Om kristne og muslimske staters behandling af anderledes-troende

Maradona Isho

Gennem Senantikken, Middelalderen og perioden efter har kristne og muslimske stater haft undersåtter, der havde en anden religion og var anderledes-troende. Men hvordan blev de behandlet? Blev de tolereret som frie borgere med lige rettigheder? Blev de diskrimineret som andenrangsborgere? Eller blev de tvangskonverteret?

Denne artikel vil belyse emnet og vise, at kristne og muslimske staters behandling af anderledes-troende varierede alt efter hvilke område og tidsperiode man er i.

 

Om muslimske staters behandling af anderledes-troende

Lad os først begynde med at se på de historiske omstændigheder for muslimske staters behandling af anderledes-troende, inden vi gransker de kristne stater senere længere nede.

Der er en hel del modstridende narrativer tilknyttet til, hvordan muslimske stater har behandlet anderledes-troende. En frase lyder, at muslimer i Middelalderen viste tolerance mod de kristne og jøder, og lod dem dyrke deres religion og endda gav dem topposter oven i købet. Men en anden kontrafrase lyder, at de kristne og jøder var underlagt socioøkonomiske restriktioner og var andenrangsborgere. Andre gange refereres der til fraser om tvangskonversion.

Hvilken af disse tre ovenstående fraser er den korrekte? – Svaret er, at alle disse ovenstående fraser er rigtige på en eller anden måde og behøver slet ikke at udelukke hinanden.

Om islams stifter, Muhammed (død 632), havde han først et positivt syn på kristne/jøder, da han regnede med, at de ville acceptere ham som en profet. Men efterhånden som de afviste Muhammed som profet, blev han tiltagende mere negativt indstillet overfor dem og fordømte dem,[1] og Muhammed er endda citeret for at sige, at han ville ”fordrive jøder og kristne”[2]:

>>Det er blevet fortalt af Omar b. al-Khattib, at han hørte Allahs Sendebud (ﷺ) sige: Jeg vil fordrive jøder og kristne fra Den Arabiske Halvø og vil ikke efterlade andre end muslimer.<<[3]

Men at Muhammed var intolerant og ikke tolererede kristne og jøder betyder ikke nødvendigvis, at hans efterfølgere efterfulgte hans eksempel. Da de muslimske arabiske ørken-nomader fra deres baser på Den Arabiske Halvø pludseligt underlagde sig hele Mellemøsten i løbet af 600-tallet, stod de i en situation, hvor de var fuldstændig undertallige og tilmed ikke havde administrative evner jævnfør deres nomadiske baggrund. Her blev ikke-muslimer i de nyerobret områder tolereret, men ikke som ligeværdige borgere med lige rettigheder, men som en slags andenrangsborgere med færre rettigheder og ekstra skatte under dhimmi-system. Altså underforstået at de er ”beskyttet” af muslimer ved at underkaste sig muslimernes herredømme.

I islam er der en ambivalent forhold til om ikke-muslimer tilhører den abrahamitiske fold eller ej. Normalt plejede muslimer at have en mere anstrengt forhold til polyteister, hvorimod kristne og jøder blev opfattet som en del af ”Bogens Folk” i og med de i teologisk forstand dyrker den samme abrahamitiske guddom som muslimer. Men islamisk optik er også, at kristne og jøder havde en uperfekt og ufuldendt religion, da de ikke anerkendte Muhammed som den sidste og bedste profet. Kristne og jøder er derfor accepteret, men underdanige, og fra muslimsk optik havde en uperfekt religion. Derfor fik kristne og jøder lov til at leve i et dhimmi-system, hvor de fik lov til at beholde deres religion under muslimernes styre, men de var underlagt socioøkonomiske restriktioner.

Under muslimsk styre skulle ikke-muslimer for eksempel betale ekstra skat, f.eks. jizya-skat og kharaj-skat bl.a., og var underlagt diverse sociale restriktioner, f.eks. skulle de have en specifik tøjfarve, så man kunne skelne deres status fra muslimer, og de måtte ikke bære våben eller ride på heste, og de måtte ikke bygge nye bedesteder eller reparere kirker/synagoger uden tilladelse fra muslimer. Men sådanne restriktioner blev ikke nødvendigvis altid striks fulgt. Dog blev andre ting mere restriktivt fulgt: Ikke-muslimer kunne ikke arve fra muslimer, og ikke-muslimske mænd måtte ikke giftes med muslimske kvinder, mens muslimske mænd gerne måtte det med kristne eller jødiske kvinder. I retten, hvor en sag vedrørte mellem en ikke-muslim og en muslim, havde muslimen flere fordele. Men på trods af sådanne restriktioner kunne man sagtens finde kristne og jøder i højere stillinger, såsom at være læge for vigtige muslimske personligheder eller være en del af administrationen. Men hvis de konverterede til islam, da ville de få adgang til højere stillinger, der ellers kun var forbeholdt muslimer. Hvis de kristne og jøder ønskede at forbedre deres sociale og økonomiske vilkår, så var vejen at konvertere til islam og dermed slap man for de sociale restriktioner og ekstra skatte under muslimsk styre. Andre steder forekom tvunget konvertering, men det var mere undtagelse end reglen. Generelt kan man sige, at de nomadiske muslimer var mere optaget af at etablere sig i de nylige erobrede områder til at begynde med og var meget afhængige af den oprindelige befolknings evner i bl.a. administration. Men efterhånden som muslimerne blev flere og flere, og islamiske doktriner blev mere og mere udviklet, begyndte de at stramme skruen mere og mere. Det var vilkårene for ikke-muslimer under muslimernes styre.[4]

