Konflikten om Israel og Palæstina forklaret

Maradona Isho

2024

Konflikten om Israel og Palæstina har fået umanerlig meget opmærksomhed, end dets betydning beretter til, da der er få konflikter i verden, som kan polarisere som den mellem israelere og palæstinensere. Faktisk har der været langt mere døde og fordrevne i andre krige i Mellemøsten eller Nordafrika i de sidste par årtier, men da den ene part i konflikten mellem Israel og Palæstina er jøder, plejer dette at ophidse muslimerne dusin gange mere.

Men hvordan startede konflikten mellem israelere og palæstinensere, og hvorfor i alverden er den ikke løst endnu i skrivende stund her i sommeren år 2024? I denne blog fremlægges der en koncis forklaring om konflikten mellem Israel og Palæstina, og når du har læst hele teksten, vil du få et ret klart billede i hovedet af, hvordan konflikten startede og hvorfor den ikke er løst.

 

Hvem var der først? Jøder eller arabere?

Jødernes historiske og geografiske område er det sted, hvor Jerusalem ligger, og byen er også deres helligste by. Jøder har ikke altid været herre i deres eget hus, da deres område har været erobret af forskellige stater gennem historiens gang. De har måtte gøre oprør en par gange mod bl.a. Romerriget. I år 70 nedkæmpede romerne en jødisk oprør og i den anledning blev deres hellig tempel i Jerusalem smadret i stykker, og den eneste rest, der er tilbage i dag, er det vi kalder Grædemuren/Vestmuren, der betragtes som det helligste sted for jøder. Nogle årtier senere kom en anden jødisk oprør som også blev knust. Men der har dog altid været jøder omkring Jerusalem. Omtrent begyndelse af 300-tallet antog den romerske kejser Konstantin den Store (død 337) kristendommen, og efterhånden voksede denne kristne religion også i Jerusalem og omegnen, men selv her levede der stædigvæk jøder.

I 600-tallet blev området erobret af de arabiske muslimer fra deres base på Den Arabiske Halvø, og herefter begyndte islam at sprede sig i området, og det kristne samfund blev en minoritet efter nogle par århundreder. Jøderne fortsatte dog med at eksistere der som en minoritet, sådan som de har gjort.[1]

Hvem var der først? Jøder eller arabere? Måske det mest hæderlige svar ville være at ytre sig diplomatisk og alle anerkendte, at både jøder og arabere begge kan påberåbe sig at have rødder i Israel/Palæstina, der går flere århundreder tilbage.

 

Konfliktens rod

Dengang omkring år 1900 var det område, der i dag er Israel, Palæstina og Jordan under Osmannerrigets kontrol. I det område eksisterede der en arabisk-muslimsk befolkning, som var majoriteten plus en kristen og jødisk minoritet, der alle sammen talte arabisk som hverdagssprog. I forbindelse med Første Verdenskrig fravristede englænderne kontrollen over det område fra tyrkerne, og bagefter samlede englænderne dette område administrativt under et britisk mandatområd, ”Mandatområdet Palæstina”. Meningen med mandatområdet var, at englænderne skulle herske for at sikre sig deres egne geopolitiske interesser, og på sigt skulle de lokale få selvstændighed på et ikke-defineret tidspunkt i fremtiden.

På et tidspunkt blev størstedelen af Mandatområdet Palæstina givet til araberne øst for Jordan-floden, og disse øst-arabere skabte sig en stat, ”Transjorden”, som senere blev til ”Jordan” (grøn). Vest for Jordan-floden var der også arabere, og disse vest-arabere var fortsat under engelsk herredømme (orange):

På det tidspunkt florerede nationalistiske tanker om selvbestemmelse hos både araberne og jødiske zionister. Zionisterne havde gjort deres lobbyarbejde så effektivt, at jødisk migration til mandatområdet bevirkede, at jødernes antal blev forøget fra omtrent 11% til over 30% vest for Jordan-floden.[2]

