Stjerneskud er Allahs skyts mod satan, der lytter i smug

Lidt baggrundsinfo: Om hvorfor vi kan se meteorer/stjerneskud på himlen

I dag kan astronomer forklare meget præcist, hvad meteorer eller stjerneskud er. Disse er groft sagt nogle støvkorn eller små sten, der er trængt ind i Jordens atmosfære med høj hastighed og brænder op, og derfor får de den laser-form, som de nu får. Langt de allerfleste af meteorerne er støvkorn eller små sten, som brænder op i atmosfæren og bliver til gas, og når materialet køler ned igen, bliver det endnu en gang til fast stof og drysser ned over Jorden. Er meteorerne på størrelse med en tennisbold, da vil de være mere synlige. Meteorer skal først være på størrelse med en basketbold, før de ikke længere kan nå at brænde op i atmosfæren, men ende med at ramme Jordens overfladen.[1]

De kilometerlange meteorer, der skaber masseødelæggelse eller smadrer alt liv på Jorden, er noget man vil finde i Hollywood-film eller fagbøger om dinosaurer, og dem skal vi derfor ikke forholde os til.

Nu bør læserne vide, hvad meteorer eller stjerneskud er: Langt de allerfleste er blot nogle støvkorn eller små sten, der er trængt ind i vores Jordens atmosfære med høj hastighed, og derfor brænder op, og de er ganske harmløse.

Men tilbage i 600-tallet vidste ingen, hvad disse sære himmelfænomener var.

Og det bringer os til Muhammed, som har fået påstået åbenbaringer fra den alvidende Allah, der forklarerede, hvad meteorer eller stjerneskud var og om dets funktion. Og den er ligeså lårklaskende komisk, som den er (endnu) et fældende bevis for, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer.

 

Hvad Koranen og hadithlitteraturen siger om meteorer/stjerneskud

I Koranen står der, at Allah har smykket himlen med stjerner, så den bliver smukt at se på for mennesker, og at Allah sidder på tronen i himlen, og dér kommunikerer Allah med englene. Men nogen gange er der sataner involveret, der forsøger at sniglytte til samtaler mellem Allah og engle. Og det bryder Allah sig ikke om. Og hvad gør Allah? Allah kaster noget meteorer/stjerneskud som skyts mod de irriterende sataner, ifølge Koranen.

Det er Koranens beskrivelse af, hvad formålet med meteorer eller stjerneskud er. 

Her er tre guldkorn fra Koranen, vi skal læse:

>>Vi har sat stjernebilleder på himlen og smykket den for beskueren; Vi bevogter den mod hver en bortstenet satan. Dog ikke den, der lytter i smug; ham forfølger et tydeligt stjerneskud.<< (Koran 15:16-18:)

og

>>Vi har smykket den underste himmel med stjernernes smykke, og som beskyttelse mod hver en oprørsk satan. De lytter ikke til det højeste råd; de bliver beskudt fra hver en kant og gennet bort, og de har en varig straf i vente; men hvis nogen skulle opfange en smule, så forfølger et skinnende stjerneskud ham.<< (Koran 37:6-10)

og

>>Den nederste himmel har Vi smykket med lys og gjort disse til skyts mod satanerne. Til dem har Vi gjort straffen i helvedesilden klar.<< (Koran 67:5)

 

Vi har også en hadith, der fortæller noget om Muhammeds syn på meteorer eller stjerneskud. En gang hændte det, at et meteorskud gav et blændende lys, og Muhammed spurgte i den anledning sine trosfæller, hvad man troede før om disse himmelfænomener. Trosfællerne fortalte, at man dengang troede, at det skyldtes, at en stor personlighed var født eller var omkommet. Men det kunne Muhammed pure afvise. Når et meteorskud med et blændende lys forekom, så skyldtes det ikke en persons fødsel eller død, formanede Muhammed, og forklarede at det derimod skyldtes, at Allah og hans engle angriber sataner, også kaldet ”jinn”, der sniglytter til samtaler mellem Allah og engle, og derfor bliver beskudt af stjerneskud efter en ordre fra Allah.

Den her hadith er fra Sahih Muslim:

>>’Abdullah. Ibn ‘Abbas rapporterede: 

En person fra Ansar som var sammen med Ledsagere af Allahs Sendebud (ﷺ) rapporterede til mig: Mens vi sad om natten med Allahs Sendebud (ﷺ), gav et meteorskud et blændende lys. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: Hvad sagde man i de gamle præ-islamiske dage, når der var sådan et skud (af meteor)? De sagde: Allah og Hans Sendebud ved bedst (om dens aktuelle position), men vi plejede at sige, at det betød, at en stor personlighed var blevet født eller var omkommet, hvor så Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: (Disse meteorer) er ikke blevet sendt fordi én er blevet født eller omkommet. Allah den Ophøjede og Herlige udsteder ordre, når han beslutter at gøre sådan en ting. Så (Englene) støtter Tronen og synger for Hans storhed, bagefter synger himmelens beboere, der er tæt på dem, indtil Allahs herlighed når dem, der er i himlen i denne verden.

 

Så er der dem, som er tæt ved Tronens tjenere, og som spørger disse tjenere: Hvad har jeres Herre sagt? Og de informerer hvad Han siger. Derefter søger himmelens beboere oplysninger fra dem, indtil disse oplysninger når verdens himmel. I processen med transmission (jinnen snupper) hvad han formår at høre, og fortæller det videre til sine venner. Og når Englene ser jinnen, angriber de dem med meteorerne. Hvis de kun fortæller, som de formår at snuppe, så er det korrekt, men de blander det med løgne og tilføjer andre ting til det.<< (Sahih Muslim 2229a: https://sunnah.com/muslim:2229a)

 

Nuvel. Lad os opsummere læsestoffet, så alle er med.

Koranens forklaring på stjernernes funktion er, at Allah sidder på sin trone i himlen og kommunikerer med sine engle. Men nogen gange lytter satanerne med, og derfor bliver Allah pissevred. Allah har derfor pyntet vores himlen med stjernerne, så himlen bliver flot at se på, men også så Allah kan bruge stjernerne som skyts mod de ulydige sataner.

Koranen siger altså, at stjernerne har to formål: Først er stjernerne skabt for at smykke nattehimlen, så den ser flot ud, når vi mennesker beskuer den, og dernæst for at Allah kan bruge dem som skyts mod satanerne, der lytter til samtaler mellem Allah og engle.

Alt dette bør få muslimer til at reflektere: Lyder Koranens komiske beskrivelse af stjernernes funktion og meteorernes blændende lys som en perfekt guddommelig åbenbaring fra en alvidende guddom? Eller lyder det som noget, som en bedrager med begrænset astronomisk viden ville have opdigtet i 600-tallet?

Mange eks-muslimske aktivister har tit brugt dette argument af to grunde: Den viser, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer, siden en alvidende guddom aldrig ville sige sådan noget uvidenskabeligt vås. Og ovenikøbet er den hysterisk morsomt.😂

 

Kilder:

[1] Sjøgren, Kristian. Hvor forsvinder meteorerne hen, når de brænder op i atmosfæren?. Videnskab.dk. 12 december 2016. (https://videnskab.dk/naturvidenskab/hvor-forsvinder-meteorerne-hen-naar-de-braender-op-i-atmosfaeren)