I Koranen, som i islamisk teologisk forstand er Allahs direkte ord til Muhammed, fremgår det at kristne og jøder skal betale Jizya-skat med følgende gloser:

>>Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!<< (Koran 9:29)

Mange muslimer, der skammer sig over dette koranvers, har forsøgt, at argumentere for at denne skat pålagt ikke-muslimer ikke var diskriminerende, fordi ikke-muslimer ‘slap’ for militæret. Men at blive ekskluderet fra militæret er slet ikke et privilegium til at begynde med. Desuden bruger Koranen også opflammende gloser som ”bekæmpe” og ”kuet”, og dette understreger, at det ikke var ment positivt.

I begyndelse af 600-tallet herskede det kristne Byzantinske Rige over den østlige del af Middelhavsområder og herunder en hel del af Mellemøsten, og sidstnævnte område blev erobret af de arabiske muslimer i det samme århundrede. Det er nogle få gange blevet påstået ukritisk, altid uden uddybelse, at de kristne i Mellemøsten foretræk muslimernes styre frem for det kristne byzantinsk styre med den antagelse om, at byzantinske kejsere ’forfulgte dem’, da de kristne i Mellemøsten tilhørte en anden retning af kristendom (monofysitisme), end kejseren i Konstantinopel gjorde (ortodoks). Denne påstand er ret svagt funderet. Mens byzantinsk historie er fyldt med historier om ulidelige kirkemøder efterfulgt af skænderier og store ståhej, var der ikke forfølgelse af den brede monofysitiske befolkning. Byzantinsk historie er tilsvarende fyldt med historier om byzantinske kejsere som var pro-monofysitter, og den sidste byzantinsk kejser som herskede over Mellemøsten var Heraclius (død 641), der havde en lang regeringsperiode på over 30 år og denne prøvede ligefrem at forene de ortodokse og monofysitter.

Og som islam-historikeren Chase F. Robinson korrekt påpeger, er det fra SENERE kilder fra syriske og koptisk side – efter at muslimerne havde erobret Mellemøsten vel at mærke – at byzantinsk styre portrætteres som hæretisk og fremmede, underforstået at befolkningen i Levanten og Egypten var klar til at gøre oprør mod byzantinsk styre. Og sådan en påstand er opstået for at give en meningsfuld historisk kontekst nu hvor de kristne var andenrangsborgere under muslimernes styre, da det var en trøstende tanke for Mellemøstens kristne at tro, at grunden til at deres Gud lod muslimerne erobre Mellemøsten måtte være fordi deres Gud ønskede at beskytte dem fra undertrykkelse. Derfor har disse SENERE kilder mere art af efterrationalisering, og sådanne SENERE kilder siger ikke noget om hvordan Mellemøstens kristne befolkning rent faktisk tænkte om byzantinsk styre, dengang de var under den. Tidligere kilder fra de kristne i Levanten og Egypten i 500-tallet – før muslimernes erobring af Mellemøsten vel at mærke – giver et helt andet billede: Her syntes det kristne Mellemøsten at være tæt tilknyttet Konstantinopel. For her plejede byzantinerne og perserne at bekrige hinanden af og til, og i den anledning kom mange byzantinske grækere, armeniere og latiner, der forsøgte at forstærke forsvaret af provinserne, og dette skabte en samhørighed med de lokale i Levanten og Egypten, og da perserne oven i købet var ikke-kristne kunne Mellemøstens kristne finde et ekstra fællesskab med det kristne universalrige centreret i Konstantinopel.[5]

I 645 kort tid efter at Egypten var tabt til muslimerne formåede byzantinerne at sende en krigsflåde og generobre Alexandria kortvarigt, og her hyldede Alexandrias kristne befolkning byzantinerne som befrier.[6] Og for slet ikke at nævne de koptiske oprør mod deres muslimske herrer under bl.a. bashmurian-revolter.

Påstanden om at Mellemøstens kristne skulle foretrække muslimerne fremfor byzantinerne har derfor adskillige forklaringsproblemer og er endda baseret på senere kilder. Den mest logiske forklaring er, at de kristne i Mellemøsten ikke nødvendigvis ydede hårdt modstand mod muslimerne, men de hjælp heller ikke muslimerne ligefremt. Og i første omgang midt i forvirringen troede de nok, at islam var afart af en ny kristendom til at begynde med.