Zionisterne skabte sig lukkede samfund til arabernes frustration, og englændere måtte balancere mellem hensynet til både zionisterne og araberne. Zionisternes ønske var, at der fortsat skulle være jødisk migration, så de kunne blive mange nok til at skabe deres egen stat. Arabernes ønske var, at der ikke skulle komme flere jødiske tilflyttere, og at hele området skulle tilhøre under en arabisk stat. Zionistisk nationalisme og arabisk nationalisme gjorde det umuligt at have en fælles stat, for deres ønsker var modstridende. På det tidspunkt var både zionisterne og de arabiske nationalister kommet i klammeri med hinanden, hvor overgreb og massakrer blev begået fra begge sider. Det var åbenlyst, at de ikke kunne sameksistere. Noget måtte gøres.

Hermed har vi fået forklaret konfliktens rod.

 

1937 og 1947: De to første afviste fredsforslag

Allerede helt fra begyndelse var det meningen, at der skulle oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Ad to omgange blev der fremsat fredsforslag, der gik ud på en delingsplan, og i begge tilfælde afviste araberne.

Det første afviste fredsforslag fra araberne var i 1937. I det år forsøgte englænderne med Peel-kommissionen at løse problemet ved at foreslå ganske fornuftigt at dele området mellem zionisterne og arabiske nationalister, hvor zionisterne fik et mindre område i den nord-vestlige del af mandatområdet (orange), og araberne fik et større område i den syd-østlige del (lilla), og hvor hellige områder som Jerusalem (og Betlehem) skulle blive internationale og åben for alle med en korridor til Jaffa som havneby (grøn):

Ovenstående delingsplan accepterede zionisterne med forbehold, og arabiske nationalister afviste.

Det andet afviste fredsforslag fra araberne var i 1947. Som bekendt blev Hitler (død 1945) nedkæmpet og nazisternes folkedrab på 6 millioner jøder (plus andre ikke-jødiske folkeslag og handicappede etc.) gjorde, at verden fik endnu større forståelse for zionisternes sag om deres egen stat. I 1947 blev der foreslået endnu en gang en delingsplan, denne gang fra FN, hvor planen gik ud på, at området skulle deles sådan set ligeligt med lidt overvægt til zionisterne. Selvom zionisterne fik større areal (blå) end araberne (rød) i forhold til deres befolkningsantal, så hang det sammen med at meget af den sydlige del af Israel, Negev, er et ørkenområde. FN’s delingsplan indebar fortsat, at Jerusalem og Betlehem skulle være international administreret (gul), så ingen skulle sidde på dem, og alle skulle have adgang til disse områder:

Endnu engang: Zionisterne accepterede ovenstående delingsplan modvilligt, mens arabiske nationalister afviste.

Hvorfor afviste araberne de to delingsplaner fra englændere og FN i henholdsvis 1937 og 1947? Araberne afviste ikke, fordi de mente at grænser var urimelige og skulle justeres, men de afviste ganske enkelt fordi de mente hele området skulle under arabisk suverænitet helt uden undtagelse. Araberne anså også zionisterne som fremmede kolonisatorer, da flertallet af dem var europæiske migranter, og desuden var zionisterne fåtallige og araberne regnede derfor med at de kunne knuse dem med lethed i en eventuel krig. Desuden frygtede araberne også for, at de ville miste deres ejendomme, da der var radikale sektioner af zionister, der massakrerede og terroriserede arabere. Og arabiske nationalister havde heller ikke rene hænder, da de også havde radikale sektioner, der massakrerede og terroriserede jøder, og dette gjorde zionisterne mere opsat på at få deres egen stat.

I og med araberne havde afvist de to delingsplaner, som zionisterne ellers havde sagt ja til (omend med forbehold eller modvillighed), var der derfor ikke en chance for at skabe en palæstinensisk stat hverken i 1937 eller 1947.

 

Tre store Israelske-arabiske-krige i 1948, 1967 og 1973

Tre store krige mellem israelere og arabere er værd at nævne, selvom der findes andre mindre krige i parentes.

Som bekendt afviste araberne de to føromtalte delingsplaner fra englændere og FN i henholdsvis 1937 og 1947. Dette resulterede i det første krig i 1948.

