Myten om ”stor jihad”, som er pacifistisk

Alle har helt sikkert hørt om begrebet ”jihad” i islam, som forbindes med krig.

Det allertætteste på vi kommer på en kristen pendant af jihad er nok korsfarerbevægelsen under korsfaretiden, hvor fromme kristne fra Europa endte med at erobre Jerusalem i 1099 og blev i det hellige land for omkring 200 år, og hvor korsfarerne var overbeviste om, at de ville blive frelst, hvis de døde tappert i kampen mod muslimske krigere. Men selve et krigskoncept om korsfarer finder vi ikke i Bibelen.

Til gengæld finder vi sådan et krigskoncept indenfor oldnordisk tro, asatro, hvor de gamle skandinaver troede, at hvis de havde kæmpet godt og døde en tappert død under en kamp, og ikke døde af de forkerte årsager såsom drukning eller sygdom, da ville valkyrierne – kvindelige tjenere – bringe krigers sjæl op til Valhal, og der skulle krigerne øve og træne i at kæmpe og drikke mjød indtil Ragnarokket.

I islam findes også sådan et krigskoncept som kaldes for “jihad” som allerede nævnt. Både Koranen og hadithlitteraturen omtaler det, så muslimer kan ikke benægte, at sådan et begreb ikke er en del af islam. Men mange muslimer skammer sig over, at sådan et krigskoncept er en del af deres religion, så i affekt påstår de, at jihad ikke nødvendigvis betyder noget med krig, men snarere kan være en slags INDRE kamp om at være en bedre muslim.

Helt konkret påstår mange muslimer, at der er to slags jihad:

”Lille jihad” som rigtig nok handler om krig, blod og voldshandlinger.

og

”Stor jihad” som er umanerlig mere ædelt end ”lille jihad”, og som slet ikke handler om krig, blod og voldshandlinger, men om at stræbe efter at være en bedre muslim.

Som vi snart skal se er alt dette med “stor jihad” det pure opspind og som bliver direkte modsagt af Koranen og hadithlitteraturen.

 

Hvad Koranen og hadithlitteraturen fortæller om jihad

”Jihad” optræder mange gange i Koranen og er en del af islam.

Koranen gør det klart, at de dovne muslimer, der ”bliver siddende” ikke står på lige fod med de muslimer, der kæmper med deres ”deres liv”:

>>De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Guds sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Gud et trin højere end dem, der bliver siddende. Gud har lovet hver af dem Det Skønneste, men Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn,<< (Koran 4:95)

 

Koranen fortæller, at de muslimer, der kæmper med ”deres liv” for Allah, befinder sig på et højere rangtrin hos Allah:

>>De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Gud. Det er dem, der vil sejre.<< (Koran 9:20)

 

Koranen fortæller også muslimer, at for at blive frelst skal de tro på Allah og at Muhammed var en profet af Allah, og kæmpe med ”deres liv” for Allahs og Muhammeds skyld:

>>I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det.<< (Koran 61:10-11)

 

Hadithlitteraturen kan fortælle os om Muhammeds gøren og laden. Også mange steder i hadithlitteraturen bliver det klart, at jihad er en del af islam og som Muhammed gik ind for.

Vi har en hadith, hvor en muslim spurgte Muhammed, hvilke jihad der var bedst, og Muhammed svarede, at den bedste jihad er den, hvor blod er udgydt og hvor hesten er blevet såret.

Denne hadith er vurderet ”Sahih” (autentisk):

>>Det blev fortalt, at Amr bin Abasah sagde:

“Jeg kom til Profeten (ﷺ) og sagde: ‘O Allahs Sendebud, hvilke Jihad er bedst?’ Han sagde: ‘(Det af en mand), hvis blod er udgydt, og hans hest er såret.’”<< (Sunan Ibn Majah 2794: https://sunnah.com/ibnmajah:2794)

 

Vi har også en anden hadith, hvor Muhammed har sagt, at dem, der dør uden at have det som en pligt at have kæmpet eller uden at have følt at kæmpe, vil dø ”skyldig i en slags hykleri”.

