Absurde bibelhistorier er en del af islam

Et moderne menneskes opfattelse af absurditet i historier

I Bibelen er der absurde historier, og som er en del af islam, men som moderne mennesker i det 21. århundrede bare har svært ved at tro på i rammende alvor.

En ting er at tro på en bestemt guddom. Noget andet er at acceptere en række historier med absurde detaljer. For 500 år siden kunne man måske acceptere sådanne absurde historier, da ens eget liv var lokalt forankret, hvor man ikke kendte meget til verdens tilstand. Men i det 21. århundrede kan de fleste læse og skrive, har adgang til internettet, og med urbanisering og bedre uddannelse bliver det ret svært for et moderne menneske at acceptere absurde historier med absurde detaljer.

Bibelen har nogle absurde historier, og Muhammed har optaget dem i sin religion, og siden historiernes absurditet kan underminere religionernes troværdighed for nogles vedkommende, skal vi derfor kigge på dem.

En hel del af eks-jøder, eks-kristne og eks-muslimer plejer af og til at fortælle, at de, når de læste sådanne historier, dengang de var troende, har de tænkt noget i retning: ”Vent! Det lyder ekstremt usandsynligt!”, og derfor har det bidraget til nedbrydning af deres trosforsvar.

Lad os kigge på fire absurde historier fra Bibelen, men som også Koranen har optaget og er en del af islam, og som derfor er noget muslimerne er nødt til at tro på.

 

Historie 1: Syndfloden og kæmpeskibet med dyrene

Vi har før diskuteret bibelhistorien om syndfloden, der aldrig har fundet sted på Jorden. For at genopfriske det kort, gik historien ud på, at Gud var blevet skidevredt på menneskeheden på grund af for meget synd, og derfor ville han udrydde dem, men Gud fandt nåde i Noa, og beordrede sidstnævnt og hans familie om at bygge et kæmpestort skib og fylde det med hver art af dyrene, så Gud kunne lade en byge af silende regn ned og drukne alle mennesker, men ikke Noa og hans familie og dyrene, som var på skibet i sikkerhed fra syndfloden.

Derfor kan vi læse i Bibelen dette:

>>Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun.  Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve.<< (Første Mosebog 6:19-20)

 

Og denne absurde bibelhistorie om syndfloden er også en del af islam, for den er i Koranen:

>>Da åbenbarede Vi for ham: “Lav skibet under Vort opsyn og efter Vor åbenbaring! Når Vor afgørelse falder, og ovnen syder, skal du føre et par af hver art derind, tillige med din familie, bortset fra ham, hvorom ordet på forhånd er givet. Og tal ikke til mig om dem, der handler uret! De vil blive druknet.<< (Koran 23:27)

 

Ikke blot afviser både geologer og biologer sådan en vanvittig historie, så er den absurde historie altså noget, som en jøde, kristen og muslim bør tro på. Et menneske i det 21. århundrede kan have svært ved at tro på sådan en historie.

 

Historie 2: Jødernes flugt i Egypten og 40 års ørkenvandring i Sinai

Fra Anden Mosebog i Kapitel 1 får vi historien om jødernes trælledom i Egypten, hvor Gud besluttede at befri jøderne anført af Moses med bl.a. de 10 plager, og hvor Moses bl.a. spaltede Det Røde Hav i to dele, så israelisterne kunne gå igennem.

Senere kan vi læse, at før Moses førte sit folk til grænsen af Israel, vandrede jøderne hele 40 år i Sinais ørken, fordi Gud ville straffe den utaknemlige generation, der havde hånet Gud, selvom de havde været vidne til hans mirakler med befrielse fra trælledommen i Egypten, og derfor måtte den generation dø som omvandrende nomader i Sinai, men at deres efterkommere kunne komme ind i Israel.

Ovenstående bibelhistorie er også en del islam.