Den første store krig fandt sted i 1948. Da zionisterne proklamerede staten Israel det år, valgte de omkringliggende arabiske lande at angribe Israel. Araberne angreb ikke Israel, fordi de ville oprette en palæstinensisk stat, men de angreb ganske enkelt for at tilrane land til sig selv. Her sejrede israelere med det resultat at Israel fik udvidet dens grænser og tog mere land (gul), mens Egypten (rød) erobrede Gaza, og Jordan (grøn) erobrede Vestbredden og den østlige del af Jerusalem:

Krigen i 1948 kalder israelerne for ”Uafhængighedskrigen” for de fik deres egen stat til store glæde for israelere. Men araberne kalder krigen for ”al-Nakba”, som er arabisk for ”Katastrofen”. Under krigen blev omkring 700.000 arabere fordrevet fra det nyoprettede Israel samt de erobrede områder. Og et tilsvarende antal arabisk-talende jøder på 700.000, som havde levet i Mellemøsten og Nordafrika gennem århundreder, blev også fordrevet den anden vej, og disse havnede i Israel.

1/3 af araberne i det nyoprettede Israel blev i landet og flygtede ikke, og disse arabere udgør ca. 20% af Israels befolkning i dag og er israelske statsborgere med stemmeret, og som er medlemmer af Højesteret eller sidder i parlamentet.

Jøderne i de arabiske lande blev til gengæld (næsten) helt udtømt.

De arabisk-talende jødiske flygtningene, der blev fordrevet af arabere, blev modtaget godt i Israel og fik israelske statsborgerskab, og de blev absorberet i jødestaten og i dag opfatter deres efterkommere sig som israelere. Hvorimod jøderne i Israel før 1948 mestendels bestod af europæiske jødiske migranter, fik landet efter 1948 en masser mellemøstlig jødiske migranter, og disse giftede sig ind og i dag er det stort set umuligt at adskillige europæiske og mellemøstlige jøder.

Men de fordrevne vest-arabiske arabere fik derimod et ulykkeligt udfald: De blev henvist til flygtningelejre af de arabiske værtslande, og har ladet dem bo der gennem generationer som statsløse.

Derfor har vi ikke jødiske flygtninge i dag, mens mange af de vest-arabiske flygtninge på 700.000 er blevet til svimlende seks millioner statsløse spredt over Mellemøsten i dag.

Her på billedet har vi flygtningen Amina Hassan Banat, der kigger på et glas, der indeholder jorden fra hendes landsby. Hun blev fordrevet som 18-årige og havnede som flygtninge i Libanon. Som en gammel dame er hun stædigvæk en flygtning.

Her på billedet har vi flygtningen Amina Hassan Banat, der kigger på et glas, der indeholder jorden fra hendes landsby.[3] Hun blev fordrevet som 18-årige og havnede som flygtninge i Libanon. Som en gammel dame er hun stædigvæk en flygtning.

Efter at den første krig i 1948 var overstået blev der ikke etablereret fred mellem Israel og de arabiske lande, og en atmosfære af fjendskab mellem Toraens folk og Koranens folk blev ved med at blusse. Israel investerede og oprustede deres militær klogt ved at samarbejde med USA og få hjælp derfra, og hvor alverdens jøder udenfor Israel bidrog med økonomisk hjælp, og hvor Vesttyskland betalte kompensation på grund af Holocaust. Sovjetunion, som modpol til USA på den anden side, hjalp de arabiske stater med at udvikle sig og opruste, herunder specielt Egypten. Israelerne oprustede specifikt og i særdeleshed i luftvåbnet, hvilket kommer dem til gode i den næste krig med deres arabiske naboer. Israelerne havde to årsager for at opruste deres militær: Først og fremmest var de omringet af fjendtlige arabiske stater, og derfor ville israelerne forsvare sig selv og potentielt vise militære muskler, så de kunne fremtvinge en bedre aftale fremadrettet i forhandlingerne med de arabiske lande, og dernæst var der et håb hos israelerne om at erobre det resterende område, Gaza og Vestbredden, der oprindeligt var tænkt som en Palæstina-stat, men som araberne havde afvist, udover at israelere også ville forsøge at indtage den østlige del af Jerusalem som var under Jordans kontrol.[4]

At araberne tabte krigen i 1948 betød slet ikke at Gaza, Vestbredden og Østjerusalem var tabt: For alle disse områder blev nemlig erobret af Egypten eller Jordan som nævnt før.