Hvornår muslimer blev flertallet i Mellemøsten er svært at stedfæste præcist, men meget tyder på, at det skete efter nogle par århundrede. I begyndelse af 700-tallet, da muslimerne havde erobret et område fra Spanien til Indiens grænse, levede der som bekendt kristne i Spanien, Nordafrika, Levanten og nordlige Mesopotamien som majoritet. De blev ikke forvandlet fra en majoritet til en minoritet på kort tid. I 1000-tallet var muslimerne herskerne og deres religion voksende, mens kristne levede under muslimernes styre og deres antal var svindende. Men det er ikke sikkert, at muslimerne var majoriteten endnu på det tidspunkt i 1000-tallet. Men i næste århundrede i 1100-tallet havde billedet ændret sig. I det muslimske Spanien levede der en pæn mængde kristne, men i det nordlige Afrika bortset fra Egypten var de kristne nærmest forsvundet. I 1400-tallets Egypten levede de kristne koptere, men i en reduceret udgave, da de fleste havde konverteret til islam. Længere sydpå i Nordsudan var de kristne helt forsvundet. I Levanten og det nordlige Mesopotamien levede der kristne, men også i reduceret antal.[7]

Som nævnt før var islams forhold til polyteister langt mere anstrengt end kristne og jøder, der tilhørte den abrahamitiske fold. I hvert fald til at begynde med. I Indien f.eks. gik det ret slemt til i begyndelse af 1000-tallet, da (denne gang ikke-arabiske) muslimer plyndrede og smadrede hinduernes helligdomme, da indere blev opfattet som vantro, da de hørte udenfor den abrahamitiske fold. Men sådan behøver det ikke at være på ubestemt tid. Efterhånden indså muslimer før eller siden, at kastesystemet i Indien var rodfæstet og fandt det mere praktisk at også tillade hinduer (og andre religioner) som en slags andenrangsborgere, så man i det mindste kunne inddrive attraktive skatte fra. Buddhisterne på den anden side blev udryddet af muslimerne, hvor de enten blev dræbt medmindre de formåede at flygte til Nepal, Tibet og andre steder, og i 1193 blev den berømte buddhistiske lærdomscenter i Nalanda også smadret af muslimerne. Det er på den måde at Pakistan, Bangladesh og dele af Indien blev muslimsk.[8]

Indtil videre har vi diskuteret hovedsageligt de arabiske muslimers behandling af ikke-muslimer, men hvordan agerede det tyrkiske/osmanniske muslimer overfor anderledes-troende? Ved omkring 1500-tallet havde Osmannerriget gang i en ekspansion, hvor de overtog kontrollen over Mellemøsten samt Balkan. Socioøkonomisk diskrimination af ikke-muslimer fortsatte under osmannerne bare under nye tyrkiske navne. Men i Balkan var det mere mudret: Da osmannerne gjorde entré i Balkan var regionen i en kaotisk tilstand, hvor forskellige små kristne stater ikke rigtigt kunne vinde endegyldigt og samle Balkan effektivt, og i den kontekst blev befolkningen udsat for hårde og vilkårlige skatteopkrævninger. Da osmannerne dukkede op, kunne de derfor under disse kaotiske omstændigheder ret let underlægge sig Balkan, og i begyndelse blev det en slags lettelse for de lokale kristne i Balkan. For sandt nok var de andenrangsborgere under islamisk styre, og sandt nok skulle de betale mere i skat end muslimerne, men det var i det mindste bedre at leve under ordnede diskriminerende forhold under osmannerne, hvor man vidste, hvad man skulle betale i diskriminerende skatte, end under kaotiske tilstande med vilkårlige skatter under diverse småstater, der hele tiden bekrigede hinanden og ikke kunne vinde krigen i et hug. Så i begyndelse havde Osmannerriget ikke det store problem med den kristne befolkning i Balkan, da de relative lave skatter kunne opretholdes for en stund, når osmannerne konstant kunne erobre nye og svage områder. Men så stødte tyrkerne på stærke kristne stater som Østrig og Rusland. Nu gik osmannernes erobringer pludseligt i stå. Senere begyndte de også at tabe områder. Bagefter blev osmannernes skattegrundlag besværligt at opretholde, og skatten blev derfor skruet op i Balkan, og fra omkring år 1600 og fremadrettet lavede de kristne konstant oprør i Balkan mod deres osmanniske overherrer.[9]

Osmannerriget tolererede derfor som regel de kristne (og jøder) som andenrangsborgere, og tvunget konvertering var ikke normalt. Det er rigtigt nok, at der fandt det berygtede armenske folkemord i begyndelse af 1900-tallet, hvor et folkemord mod de kristne armenierne udspillede sig.[10] Men denne begivenhed fandt sted i slutningen af Osmannerrigets historie, og var som sådan ikke karakteristisk for osmannisk historie de foregående århundreder før.

