget til at acceptere, at fraset ”syv himle” ikke kan være vores atmosfære, medmindre man er idiot og tror, at flypiloter og satellitterne kan flyve ind i stjernerne.

Hvad er Koranens påstand om de ”syv himle”?

Andre muslimer har ment, at de ”syv himle” kan være en henvisning til vort solsystems planeter. Men vort solsystems planeter er ikke lige med tallet syv. For vort solsystem har følgende planeter: (1) Merkur, (2) Venus, (3) Jorden, (4) Mars, (5) Jupiter, (6) Saturn, (7) Uranus og (8) Neptun, og derudover er der nogle stykker dværgplaneter, hvor Pluto er den mest kendte, og alt dette viser at tallet syv heller ikke passer på vort solsystems planeter. I øvrigt og som nævnt før siger Koranen, at den nederste himmel er ”smykket” med stjernerne, og vi ved, at stjernerne ligger mange lysår væk fra vort solsystem, og derfor er der endnu en hage mere ved påstanden om, at det er en henvisning til vort solsystems planeter.

Et tilfredsstillende svar på, hvad pokker de ”syv himle” kan desværre ikke gives for en stund. Fraset ”syv himle” kan ikke være vores atmosfære eller vort solsystems planeter. Derfor har der været en tredje gruppe af muslimer, der har argumenteret for, at Koranens budskab om de ”syv himle” kan være et skjult budskab fra Allah, som vi mennesker bare ikke forstår meningen af endnu.

Det ville være et ærligt svar. Men det er ikke fyldestgørende. For i de to førstnævnte koranverser, vi har gennemgået, siger Allah, at man skal ’se’ i bogstavelig forstand:

>>Den, der skabte syv himle, i lag. I Den Barmhjertiges skabelse ser du ingen mangel. Se efter igen! Ser du en eneste revne?<< (Koran 67:3)

og

>>Har I ikke set, hvordan Gud skabte syv himle i lag?<< (Koran 71:15)

Versaler som ”Se efter igen!” eller ”Har I ikke set,” indikerer, at det er noget, man kan se fysisk.

Her har eks-muslimerne peget på et besynderligt plagiat, som smadrer troværdigheden hos Muhammed, som vi skal se snart.

 

Konceptet ”syv himle” er plagiat fra mesopotamiske mytologier og græske filosoffer

Narrativet om de ”syv himle” er slet ikke islamiske i originalitet. Narrativet om de ”syv himle” er noget, vi finder i gamle mesopotamiske (irakiske) religioner, og som senere sivede ind hos de græske filosoffer.[1]

Tallet syv gav meget mening dengang før i tiden af en indlysende grund: Dengang, når man observerede himmellegeme fra Jorden, kunne man med det blotte øjne spotte (1) Solen, (2) Månen, (3) Merkur, (4) Venus, (5) Mars, (6) Jupiter og (7) Saturn. For Uranus blev først opdaget langt senere i 1700-tallet, Neptun i 1800-tallet og dværgplaneten Pluto i 1930.

Man kunne se Solen, Månen og de fem synlige planeter, som bevægede sig fra vores synsvinkel set fra Jorden, og disse syv himmelobjekter adskilte sig fra de fikserede stjerner, der stod stille så at sige. Det er ikke besynderligt, at folk i oldtidens Mesopotamien (Irak) har skabt religioner, hvor tanker om “syv himle” indgik i deres mytologi. Senere omfavnede de gamle græske filosoffer sådan en idé ind i deres filosofi og astronomi. Og i 600-tallet har Muhammed bagefter optaget den i islam.

Og for at gøre det endnu værre: I dag ved vi, at narrativet om de ”syv himle” har vist sig at være forkert efter at Uranus, Neptun samt dværgplaneterne blev opdaget fra 1700-tallet og fremefter.

Koranens budskab om ”syv himle” er ikke et budskab, som vi mennesker ikke forstår meningen af: Når de gamle mesopotamiere og grækere har haft tanker om ”syv himle”, så kan muslimerne ikke længere hævde med troværdighed i behold, at Koranens budskab om de ”syv himle” kan være et skjult budskab, som vi mennesker endnu ikke forstår meningen af.

En alvidende guddom ville aldrig genfortælle astronomiske nonsens fra mesopotamiske mytologier eller fra Antikkens grækere. Men det ville en araber fra Den Arabiske Halvø gøre i 600-tallet, hvis han opdigtede sine åbenbaringer.

 

Kilder:

[1] Barnard, Jody A. The Mysticism of Hebrews. Mohr Siebeck. 2012. s. 62: >>The idea of ‘seven heavens’ has its origins in ancient Mesopotamia, where it seems to have been understood as a symbolic or magical concept, rather than a literal statement about the structure of the cosmos. The motif was later developed and popularized by Greek astronomers for whom the seven heavens were the seven spheres within which the seven planets orbited the earth…<<