Mon ikke det var på tide at stoppe fjendskabet og anerkende hinandens grænser?

En af de fremsynede arabiske ledere på det tidspunkt var Tunesiens præsident, Habib Bourguiba (død 2000), som havde den opfattelse at konstante fjendtligheder og krige mod Israel var formålsløst, og at det var på tide at anerkende Israel og oprette en palæstinensisk stat ved siden af.[5]

Men ingen af de andre arabiske ledere var fremsynede: I 1967 valgte Egyptens leder, Gamal Abdel Nasser (død 1970), på grund af en række fejlkalkulationer og undervurdering af Israels styrke, at beordre fjernelse af FN’s fredssoldater ved grænsen til Israel og i sammen ombæring lukkede Aqaba-strædet med krigsskibe, så Israels havn i syd blev blokeret.[6] Af den grund opstod Seksdagskrigen i 1967, hvor de omkringliggende arabiske lande og Israel kom i krig atter en gang til. Krigen endte katastrofalt for araberne, hvor israelerne sejrede stort og erobrede bl.a. Gaza og Sinai fra Egypten, og den østlige del af Jerusalem samt Vestbredden fra Jordan, og det strategisk vigtige Golan-højderne fra Syrien:

Vi har hidtil omtalt araberne øst for Jordan-floden (altså i Jordan) som ”øst-arabere”.

Og araberne vest for Jordan-floden har vi omtalt som ”vest-arabere”.

I tiden omkring Seksdagskrigen i 1967 opstod der efterhånden en ny distinktion: ”øst-araberne” opbyggede en identitet som ”jordanere”, og ”vest-araberne” opbyggede en identitet som ”palæstinensere”

Palæstinensisk national identitet er nemlig en socialpolitisk konstruktion, der for alvor blev formet i 1960’er i forbindelse med Seksdagskrigen.[7]

Fremadrettet vil vi derfor omtale ”vest-araberne” som ”palæstinensere”.

Efter israelernes sejr i Seksdagskrigen i 1967 skulle araberne forholde sig til, hvordan de ville løse konflikten med Israel: Skulle arabere slutte fred med israelere og forhandle om at få erobret områder tilbage? Eller skulle arabere satse på fortsat konflikt med henblik på at tilintetgøre jødestaten?

I september 1967 rejste de arabiske præsidenter, konger og diktatorer til Khartoum, (Nord)Sudans hovedstad, til en konference. Der blev de enige om ikke at anerkende Israels erobringer og ikke at forhandle med israelere.

Nogle måneder senere i november 1967 havde FN udstedt Resolution 242, hvor man foreslog, at Israel skulle aflevere erobrede områder i 1967 tilbage mod at få anerkendt sine grænser af de arabiske stater, og samtidig skulle der findes en løsning for de palæstinensiske flygtningene. Men der var uenighed om hvordan resolutionen skulle fortolkes: For skulle Israel trække sig fra ALLE erobrede territorier eller blot NOGLE af dem? Og hvad angår de palæstinensiske flygtningenes skæbne var der også usikkerhed om man skulle regne dem som en nation eller en flok flygtningene.[8] Som nævnt for nylig er ”palæstinensere” som et folkeslag en national identitet, der opstod i 1960’erne i forbindelse med Seksdagskrigen i 1967.

Lidt senere begyndte israelere med at opføre bosættelsesprojekter spredt over Sinai, Gaza, Østjerusalem, Vestbredden og Golan-højderne med henblik på at skabe byer for israelske borgere.