Historien om Moses og jødernes trælledom i Egypten kan vi finde i Koranen her:

>>Vi lod Israels børn drage gennem havet, og Farao og hans krigere fulgte efter dem, i voldelighed og fjendskab. Da han så var ved at drukne, sagde han: “Jeg tror, at der ikke findes anden gud end Ham, som Israels børn tror på. Jeg er blandt dem, der overgiver sig til Ham!” “Først nu? Tidligere var du oprørsk; du var en af dem, der skaber fordærv. I dag vil Vi redde dig, din krop, så du kan blive et tegn for dem, der kommer efter dig!” Men mange mennesker giver ikke agt på Vore tegn.<< (Koran 10:90-92)

 

Og i Koranen finder vi også den detalje, at de vandrede 40 år:

>>Gud sagde: “Det skal da være dem forbudt at gå ind i fyrre år, hvor de skal flakke omkring på jorden. Fortvivl ikke over de gudløse folk!”<< (Koran 5:26)

 

Dykker man ned i akademiske kredser, da bliver det også mere kejtet: Vi har ingen skriftlige beviser eller arkæologiske beviser, der kan bekræfte begivenheden om jødernes oprør i Egypten og 40 års ørkenvandring i Sinai, da historien kun findes i Toraen/Bibelen og senere Koranen, og det på trods af at det gamle Egypten var en avanceret skrivekultur og med hieroglyffer. Alt det peger på, at historien om jødisk oprør i Egypten og jødisk ørkenvandring i 40 år ikke har fundet sted, men at det er opdigtet og en myte. Højst sandsynligt har der måske været en skikkelse, der hed Moses, og som flygtede sammen med nogle få slaver, og sådan en oplevelse er siden blevet krydret med fabler og magi, og er blevet til den velkendte bibelhistorie om jødernes flugt.

Nogle jødiske, kristne og muslimske stemmer har argumenteret for, at den egyptiske farao ikke ville indgravere hieroglyffer om et nederlag for at ydmyge sig selv. Det er sandt, at herskere normalt ikke plejer at prale om deres nederlag. Men selvom lige en hersker ikke ville prale om et nederlag, ville sådan en begivenhed have efterladt kilder fra andre omkringliggende (sydlige) civilisationer. Og desuden ville selv blot jødernes tilstedeværelse i Egypten have efterladt arkæologiske beviser, såsom specifikke potteskår man kender fra jødisk historie, eller egyptiske hestevogne i massevis i bunden af Det Røde Hav.

Diskussionen kan sat på spidsen udtrykkes således: Historien om jøderne, der flygtede ud af Egypten og vandrede 40 år i Sinai-ørken, er en absurd historie, som selv moderne mennesker har svært ved at tro på. I særdeleshed, når det ikke har efterladt sig skriftlige og arkæologiske beviser for eftertiden, der kan bekræfte begivenheden. Men den absurde historie om jødernes flugt og 40 års vandring i ørkenen er altså noget en jøde, kristen og muslim bør tro på.

 

Historie 3: Sodoma og Gomorra, og Lots amoralske døtre-tilbud

Fra Første Mosebog i kapitel 18 ved vers 16 har vi historien om ødelæggelse af byerne Sodoma og Gomorra. Den handlede i alt sin enkelthed om, at Gud ville udrydde disse to byer på grund af for meget synd (som sædvanlig). Nede i Sadoma kom der to engle, og i den anledning inviterede en retfærdig indbygger ved navn Lot disse to engle til at sove i hans hus med sin familie. Så blev Lots hus omringet af alle Sadomas mænd fra den yngste til den ældste, og de bad Lot om at aflevere disse to engle, fordi de ville dyrke homosex med dem. Den retfærdige Lot ville ikke aflevere disse to engle og kom med den geniale idé om, at tilbyde sine to ugifte døtre til at tilfredsstille disse mænds lyster og begær. Men pøbelen insisterede på de to engle, og efterfølgende opstod der tumult, men englene nåede at tage Lot ind i huset og blinde pøbelen. Englene fortalte derefter Lot, at han og familien skulle flygte, fordi Gud ville smadre Sodoma og Gomorra snart, og senere flygtede Lot og hans familie, mens disse to byer blev jævnet ned af svovl og ild, og mens Lots kone så sig tilbage og blev til en saltstøtte.

Ovenstående absurde historie er også en del af islam, for Koranen refererer til det ligeledes flere steder, bl.a. her:

>>Hans folk kom til ham, ilende til ham; – og de havde tidligere hengivet sig til onde handlinger. “Mit folk!” sagde han. “Her er mine døtre. De vil være mere renfærdige for jer. Frygt Gud, og bring ikke skam over mig gennem mine gæster! Er der ingen retlinet mand iblandt jer?”<< (Koran 11:78)

 

Ovenstående absurde historie er utroværdig af flere grunde: To engle besøger byen, en flok af mænd, der ville dyrke homosex med de to engle, og den retfærdige Lot har en forskruet moralsk holdning, hvor han tilbyder sine to døtre som bolledyr til den ophidset horde af mænd, og Lots kone, der blev til en saltstøtte, og to byer, der blev jævnet ned af svovl og ild som straf for syndighed.

