”Øje-for-øje”-mentalitet

En af de tidligste love, vi kender, er Hammurabis Lov opkaldt efter Babylons hersker, Hammurabi (død ca. 1750 f.v.t.). Der støder vi på en ”øje-for-øje”-mentalitet, altså talionsprincippet. Det forekommer os primitivt, men dengang gav det mening hos disse ældre civilisationer at tøjle hævn-cyklussen. Formålet var at holde hævn-cyklussen nede. Hvis nu en person kom til at skade en anden persons ejendom, så skulle den forurettet part ikke gengælde det med at dræbe gerningsmanden, men sørge for en lignende straf til den skyldige.

Sådan en ”øje-for-øje”-mentalitet forekom hos mange civilisationer, inklusiv Danmark, og er en naturlig respond/løsning på samfundsproblemer, der endnu ikke har de moderne institutioner, vi har i dag i Vesten og andre højtudviklede lande.

Mange kulturer og religioner har derfor en levevis, hvor ”øje-for-øje ”-mentalitet med blodhævn og blodpenge blev accepteret som noget naturligt. Men sådan en levevis er ikke naturlig, men er begrænset til primitive civilisationer, der endnu ikke har nået et bestemt trin, og på et tidspunkt vil sådan en levevis blive eroderet, så snart den moderne verden begynder at tage form og banker på døren.

Bibelen

Sådan en primitiv tilgang finder vi også i Bibelen, hvor vi kan læse dette i Anden Mosebog, hvor Gud befaler, at en mand, der for anden gang begår uagtsom dræb, skal lide døden:

>>Når mænd kommer op at slås og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med så meget, som kvindens mand pålægger ham. Boden skal han betale hos dommerne. Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.<< (Anden Mosebog 21:22-25 )

Gud befaler også, at hvis en okse dræber en person for anden gang, da skal ejeren enten lide døden eller betale løsepenge som straf:

>>Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf. Men hvis oksen tidligere har stanget, og dens ejer ikke har passet på den, skønt han er blevet advaret, og den så stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og også dens ejer skal lide døden. Men hvis det pålægges ham at betale sonepenge, skal han som løsesum for sit liv betale, hvad der bliver pålagt ham. Hvis oksen stanger en dreng eller pige, skal ejeren behandles efter de samme regler. Hvis oksen stanger en træl eller trælkvinde, skal ejeren betale tredive sekel sølv til deres herre, og oksen skal stenes.<< (Anden Mosebog 21:28-32 )

Gud befaler også, at dem, der vidner falsk og bliver fanget i det, skal lide samme straf:

>>Når én optræder som falsk vidne mod nogen og anklager ham for en lovovertrædelse, og de to mænd, der har en retssag, træder frem for Herrens ansigt, for de præster og dommere, som er der til den tid, og dommerne får sagen grundigt undersøgt, og det så viser sig, at vidnet lyver og har rettet falsk anklage mod sin landsmand, da skal I gøre mod ham, som han havde planlagt at gøre mod sin landsmand. Du skal udrydde det onde af din midte. Andre skal høre det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig. Vis ingen barmhjertighed! Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!<< (Femte Mosebog 19:16-21)

Så har vi naturligvis den berømte bjergprædike af Jesus, som mange har misforstået til at betyde at Jesus gjorde op med ”øje-for-øje”-mentalitet:

>>Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.<< (Matthæusevangeliet 5:17-20)

Og senere:

>>I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.<< (Matthæusevangeliet 5:38-42)

Men ovenstående betyder slet ikke at Jesus gør op med ”øje-for-øje”-mentalitet. Jesus harcelerer imod farisæerne (skriftkloge præster), fordi Jesus mener, at de har misbrugt moseslovene til personlige hævntogter, når formålet med moselovene var at holde hævn-cyklussen nede, og Jesus fokuserer bare mere på tilgivelse.

Koranen

Også i islam er sådan en lignende levevis helt naturlig og gudgiven, og Muhammed har fået en påstået åbenbaring fra den almægtige Allah, der fortæller hvad muslimernes forskrift er, og siger dette vanvittige ting:

>>I, der tror! Jeres forskrift er at gengælde et drab, lige for lige: En fri mand for en fri mand, en slave for en slave, en kvinde for en kvinde. Hvis nogen får noget eftergivet af sin broder, skal man forfølge sagen med ret og rimelighed, og betalingen skal ske til ham med det gode. Dette er en lempelse og barmhjertighed fra jeres Herre. Enhver, der herefter begår overgreb, har en pinefuld straf i vente.<< (Koran 2:178)

Mange mener, at ovenstående koranvers er ophævet af dette senere nedenstående koranvers:

>>Deri har Vi foreskrevet dem: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og for sår skal der være gengældelse. Men for den, der eftergiver det som almisse, vil det være en udsoning. De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, handler uret.<< (Koran 5:45)

Hvis to dumme arabiske stammer kommer i klammeri med hinanden, og den ene stamme dræber en kvinde i den anden stamme, så er hævnen at man skal dræbe en tilfældig kvinde i fjendens stamme, fordi hvert menneske har en bestemt værdi. Hvis en slave dræbes, så er det urimeligt at dræbe en fri mand som hævn, er den forskruet logik her. Tilmed er den forskruet logik her også, at man kan kræve blodpenge for at afslutte hævn-cyklussen.

Apologetiske forklaringer 

En af de mest brugte apologetiske forklaring er, at sådanne love kun gjaldt dengang, men at Gud/Allah ikke mener, at det skal gælde i dag. – Intetsteds i Bibelen eller Koranen står der sådan noget, og sådan en apologetisk forklaring er en hel ny teori apologeterne har opfundet for at opretholde illusionen af, at Gud/Allah er moralsk anlagt.

Sådanne bibelverser og koranverser virker slet ikke til at være ord fra en perfekt guddom, men sådanne verser virker snarere noget, som primitive mennesker ville have opfundet/opdigtet og for siden at attribuere det til en guddom.