Den tredje store krig fandt sted i 1973 kaldet Yom Kippur Krigen opkaldt efter jødernes største højtid. På det tidspunkt var Sovjetunionen en støtter af Egypten og Syrien, mens USA var det for Israel. Den 6. oktober 1973 angreb Egypten og Syrien meget overraskende Israel under jødernes største højtid, Yom Kippur, hvor israelere ikke var forberedt. Israelerne blev simpelthen taget på sengen og de led tabt i begyndelse, men så vendte israelere det på hovedet og kæmpede tilbage, og denne gang fik de hjælp fra USA, og på et tidspunkt kom israelere tæt på Egyptens og Syriens hovedstad, inden krigen blev afsluttet under en måned. Denne krig havde vist, at hverken USA eller Sovjetunionen ville tolerere, at deres klientstater blev besejret. Selvom israelerne vandt krigen på en overordnet plan, hvor Israel viste, at de var militært overlegent araberne, så var det på en eller anden måde en politisk-psykologisk sejr for araberne: For arabernes tidligere sejre i indledningen af krigen havde demonstreret, at Israel ikke var helt uovervindeligt, og israelerne følte sig også mindre uovervindelige efter denne krig. Efter denne krig indså USA nødvendigheden af at mægle fred, og på det tidspunkt her havde Egypten distanceret sig lidt fra Sovjetunion, og dermed var der mulighed for at Egypten kunne normalisere deres forhold til Israel.

Vi snakkede for nylig om, hvordan overhoveder for de arabiske lande tog til Khartoum og blev enige om ikke at anerkende Israels erobringer og ikke at forhandle med israelere. Men Egypten faldt fra, forhandlede med Israel i 1977 og blev enige næste år i 1978 om at Sinai blev afleveret tilbage til Egypten mod at egyptere skulle anerkende Israel i 1979. Egyptens præsident på det tidspunkt var Anwar Sadat (død 1981), og det var ham, der indledte Yom Kippur Krigen i 1973 med det formål at chokere verden og tvinge USA ind og forhandle en fred. Sadat havde indset klogt og i tide, at Israel ikke kunne nedkæmpes militært og ved at tilbyde fred med Israel kunne han få Sinai tilbage, og desuden komme tættere på USA og bruge de gode relationer med amerikanerne til at hjælpe palæstinenseres sag. Israelere var tilfredse med fredsaftalen med Egypten, for selvom de måtte opgive en række bosættelser i Sinai, så fik de i det mindste en fredsaftale med deres største fjende, og derfor kunne de nu fremadrettet bedre koncentrere sig på andre fronter. Sadats fredsaftale med israelere gjorde mange arabere vrede og det endte også med, at han blev dræbt af islamisterne senere i 1981.

Efter at Egypten og Israel havde skabt fred, blev konflikten mellem israelere og palæstinensere ikke løst. For i Israel var der nationalistiske strømninger, der fantaserede om at annektere Gaza, Vestbredden og Østjerusalem demografisk via bosættelsesprojekter. Og de palæstinensiske ledere på den anden side havde stadigvæk et mål om at nedlægge Israel. Med sådan en attitude fra israelere og palæstinensere var det indlysende at chancen for fred var lige lukt nul.

Men så skete der ting og sager ved slutningen af Den Kolde Krig, hvor det socialistiske Sovjetunionen – som var palæstinenseres støtter – kollapserede omkring 1990. Dette efterlod USA – israeleres støtter – som verdens eneste supermagt, og derfor måtte palæstinensere nu føje sig efter, og fra nu af forsøgte palæstinensere (omsider!) at forhandle om fred med Israel.

Jordan – som altid var allierede med USA – normaliserede også forholdet til Israel, men freden mellem israelere og palæstinenserne var ikke opnået.

Nu manglede vi bare at israelere og palæstinensere blev enige om betingelserne for fred.

 

2000 og 2008: Spildte muligheder for fred

I forrige århundrede i 90’erne forsøgte israelere og palæstinensere at forhandle om fred. I den forbindelse blev der med Oslo-aftalen indgået en aftale mellem de to stridende parter om, at palæstinenserne skulle få begrænset grad af selvstyre i dele af Vestbredden, og på sigt skulle der oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza ved siden af Israel. De fleste vil måske komme i tanke om et velkendt billede, hvor Yitzhak Rabin (død 1995) og Yasser Arafat (død 2004) trykte hånden overfor trussetyven Bill Clinton.