Endnu en gang: Et menneske i det 21. århundrede kan have ret svært ved at tro på sådan en absurd historie med absurde detaljer.

 

Historie 4: Jakob besejrer Gud/Allah og bliver døbt ”Israel”?

I Bibelen har vi en absurd detalje om Jakob. Bibelen beskriver Jakob som en snydetamp, der konstant ville have velsignelser fra folk, og på et tidspunkt var han mutters alene i en skov. Ud af det rene ingenting kom han i en slåskamp mod selveste… Gud…. og vandt!

Historien om Jakobs slåskamp og sejr mod Gud finder vi i Bibelen lige her:

>>… Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.« Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.

Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.«  Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.<< (Første Mosebog 32:25-32)

Selve navnet ”Israel” betyder noget i retning af ”Ham, der slås med Gud”.

Det er tænkevækkende: Jakob kom i slåskamp mod selveste Gud(!), besejrede den almægtige Gud(!!), og fik så navnet ”Israel”, som tegn på at han har besejret Gud(!!!).

En forklaring på hvorfor sådan en absurd (og blasfemisk) historie findes i Bibelen kunne måske være, at i begyndelse var slåskampen ikke blasfemisk i en protype udgave af jødedommen, men efterhånden som prototypen udviklede sig til det, vi kender som ”jødedommen”, da blev historien om Jakobs slåskamp mod Gud blasfemisk gradvist, men som på det tidspunkt var en del af bagagen i jødedommen, som man ikke kunne komme af med.

Under alle omstændigheder er slåskampen mellem Jakob og Gud nævnt i Bibelen, og mange troende vil finde historien blasfemisk og absurd, hvis man tænker detaljerne dybere.

Koranen nævner ikke ligefrem noget om en slåskamp mellem Jakob og Gud/Allah, men den omtaler flere gange Jakob ved navnet ”Israel”, og dermed anerkender den slåskampen indirekte. F.eks. her:

>>Før Toraen blev sendt ned, var al føde tilladt for Israels børn, med undtagelse af det, som Israel havde forbudt sig selv. Sig: “Kom med Toraen, og læs op af den, hvis I siger sandheden!”<< (Koran 3:93)

 og

>>Det er dem, som Gud har vist nåde, profeter af Adams efterkommere og af dem, som Vi bar sammen med Noah, af Abrahams og Israels efterkommere og af dem, som Vi har retledt og udvalgt. Når Den Barmhjertiges tegn blev læst op for dem, kastede de sig ned i tilbedelse og tårer.<< (Koran 19:58)

Muslimerne kan ikke overfor jøder og kristne bruge det teologiske argument om det blasfemiske aspekt i Bibelen over at Jakob kom i slåskamp med Gud/Allah uden at gøre sig selv og Koranen til et let skivemål for kritik: Koranen omtaler Jakob som ”Israel”, og det navn betyder nemlig noget i retning af ”Ham, der slås med Gud (Allah)”.

Det kan kun betyde to ting: (1) Enten betyder det, at Koranen ikke omtaler slåskampen mellem Jakob og Gud/Allah, fordi i islam har den ikke fundet sted, men at Allah har valgt at kalde Jakob for ”Israel”, fordi Allah er ignorant om hvad det navn betyder. (2) Eller også betyder det, at Koranen accepterer slåskampen mellem Jakob og Gud/Allah, siden Jakob omtales som ”Israel”, men at Koranen ikke har forklaret budskabet om slåskampen til muslimerne.

Mange eks-muslimer tror, at den første mulighed er mest realistisk: At Muhammed havde hørt om personen og navnet “Israel”, men brød sig ikke om slåskamp-detaljen i Bibelen, og derfor ikke har nævnt noget om slåskamp i sine påståede åbenbaringer, men at Muhammed alligevel utilsigtet kom til at bruge navnet ”Israel” om Jakob, fordi Muhammed var ignorant om betydningen af det navn.

I dag står jøder og kristne med det ”problem”, at Bibelen siger, at Jakob har været i slåskamp med Gud, og muslimerne står i den situation at Koranen intet nævner om en slåskamp mellem Jakob og Gud/Allah, men som alligevel kalder Jakob for ”Israel”.

Som sædvanlig: Et moderne menneske i det 21. århundrede vil have det ret svært ved at tro på sådan en absurd historie om et menneske og Gud/Allah har været i en slåskamp ude i skoven.