Denne hadith er vurderet ”Sahih” (autentisk):

>>Abu Hurairah rapporterede, at Profeten (ﷺ) sagde “Den, der dør uden at have det som sin pligt at have kæmpet eller at have følt at kæmpe (mod de vantro), vil dø skyldig i en slags hykleri.”<< (Sunan Abi Dawud 2502: https://sunnah.com/abudawud:2502)

Og Koranen gør det klart, at ”hyklerne” vil være det værste sted i helvede:

>>Hyklerne vil være i Ildens nederste bund, og du vil ikke finde nogen hjælper for dem.<< (Koran 4:145)

 

Hvad kan vi udlede at Koranen og hadithlitteraturen fortæller om jihad?

Det er altså så indlysende og mejslet i sten, at både Koranen og hadithlitteraturen illustrerer en krigerisk opfattelse af jihad, der involverer at muslimerne kæmper med ”deres liv” og hvor jihad, der involverer at ”blod er udgydt” og ”hest er såret” er den bedste jihad.

 

Om ”stor jihad” som pacifistisk

De muslimer, der fremturer med påstanden om, at der i islam er et koncept om ”stor jihad” som er umanerlig mere ædelt end ”lille jihad”, og som slet ikke handler om krig, blod og voldshandlinger, men om at stræbe efter at være en bedre muslim, baserer det på nedenstående hadith:

>>Profeten vendte tilbage fra en af sine kampe og fortalte os derpå: ‘I er ankommet med en fremragende ankomst, I er kommet fra Den Mindre Jihad til Den Større Jihad – en (af Allahs) tjeners stræben mod hans ønsker.'<< (Kilde: Fayd al-Qadir 4:511)

 

Som allerede er forklaret før i introen, er det sådan, at de allermest troværdige af hadithlitteratur ifølge sunni-muslimer er Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim plus andre hadither, der er vurderet ”Sahih” (autentisk). For uddybning se under afsnittet ”Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir” ved at klikke her.

Den føromtalte hadith fra Fayd al-Qadir, som vi lige har læst, kommer ikke fra Sahih al-Bukhari. Den kommer heller ikke fra Sahih Muslim. Den er ikke en gang vurderet ”Sahih” (autentisk). Faktisk er den slet ikke en del af de seks autentiske hadithbøger, såkaldte ”Kutub al-Sittah”. Men den føromtalte hadith fra Fayd al-Qadir kommer helt konkret fra Khatib al-Baghdadi helt sent fra 1000-tallet.

Ikke blot er den føromtalte hadith fra Fayd al-Qadir meget sent i tilblivelse og slet ikke en del af de seks autentiske hadithbøger, så strider budskabet også imod Koranen. For Koranen har den højeste autoritet, og hvis en hadith strider imod Koranen, så er det hadithen, der skal skrottes, ifølge muslimsk teologi. Og som vi har læst før, gør Koranen det helt klart, at de dovne muslimer, der ”bliver siddende” ikke står på lige fod med de muslimer, der kæmper med deres ”deres liv”:

>>De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Guds sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Gud et trin højere end dem, der bliver siddende. Gud har lovet hver af dem Det Skønneste, men Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn,<< (Koran 4:95)

Med andre ord: Ikke blot er den føromtalte hadith fra Fayd al-Qadir svagt, så strider den også imod Koranen.

Idéen om ”stor jihad” som ikke handler om krig, blod og voldshandlinger, men om at stræbe efter at være en bedre muslim, hvor muslimen bare mediterer og småråber ”Allah! Gør mig en bedre muslim! Oh Allah!”, eller opretter lektiecafe for skoleelever i Vollsmose, og hvor muslimen slet ikke risikerer livet, har slet ikke teologisk rod i de muslimske skrifter, hverken i Koranen eller i hadithlitteraturen.

Men sådan en idé er opstået langt senere fra 1000-tallet, og som mange muslimer i dag bruger som et figenblad, siden de skammer sig over, at deres religion har sådan et krigskoncept som jihad.