Men ikke alle israelere og palæstinensere var glade for dette træk. Mange israelere drømte om en Storisrael fra floden til havet, og derfor ønskede de ikke oprettelse af en palæstinensisk stat. Og mange palæstinensere drømte også om en Storpalæstina fra floden til havet, og derfor ønskede de heller ikke anerkendelse af Israel, da de i stedet ville satse på væbnet kamp med henblik på at nedlægge staten Israel. Mange ekstremistiske stemmer hos både israelere og palæstinensere fordømte derfor Osloaftalen, og det endte også med at en ekstremistisk jøde myrdede Yitzhak Rabin i 1995.

Men Osloaftalen stod fast, og nu manglede man bare at israelere og palæstinensere kunne blive enige om betingelserne for fred.

I grove træk var udfordringen med fred at finde en geografisk konsensus om, hvordan den endelige grænse for Palæstina skulle se ud.

Det (moderate) palæstinensiske ønske var, at Palæstinas grænse skulle bestå som våbentilstandslinjen før Seksdagskrigen i 1967. På det tidspunkt havde Egypten besat Gaza, og Jordan havde besat Vestbredden og den østlige del af Jerusalem med hele Den Gamle By. ”Den Gamle By” er bykernen i Jerusalem hvor Grædemuren/Vestmuren (hellig for jøderne) og Klippehelligdommen samt Al-Aqsa Moskeen (hellige for muslimer) ligger.

Men problemet med ovenstående palæstinensisk ønske set fra israelsk side er, at fordi konflikten har været så langtrukket, er der derfor israelske bosætterbyer inde på Vestbredden, og mens de allerfleste tyndtbefolkede israelske bosætterbyer kan opgives, så er det vanskeligt at opgive de større bosætterbyer. Et andet og større problem er også, at Den Gamle By også er hellig for jøderne, da Grædemuren/Vestmuren ligger der, og derfor kan israelere ikke bare sådan overgive kontrollen af Den Gamle By til palæstinensere.

I 2002 ved Camp David-forhandlingerne i USA forhandlede israeleres daværende leder, Ehud Barak, med palæstinenseres daværende leder, Yasser Arafat om fred. I den anledning tilbød Ehud Barak det meste af Vestbredden og hele Gaza som palæstinensisk stat, og hvor palæstinensere fik en slags symbolsk ret til Østjerusalem. Palæstinensere afviste denne fredstilbud.

I mellemtiden i 2005 valgte Israel at trække sig ud af Gaza. Resultatet blev at Hamas, som er en islamistisk gruppe, der bruger terror som virkemiddel, overtog magten senere.

I 2008 forhandlede israeleres daværende leder, Ehud Olmert, med Vestbreddens leder Mahmoud Abbas. De konkrete fakta er omtåget, da forhandlingerne var omgærdet af hemmelighedskræmmeri og politisk spin. Men det tyder på, at i den anledning tilbød den generøse Ehud Olmert nogenlunde det samme, som Ehud Barak havde tilbudt tilbage i 2000, men med en afgørende forskel: Ehud Olmert ville kompensere tabt palæstinensisk jord til Israel (blå) ved at afgive israelsk jord i bytte til palæstinenserne (brun), så palæstinensere ikke skulle føle, at de havde miste areal i forhold til våbentilstandslinjen fra 1967. Oven i købet skulle der etableres en motorvej, der forbandt Gaza med Vestbredden gennem Israel. Ehud Olmert gik endnu mere vidt og tilbød Østjerusalem til palæstinensere, men at Den Gamle By i Jerusalem skulle regeres i fællesskab med palæstinensere (og nogle andre lande), så alle kunne have lige adgang til de såkaldte ”hellige steder”:

Af en eller anden grund bed Mahmoud Abbas ikke på krogen og afviste ovenstående fredstilbud.[9][10]

Nu har vi hidtil diskuteret Palæstinas grænser og Jerusalems status som en af årsagerne, der forhindrede enighed mellem israelere og palæstinensere om fred. Men faktisk var der også en tredje årsag: Palæstinensiske flygtningene.