Til gengæld er der et mærkværdigt fænomen i Osmannerriget med jødisk ”dönmeh” og shiamuslimsk ”taqiyya”, som handler om at skjule sin tro for at undgå forfølgelse fra osmanniske sunnimuslimske sultaner. Dönmeh-jøder var en jødisk sekt, der afveg fra traditionel jødedom, og udadtil lod de som om de var sunni-muslimer for at lette livet i et sunni-muslimsk kalifat. Og fordi det sunni-muslimske Osmannerrige havde en ærkerival i det shia-muslimske iranske Safavideriget, forekom der tit konflikter mellem sunni’er og shia’er med massakrering til følge. Livet som shia-muslim i Osmannerriget var ikke altid let og derfor praktiserede nogle shia’er et koncept, ”taqiyya”, som går ud på at skjule sin shia-tro overfor sunni’er eller de osmanniske myndigheder for at undgå problemer og forfølgelse.[11]

Mens tvangsislamisering sjældent fandt sted i Osmannerriget, var der til gengæld en anden besynderlig osmannisk praksis, der kan dække over ”tvangskonvertering”. Det var en såkaldt blodskat af kristne børn som kaldes ”devsirme”, som egentligt gik ud på at nogle børn af kristne forældre blev taget af staten for at blive omvendt til islam og for siden enten at blive elitekrigere som janitshar-soldater eller tage andel i administrationen. Denne tvunget konversion dækkede et lille antal i hele osmannisk historie, og disse islamiserede ”statsslaver” giftede sig og fik børn, og snart blev janitshar-enheden en arvelig soldaterklasse, og derfor blev behovet for blodskat af de kristne mindre efterhånden. Denne historiske praksis i Balkan kunne man let komme i tanke om, at det kunne (mis)bruges som polemik mod tyrkerne i dag, og det er netop tilfældet: I 2000 var der en reklame lavet af et kroatisk parti i Bosnien og Hercegovina, som forsøgte at mobilisere vælgere mod hvad de opfattede som en genopblusning af Osmannerriget i det 21. århundrede. Reklamen udspillede sig således: En flok ryttere med turban rundt om hovedet rider, og en af rytterne griber så en dreng og rider bort med drengen i det fjerne, inden skærmen opløses i en sort skærm med sloganet: ”Selvbestemmelse eller Udryddelse”.[12]

Lad os samle stumperne, så alle er med.

Hvordan var muslimske staters behandling af anderledes-troende?

Svaret på det spørgsmål er, at det var ret forskelligt. Nogle blev tolereret som andenrangsborgere (typisk kristne og jøder). Andre blev tvangskonverteret eller dræbt (typisk polyteister, hinduer eller buddhister). Normalt plejede kristne og jøder at blive tolereret af muslimer som andenrangsborgere med socioøkonomiske restriktioner, hvor graden af diskriminationen blev skruet op og ned alt efter omstændighederne. Men for andre ikke-muslimer, som ikke tilhørte den abrahamitiske fold, var situationen mere alvorligt med større sandsynlighed for tvangskonvertering eller drab, men derfor kunne der være muslimer, der alligevel kunne vælge at tolerere dem som andenrangsborgere med udsigt til at inddrive skatte.

 

Om de kristne staters behandling af anderledes-troende

Nu da vi har set på muslimske staters behandling af anderledes-troende, vil det være oplagt at tage et kig på de kristne stater.

Det vil fremgå, at de kristne stater agerede mere eller mindre på samme måde som de muslimske stater hvad angår behandlingen af anderledes-troende, og at behandlingens karakter varierede alt efter hvor vi er geografisk og tidsmæssig.

I Romerriget da Konstantin den Store (død 337) blev den første kristne kejser i begyndelse af 300-tallet, forbød han slet ikke hedenskab og da slet ikke jødedommen. Hvad Konstantin den Store gjorde var at legalisere kristendommen, som var forbudt før, og støtte denne religion. Hedninger og jøder fik lov at praktisere deres religion. Det var nemlig først under kejser Theodosius (død 395), at hedenskab blev forbudt at praktisere i offentligheden. Jøderne fik et fripas, men som underdanige borgere. At Theodosius forbød hedenskab var næppe årsagen til hedenskabens død, da den allerede var døden på det tidspunkt og i bedste faldt var forbuddet et symptom.

Det var først i Senantikken, at muslimerne dukkede op, så hvordan blev muslimerne behandlet under kristent styre? – Svaret på det spørgsmål er, at de kristne stater behandlede muslimer mere eller mindre på den samme måde, som muslimske stater behandlede de kristne på.