Læserne husker måske, at vi før diskuterede, hvordan krigen i 1948 forårsagede flygtningestrømme fra begge sider. Omkring 700.000 arabere blev fordrevet og et tilsvarende antal på 700.000 arabisk-talende jøder, som havde levet i Mellemøsten og Nordafrika gennem århundreder, blev også fordrevet. Den afgørende forskel her var, at Israel gav statsborgerskab til de jødiske flygtningene, mens de arabiske lande henviste deres flygtningene til flygtningelejre, og har ladet dem bo der gennem generationer som statsløse. De arabiske lande kalkulerede fejlagtigt at Israels levetid ville være kortvarigt og at de arabiske lande ville nedlægge jødestaten før eller siden, og at flygtningene ville kunne sendes tilbage. De tog fejl. Gennem den tid har de arabiske flygtningene levet i flygtningelejr og efterhånden opbygget en palæstinensisk national selvforståelse. Derfor har vi ikke jødiske flygtninge i dag, mens mange af de arabiske palæstinensiske flygtninge på 700.000 er blevet til svimlende seks millioner statsløse palæstinensere spredt over Mellemøsten.

I fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere har mange fra palæstinensisk side ønsket, at de seks millioner statsløse palæstinensere skulle have ret til at vende tilbage til deres forfædres jord og at de derfor skulle have israelsk statsborgerskab stukket i hånden. Fra Israels side var det utænkeligt, at udstede israelsk statsborgerskab til seks millioner statsløse palæstinensere, og desuden mente de også, at det flygtningeproblem er araberes egen skyld i og med de ikke gav statsborgerskab til dem helt fra begyndelse.

Et forslag for at løse problemet med de seks millioner statsløse palæstinensere har været, at de omkringliggende arabiske lande skulle få massivt økonomisk hjælp – ligesom Marshall-planen i Europa efter 2. verdenskrig – og de arabiske lande udstedte statsborgerskab til deres palæstinensiske flygtningene og optog dem i deres nation.

Så i og med fredsforhandlingerne i 2000 og 2008 var slået fejl, blev der ikke opnået fred.

Og mens israeleres daværende ledere – de føromtalte Ehud Barak og Ehud Olmert – var gode mennesker, der oprigtigt ønskede fred og to-statsløsningen, men som forgæves ikke kunne enes om betingelserne med palæstinensere, var det ikke alle i Israel, der delte tanken om at der skal oprettes en palæstinensisk stat. Heller ikke i Palæstina er det alle, der deler tanken om at anerkende Israel. På et tidspunkt overtog Benjamin Netanyahu magten i Israel, og denne var og er ikke interesseret i at oprette en palæstinensisk stat[11] af en indlysende årsag: Der er nemlig ekstremistiske bosætterbevægelser i Israel, som anser Vestbredden for at tilhøre jøderne, og disse har en interesse i, at konflikten forbliver uløst på ubestemt tid, da det er den eneste måde, man kan udvide bosættelserne på.

 

I dag ved sommeren 2024

I skrivende stund her i sommeren i år 2024 er konflikten mellem israelere og palæstinensere ikke afsluttet.

Historiens gang har udartet sig således, at araberne – og helt specifikt ”palæstinensere” – har afvist hele fire fredsforslag (1937, 1947, 2000 og 2008) og endda satset på tre store krige mod Israel, som de tabte (1948, 1967 og 1973). Det er slet ikke underligt, at palæstinenserne den dag i dag står uden en stat. Dette har gjort, at israelere er endt med at erobre og besatte områder, der ellers var tænkt som palæstinensisk stat. Mange israelere hævder med et smørret grin, at de skam ønskede fred, men at det var palæstinensere, der har afvist fred. Men dette bør slet ikke give israelere fri billet til at foranstalte kolonialistiske bosættelsesprojekter med chikanering og dehumanisering af palæstinensere dybt inde på besatte områder. Og ved at lade ekstremistiske bosætterbevægelser agere frit, har Israel frastødt mange af deres egne allierede.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere er derfor ikke afsluttet. Og den er endda polariseret, da der er kulturelle og politiske implikationer.