Nogle har påstået, at muslimerne var mere tolerante end de kristne i Middelalderen, og henviser til Spaniens historie i slutningen af Middelalderen, hvor de spanske monarker, Isabella (død 1504) og Ferdinand II (død 1516), forviste muslimer og jøder, mens de omvendt påstår, at muslimske stater i Spanien tolererede kristne og jøder. – Denne påstand bunder i manglende historiekendskab over en længere periode om Spaniens historie. Det er rigtigt nok at i slutningen af Middelalderen, da de kristne erobrede hele Spanien, beordrede de spanske monarker, Isabella og Ferdinand II, at udvise muslimer og jøder ud af Spanien. Men at stoppe her ville være overfladisk. Kaster vi et blik i en periode før, vil vi opdage, at der faktisk fandt eksempler på tolerante kristne kongedømme og intolerante muslimske stater. F.eks. var der på et tidspunkt en vis Alfonso X Den Vise (død 1284), som tolererede jøder og muslimer i sit rige, og hvor der i Toledo fandt et oversættelsesprojekt af arabisksproget filosofiske tekster til latinske tekster. I midten af 1000-tallet og ca. hundrede år frem kom de muslimske almoravider til at herske over det muslimske Spanien, som var mere restriktive, og bagefter dukkede almohader-kalifatet op som herskede fra 1100-tallet indtil 1269, hvor de forfulgte og tvangskonverterede kristne og jøder. Senere hen mod slutningen af Middelalderen vendte det om på hovedet igen, og her var det så de kristne spanske herskere, som blev intolerante og endte med at udvise muslimer og jøder. Så idéen om at de kristne spaniere skulle være intolerante i Middelalderen er misvisende, da realiteter er, at både kristne og muslimske stater i Spanien har været tolerante og intolerante på skift alt efter hvilke tidsperioder og stater, der refereres til.

Lidt længere østpå i Frankrig, da Karl den Store (død 814) herskede som konge/kejser af Frankeriget, havde han et horn på siden af de hedenske sakser i Tyskland. Dem tilintetgjorde han totalt med midler, der inkluderede alt fra at brænde deres religiøse steder ned og tvangskonvertere dem til kristendommen. Karl den Store tolererede nemlig ikke hedenskab, og da slet ikke sakserne i Tyskland. Men hvad frankerkongen havde noget imod var hedninger. Mod jøder og muslimer havde han intet problemer med at tolerere, da kristendommen har slående ligheder med jødedom og islam trods alt. Et konkret eksempel var i begyndelse af 800-tallet, hvor Karl den Store korresponderede med kalif Harun al-Rashid (død 809), og i den sammenhæng stolede og brugte Karl den Store en jøde ved navn Isaak, som forestod formålet med at etablere kontakten mellem frankerkongen fra Aachen og kaliffen fra Bagdad, og i den anledning skabtes forbindelse med gensidig interesse, og hvor dyre gaver blev sendt begge veje, og hvor kaliffen sendte bl.a. en elefant til frankerkongen for at prøve at imponere ham og hans folk.[13] Så selvom Karl den Store givetvis afskyede hedninger, så var synspunktet mod jøder og muslimer anderledes, hvor de blev tolereret. Ikke som ligeværdige borgere, men som andenrangsborgere.

Længere vest og syd på Sicilien og generelt Syditalien var der muslimer. For Sicilien blev erobret af muslimerne begyndende fra 700-tallet, men i den anden ende i den italienske halvøs sydlige hæl var der byzantinsk tilstedeværelse. Araberne og byzantinerne kæmpede frem og tilbage uden at afgøre det i Syditalien, men så blev hele området pludseligt erobret af de kristne normannere i anden halvdel af 1000-tallet. Her blev muslimerne sådan set også tolereret som andenrangsborgere, og det var først indtil omkring år 1300 langt senere, at muslimerne blev fordrevet. De normanniske herskere i Syditalien kom ovenikøbet til at erobre hvad der i dag er Tunesien og her blev muslimer også tolereret, men da området kom under muslimsk styre blev de kristne enten tvangskonverteret eller smidt ud.

Længere østpå i Det Ægæiske Hav og Anatolien herskede det højkulturelle og militærdygtige Byzantinske Rige. Riget havde undersåtter, der var jøder, og senere også muslimer fra 600-tallet og fremadrettet, specielt i det kosmopolitiske Konstantinopel. I Konstantinopel levede der grupper af muslimer og jøder som udøvede forskellige erhverv og havde deres egne religiøse bedehuse. Byzantinernes militærhistorie er også fyldt med historier, hvor de ofte brugte muslimske lejesoldater i deres hær og riget havde også muslimske vasalstater i visse perioder. I 1160’er var der en spansk jøde, Benjamin af Tudela (død 1173), som var rejst ind i byzantinernes områder og som skrev om jødernes tilværelse der, og bl.a. berettede han, at den byzantinske kejsers læge var en jøde ved navn Rabbi Solomon, som var den eneste jøde i riget, der havde ret til at ride på en hest.[14] Som forklaret tidligere havde muslimerne dhimmi-system, hvor ikke-muslimer blev tolereret som andenrangsborgere med ekstra skatte og sociale restriktioner, og en af de sindrige systemer for at illustrere ikke-muslimers underdanighed var, at de bl.a. ikke måtte ride en hest, da heste var reserveret til muslimer. Lige præcist nogenlunde samme behandling gav de kristne byzantinere deres ikke-kristne undersåtter. Men den daværende kejsers jødiske læge var altså et eksempel på en undtagelse end reglen, og det vakte altså opmærksomhed hos Benjamin af Tudela.

Men Det Byzantinske Riges eksistens varede i over 1000 år og der var perioder med jødeforfølgelse. Typisk når der var pest, krise, eller man havde tabt en krig eller måske en vulkan var kommet i udbrud eller der var jordskælv, så rettede man ofte blikket mod jøderne, som endnu ikke havde anerkendt, at Jesus var Guds søn, og derfor troede nogle byzantinske kejsere, at hvis man tvangsdøbte dem, så ville man måske formilde Guds vrede. Lige nøjagtigt som muslimske herskere gjorde mod ikke-muslimer, når heldet heller ikke tilsmilede dem og kriser opstod. Men ellers er der bred enighed blandt jødiske historikere om, at det Byzantinske Rige – selvom der var antijødiske episoder gennem rigets 1000 års lange eksistens – var en relativt stabil base for jøder i mange generationer.[15]

Endnu længere vest og sydpå ved Levanten har alle sikkert hørt om korsfarer-stater. Korsfarerne fornøjede sig med fanatisk rus i deres jødepogromer gennem Europa på deres vej til Jerusalem i forbindelse med den første korstog i slutning af 1000-tallet. Men så snart korsfarerne havde opnået deres militærmål, oprettet korsfarerstater, slået sig ned og rusen havde lagt sig, måtte de ligesom på en eller anden måde samarbejde med de lokale i Levanten, for korsfarerne var hele tiden en minoritet. Så muslimerne blev tolereret som underdanige. F.eks. var der en muslimsk rejsende ved navn Ibn Jubair (død 1217), hvor han observerede korsfarernes samfund og dets behandling af muslimerne, og som konkluderede opsigtvækkende at muslimerne havde det bedre under korsfarers styre end under muslimsk styre:

>>Da vi forlod Tibnin (tæt ved Tyrus) drog vi igennem en uafbrudt række af gårde og landsbyer omgivet af velholdte marker. Beboerne er alle muslimer, men de lever i fred og fordragelighed med frankerne – måtte Gud ikke lede os ind i fristelse! Boligerne tilhører dem, og de har fået lov at beholde alle deres ejendele. Alle de områder som frankerne kontrollerer i Syrien er underlagt den samme styreform: jordene, landsbyerne og gårdene er forblevet på muslimske hænder. Men nu sniger tvivlen sig ind i hjertet på mange af disse mennesker, når de sammenligner deres egen situation med deres brødres i de muslimske områder. For de lider under deres trosfællers uretfærdigheder, hvorimod frankerne styrer retfærdigt.<<[16]

Ovenstående primærkilde er næppe 100% repræsentativ, da vi sagtens kan finde andre eksempler på det helt modsatte, da det også hændte at nogle korsfarere var intolerante, og ved nogle omstændigheder endda nedslagtede muslimerne i en fanatisk rus.

Der var også en anden muslim ved navn Osama Ibn Munqidh (død 1188), der bemærkede, at der var forskel på mentalitet mellem de nyankomne korsfarere, som aldrig havde set en muslim før, og de korsfarere som havde været i Levanten i lang tid nok og vænnet sig til muslimerne. Nogle af korsfarere var tempelherrerne og dem var Osama Ibn Munqidh venner med, og han berettede følgende spøjse episode med en nyankommet korsfarer, der ikke var vant til at muslimerne bad mod Mekka og hele tiden forstyrrede:

>>Når jeg var i Jerusalem, plejede jeg at gå ind i al-Aqsa-moskeen, som var opholdssted for mine venner tempelherrerne. På en af siderne var der et lille bedekammer, som frankerne havde indrettet til kirke. Tempelherrerne stillede stedet til min disposition, for at jeg kunne bede der. En dag jeg sad derinde og havde sagt ”Allahu Akbar!” og lige skulle til at bede, kastede en franker sig over mig, greb fat i mig, drejede mit hoved mod øst og sagde: ”Det er sådan man beder!” Straks kom tempelherrerne løbende og fjernede ham fra mig. Jeg begyndte igen at bede, men den samme mand benyttede et øjebliks uopmærksomhed og kastede sig igen over mig, drejede mit ansigt mod øst og gentog: ”Det er sådan, man beder!” Også denne gang greb tempelherrerne ind og førte ham væk. De bad mig undskylde og sagde: ”Det er en udlænding. Han er lige kommet fra frankernes land og har aldrig set nogen bede, uden at de vendte sig mod øst.” Jeg svarede, at jeg var færdig med min bøn, og gik ud, lammet over den djævel, der var blevet så rasende over at se mig bede med ansigtet vendt mod Mekka.<< [17]