Mange israelere og palæstinensere er forblændede af deres nationalistiske bias og underspiller egen historik med forbrydelse for at opretholde en facade som de moralsk anstændige. Men faktum er, at begge lejre – både zionisme og arabisk/palæstinensisk nationalisme – har involveret sig med etniske fordrivelser og terror.

Også politisk tilhørsforhold kan som regel afgøre ens standpunkt til konflikten:

De yderste højreorienterede vil som regel støtte Israel, da de har en selvforståelse af, at der er en civilisationskamp mellem Vesten og den muslimske verden. Og her passer Israel som en vestlig-orienteret stat omringet af arabiske stater perfekt ind i deres selvforståelse. Det er i grove træk forklaringen på, hvorfor den yderste højrefløj som regel plejer at bakke op om Israel.

De yderste venstreorienterede vil derimod som regel støtte Palæstina, da de har en selvforståelse som indsigtsfulde antikapitalister, der støtter en undertrykt ulandsbefolkning, palæstinensere, der antages automatisk at være ofre overfor en kapitalistisk overmagt. For Israel er nemlig en vestlig-orienteret og succesfuld kapitalistisk stat med markedsøkonomi plantet midt i en tilbagestående arabisk region, og dét er provokerende for socialisternes selvforståelse, der fortsat højagter Karl Marx’ fallerede teorier. Dette forklarer langt hen ad vejen, hvorfor de støtter Palæstina, men i samme ombæring ikke viser samme interesse for andre og mere destruktive krige i Mellemøsten.

Men blandt de moderate, som har en balanceret tilgang til konflikten, er den gængse opfattelse, at slutproduktet for konflikten mellem israelere og palæstinensere bør være to-statsløsningen. Altså oprettelse af en palæstinensisk stat ved siden af Israel, og hvor begge stater anerkender hinandens suverænitet og opgiver drømmen om videre ekspansion. Men så længe de stridende parter, israelere og palæstinensere, ikke kan eniges om betingelserne for fred – altså grænsen og flygtningespørgsmålet – eller som fantaserer om at nedlægge den anden part, er udsigten til fred ikke til stedet.

I dag ved skrivende stund i sommeren 2024 ved ingen hvad fremtiden bringer, men stensikkert er det, at konflikten er langtfra at blive løst.

 

Kilder:

[1] Isho, Maradona. ”Om kristne og muslimske staters behandling af anderledes-troende”. Tandhjulet.dk. 2024: https://www.tandhjulet.dk/om-kristne-og-muslimske-staters-behandling-af-anderledes-troende/

[2] Hourani, Albert. A History of the Arab Peoples. Faber and Faber. 2013. s. 323

[3] ”FLYGTNING – FOR EVIGT?” af Rikke Østergård og Murat Tamer: https://www.noedhjaelp.dk/katastrofer/flygtning-for-evigt

[4] Hourani (2013), s. 413

[5] Tunisian Chief Still Steadfast Moderate on Israel. June 28, 1973. The New York Times: https://www.nytimes.com/1973/06/28/archives/tunisian-chief-still-steadfast-moderate-on-israel-bourguibism.html

[6] Hourani (2013), s. 413

[7] Valbjørn, Morten. ‘Jordan er Palæstina’ – 90 års konflikter samlet i et slogan. 27. AUG. 2012. https://videnskab.dk/kultur-samfund/jordan-er-palaestina-90-aars-konflikter-samlet-i-et-slogan/

[8] Hourani (2013), s. 414-415

[9] Federman, Josef. Abbas admits he rejected 2008 peace offer from Olmert. 19 November 2015. https://www.timesofisrael.com/abbas-admits-he-rejected-2008-peace-offer-from-olmert/

[10] Berman, Lazar. ‘Abbas never said no’ to 2008 peace deal, says former PM Olmert. 25 June 2021. https://www.timesofisrael.com/abbas-never-said-no-to-2008-peace-deal-says-former-pm-olmert/

[11] Lubell, Maayan. Netanyahu says no Palestinian state as long as he’s prime minister. March 16, 2015. https://www.reuters.com/article/idUSKBN0MC1I7/