Det er nogle gange blevet hævdet, at muslimerne var mere tolerante end de kristne med henvisning til at muslimernes første erobring af Jerusalem i 637 foregik uden blodsudgydelser, mens de kristne korsfarers erobring af samme by i 1099 resulterede i massakre af byens befolkning, hvorimod Saladins (død 1193) erobring af byen i 1187 foregik fredeligere. – Denne påstand har selv habile historikere gentaget ukritisk, men den bygger på fejlslutninger og selektivt fakta. Når en belejring finder sted, så kræver det omfattende logistisk koordinering og udmattelse hos både belejrere og de belejrende. Så hvis de to parter kan kommen overens i betingelser, og de belejrende overgiver en by/fort fredeligt mod at de bliver skånet eller måske betale en lille bøde, da vil en massakre/plyndring undgås som regel. Men hvis belejrere tvinger deres vilje igennem ved at formå at bryde igennem bymuren, da vil en massakre/plyndring finde sted, for på den måde kan hæren signalere til andre byer hvad der sker, hvis man insisterer på ikke at overgive sig frivilligt. Det er grundlæggende logik på slagmarken. Så når muslimernes første erobring af Jerusalem i 637 foregik uden blodsudgydelser, så skyldtes det ganske enkelt, at byen overgav sig. Korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099 skete som resultat af en succesfuld belejring, hvor byen IKKE overgav sig og derfor det efterfølgende blodbad. Saladins erobring af byen i 1187 skete også i forbindelse med en aftale, da korsfarere inde i Jerusalem truede med at brænde byen af, når de alligevel skulle slagtes af Saladin og derfor ikke havde noget at miste, og dermed havde korsfarere altså et forhandlingsgrundlag med Saladin og følgelig blev løsningen noget fredeligere. Desuden skete det at i forbindelse med det sjette korstog, helt præcist i 1229, blev Jerusalem overgivet til Frederik II (død 1250), kejseren af Det Tysk-Romerske Rige, efter en aftale med al-Kamil (død 1238), sultanen af det ayyubidiske sultanat. Altså de kristne korsfarere fik Jerusalem helt uden blodsudgydelse og langt mere fredeligere end Saladins overtagelse nogensinde har været det. I 1244 blev byen erobret af udefrakommende muslimer og som denne gang massakrerede både kristne og jøder. Så absolut ingenting ved Jerusalems blodige historie i forbindelse med belejringer indikerer, at muslimerne har opført sig mere eksemplarisk end kristne.

Det er også ganske få gange blevet påstået, at osmannerne var mere tolerante end europæerne med den begrundelse af, at katolikkerne og protestanterne forfulgte hinanden i Europa og var i gang med religionskrige, mens disse to kristne grupper blev tolereret under osmannernes styre. – Dette er misvisende, da sammenligningsgrundlaget er forkert, og desuden var der konflikter mellem sunni’er og shia’er: Som nævnt før var Osmannerrigets styre sunni, men mod øst lå der et shia-muslimsk rige i Iran, Safavideriget. Derfor forekom konflikter mellem sunni’er og shia’er. Shia’er i Osmannerriget plejede at få bedre vilkår, når staten var svagt, men ellers var der restriktioner, når staten var stærkt. Specielt i perioden mellem 1516-1750 blev shia’er hårdt behandlet af de osmanisske sunni’er, der ofte havde udgangspunkt med stridigheder med Safavideriget. Da Safavideriget erobrede Mesopotamien begyndte de en voldsom forfølgelse af sunni’er og hvor sunni helligdomme blev smadret. I Levanten, som lå længere væk fra grænsen til Safavideriget, var shia’er bedre stillet, men livet var ikke nemt og der praktiserede shia’er det føromtalte koncept, ”taqiyya”, som går ud på at skjule sin shia-tro overfor andre sunni’er eller de osmanniske myndigheder.[18] Så sunni’er og shia’er i Mellemøsten havde faktisk konflikter mod hinanden, der resulterede i alt fra diskrimination til forfølgelse og krige alt efter hvilke omstændigheder og perioder man refererer til.

Lad os endnu en gang samle stumperne, så alle kan være med.

Hvordan var kristne staters behandling af anderledes-troende?

Svaret på det spørgsmål er, at det var ret varierende alt efter hvilken stat eller tidsperiode man er i. Men i grove træk behandlede de kristne stater anderledes-troende på samme måde, som de muslimske stater behandlede anderledes-troende. Som regel blev muslimer og jøder, siden de var en del af den abrahamitiske fold, tolereret som andenrangsborgere i en kristen stat, men hvad angår hedninger var deres vilkår som regel mere udsat.

 

Om kristent og muslimsk alliance på kryds og tværs

Det er relevant at tage et misforstået emne op. Nemlig den der tåbelige idé om, at de kristne og muslimer var forenede i hvert deres separate lejre og som bekrigede hinanden statisk, og at det var religionen, der delte de kristne og muslimske stater i to adskilte gruppe, der politisk stod mod hinanden. Faktisk er billedet meget mere komplekst og det er bedst helt at droppe denne tankegang.

Det er faktisk slet ikke usædvanligt, at kristne og muslimske stater lavede alliancer på kryds og tværs af religiøse skel, da geopolitiske interesser har forrang over religiøse interesser. Eksemplerne er adskillige:

På et tidspunkt i 700-tallet forsøgte Abd al-Rahman (død 788), som grundlagde et muslimsk dynasti i Spanien, at forene det muslimske Spanien under sig, men nogle muslimske ledere ville det anderledes og søgte derfor hjælp fra den kristne frankerkonge, Karl den Store. Så vi har nogle muslimske ledere, der hellere ville underkaste sig en kristen konge end en muslimsk hersker.

Der har også været et tidspunkt, hvor Frankeriget søgte alliance med Abbaside-kalifatet med base i Bagdad, og samtidig søgte Det Byzantinske Rige en alliance med Umayyade-kalifatet med base i Spanien for at holde hinanden i skak.

I Spanien var det ikke sædvanligt, at kristne kongedømmer og muslimske stater (såkaldte ”taifa’er”) samarbejdede på kryds og tværs og angreb andre kristne eller muslimske stater på halvøen.

Fatimiderne i Egypten, som var shia-muslimsk, søgte også en alliance fra korsfarere mod de tyrkiske-seljukiske sunni-muslimer.

Det Byzantinske Rige brugte som nævnt før af og til muslimske lejesoldater.

Saladin ville mange betragte som en ærkemuslimsk skikkelse, der gik i krig mod korsfarer og fik erobret Jerusalem. Men en simpel optælling af hans krige viser, at han altså bekrigede andre muslimer langt mere end de kristne.

Og som nævnt før, så hændte det, at i forbindelse med det sjette korstog i 1229 blev kejser Frederik II af Det Tysk-Romerske Rige allierede med sultan al-Kamil af det ayyubidiske sultanat, og Jerusalem blev fredeligt overgivet til de kristne korsfarere.

I forbindelse med Konstantinopels fald i 1453 til osmannerne var sagen således, at osmannerne havde kristne hjælpetropper, og byzantinerne havde muslimske hjælpetropper.

Faktisk selv for nogle par årtier siden i forbindelse med Den Libanesiske Borgerkrig (1975-1990) var det heller ikke usædvanligt, at kristne og muslimer, på trods af at de kom i krig mod hinanden, lavede alliancer på tværs af religiøse skel.

Historien har vist – og viser – at religion nok spiller en rolle, men geopolitiske realiteter overtrumfer ofte religiøse anskuelser. Også i dag.

Her ses Frederik II i blåt, kejseren af Det Tysk-Romerske Rige, der holder hånden sammen med al-Kamil, sultanen af det ayyubidiske sultanat i forbindelse med det sjette korstog i 1229, hvor de blev allierede og hvor Jerusalem blev overgivet til korsfarere fredeligt.

Kilder:

[1] Allah: Jøder og kristne er cool – nej, de er skiderikker! (https://www.tandhjulet.dk/allah-joeder-og-kristne-er-cool-nej-de-er-skiderikker/)

[2] Koranens og Muhammeds racistiske menneskesyn på ikke-muslimer (https://www.tandhjulet.dk/koranens-og-muhammeds-racistiske-menneskesyn-paa-ikke-muslimer/)

[3] Sahih Muslim 1767a (https://sunnah.com/muslim:1767a)

[4] Hourani, Albert. A History of the Arab Peoples. Faber and Faber. 2013. s. 46-47 og 117-119

[5] Robinson, Chase F.. The New Cambridge History of Islam: Volume 1: The Formation of the Islamic World Sixth to Eleventh Centuries. Cambridge University Press. 2010. s. 95

[6] Treadgold, Warren. A History of the Byzantine State and Society.  Stanford University Press. 1997. s. 312

[7] Hourani, Albert. A History of the Arab Peoples. Faber and Faber. 2013. s. 96-97

[8] McKay, John P. et all. A history of world societies. Bedford/St. Martin’s. 2012. s. 349-350

[9] Mørk, Henning. Balkan under tyrkisk herredømme 1350-1800. Aarhus Universitetsforlag. 1998. s. 54-56

[10] Eksempler på folkedrab: Armenien. Dansk Institut for Internationale Studier: https://folkedrab.dk/eksempler-paa-folkedrab/armenien

[11] Cole, Juan. Sacred Space And Holy War. I.B. Tauris Publishers. 2002. s. 16-20

[12] Hajdarpašić, Edin. Out of the Ruins of the Ottoman Empire: Reflections on the Ottoman Legacy in South-eastern Europe. Routledge. 2008. s. 715-716

[13] Barbero, Alessandro. Charlemagne: Father of a Continent. University of California Press. 2004. s. 100

[14] Herrin, Judith. Byzantium: The Surprising Life of a Medieval Empire. Penguin Books. 2007. s. 244

[15] Winston, Alex. How did Jews get by under Byzantine rule?. SEPTEMBER 27, 2020. (https://www.jpost.com/jerusalem-report/how-jews-got-by-under-byzantine-rule-643413)

[16] Maalouf, Amin. Korstogene som araberne ser dem. Gyldendal. 1997. s. 251

[17] Heiberg, Steffen. En ny begyndelse: Europas kulturhistorie i middelalderen. Gads Forlag. 2008. s. 288

[18] Cole, Juan. Sacred Space And Holy War. I.B. Tauris Publishers. 2002. s. 16-20