Om de sataniske vers: Da Muhammed optog tre hedenske gudinder

De fleste har sikkert hørt om den (eks-muslimske) indisk-engelske forfatter, Salman Rushdie, hvis værk ”De Sataniske Vers”, der blev udgivet i 1988, skabte opstandelser i muslimske lande, eftersom Rushdie ved et kapitel henviste til en begivenhed, hvor Muhammed i et svagt øjeblik anerkendte andre guddomme sammen med Allah.

Selvom Rushdies ”De Sataniske Vers” er en fiktiv historie, så er påstanden om, at Muhammed på et tidspunkt anerkendte andre guddomme sammen med Allah faktisk en påstand, der kommer fra muslimske kilder selv.

Lad os dissekere emnet i dybden.

 

Kort intro om den hedenske ”Allah” og hans tre døtre Al-Lat, al-Uzza og Manat

Dengang i Muhammeds levetid var majoriteten af befolkningen i det folkerige Levanten aramæisk-talende kristne, som kaldte deres abrahamitiske gud for ”Elaha”, som betyder slet og ret ”Gud”. Nede ved Levantens sydlige-østlige grænse til Den Arabiske Halvø ude i den tyndtbefolket ørken var der et kristent arabisk nomadefolk, ghassaniderne, og disse kaldte deres abrahamitiske gud for ”Allah” på deres arabiske sprog. Jøderne kaldte deres abrahamitiske gud for ”Elohim” på hebraisk.

Længere ude i ørkenen og i oaserne på Den Arabiske Halvø var ”Allah” også en hedensk guddom blandt mange andre hedenske guder og gudinder. Muhammed blev født i en polyteistisk kulturkreds i Mekka. I det hedenske Mekka var ”Allah” en hedensk guddom, som havde tre døtre, nemlig gudinderne Al-Lat, al-Uzza og Manat.

Det, Muhammed gjorde, var, at han tog den hedenske Allah i Mekka som sin guddom, gav denne hedenske guddom en kosmetiske operation, så denne hedenske guddom blev til den abrahamitiske guddom. De tre gudinder Al-Lat, al-Uzza og Manat blev afskaffet i Muhammeds islamiske religion.

På det tidspunkt, da Muhammed levede, tilbad polyteisterne i Mekka som sagt den (hedenske) Allah, der også var associeret med de føromtalte Al-Lat, al-Uzza og Manat.

I dag når man åbner Koranen ved kapitel 53, der kaldes for ”Stjernen” (arabisk: ”Sura an-Najm”), er der ved et sted en reference til de tre hedenske gudinder Al-Lat, al-Uzza og Manat, hvor Koranen fordømmer det. Kapitlet starter sådan her:

”Ved stjernen, når den synker! Jeres fælle er ikke faret vild og går ikke fejl. Han taler ikke ud af egen lyst.” (Koran 53:1-3)

Hvorfor skal vi beskæftige os med specifikt kapitel 53, ”Stjernen” (arabisk: ”Sura an-Najm”), hvor de hedenske Al-Lat, al-Uzza og Manat omtales?

Fordi Muhammed på et tidspunkt blev afvist af polyteisterne af den indlysende grund, da de ikke kunne acceptere Muhammeds monoteistiske religion, der afviste deres guder i flertal. Men Muhammed havde et ønske om at blive accepteret af de arabiske polyteister i Mekka, som var hans folk. Så for at række hånden ud til polyteisterne, sagde Muhammed at han fik en åbenbaring fra Allah, der på det utroligste vis accepterede de hedenske Al-Lat, al-Uzza og Manat som en del af islam! Muhammed sagde, at han fik følgende åbenbaring fra Allah (som IKKE er en del af Koranen i dag):

”Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje? Disse er den ophøjede Gharaniq, hvis forbøn er godkendt.”

I ovenstående tidligere koranvers, som IKKE er en del af Koranen i dag, hyldes disse tre hedenske gudinder, og ”Gharaniq” menes at betyde en smuk fugl. Så Muhammed hylder disse tre gudinder og gør dem en del af islam.

Polyteisterne blev glade, for nu havde Muhammed talt godt om deres hedenske guder.

Men bagefter fortrød Muhammed denne åbenbaring og fortalte polyteisterne, at ærkeenglen Gabriel havde meddelt ham, at han var blevet snydt af en satan, der havde tilføjet noget i Allahs åbenbaring, og at den gamle åbenbaring om at inkludere de tre hedenske gudinder i islam derfor var ugyldig, og i stedet for fik en ny påstået åbenbaring, der i dag er en del af Koranen, og som udskammer de tre gudinder:

>>Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje? Tilkommer der jer det mandlige, men Ham det kvindelige? Det ville være en uretfærdig fordeling!<< (Koran 53:19-22)

I ovenstående koranvers, som er en del af Koranen i dag, mobbes polyteister, fordi arabere foretrækker sønner end (svage) døtre, men den hedenske Allah har åbenbart tre svage døtre/gudinder, som de arabiske polyteister tilbeder, og det driller Koranen med i ovenstående koranvers.

Nu begyndte endnu flere at mistænke, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer: Først fik Muhammed en påstået åbenbaring om at optage tre hedenske gudinder. Senere påstod Muhammed, at han var blevet snydt af en satan og i stedet for fik en påstået åbenbaring, der udskammede de tre hedenske gudinder.

Senere fik Muhammed igen en ny påstået åbenbaring, der siger, at alle profeter – og herunder Muhammed – var før blevet snydt af en satan, når de har ønsket noget så inderligt:

>>Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Gud sine tegn utvetydige. Gud er vidende og vis. Han gør det, som Satan indføjer, til fristelse for dem, der bærer en sygdom i hjertet, og hvis hjerte er hårdt. De, der handler uret, er i dyb splittelse.<< (Koran 22:52-53)

 

Dét er hvad de famøse ”sataniske vers” handler om.

Den handler om, at Muhammed på et tidspunkt optog tre hedenske gudinder i islam for at glæde polyteisterne, men senere fortrød og sagde at en satan havde påvirket ham.

 

Hvorfor kontroversen om ”de sataniske vers” er underminerende for islam

Det bør være indlysende, hvorfor kontroversen om ”de sataniske vers” er underminerende for islam.

For det første vil eller bør en muslim spørge sig selv om, at hvis Muhammed vitterligt blev snydt af en satan hvad angår en åbenbaring fra Allah, og Muhammed ophævede verser og rettede i Koranen, hvordan kan man være sikker på, at Muhammed ikke er blevet snydt med de andre koranverser?

For det andet er hele tanken – meget forståeligt – ekstremt provokerende for muslimerne, for den giver det indtryk af, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer, da det virker meget belejligt at komme med en “Satan-snød-mig, hehe”-undskyldning og derfor ophæver åbenbaringer.

Derfor er det magtpåliggende for de muslimske apologeter at afvise historien som en skrøne, da den er underminerende for islam. De vil hævde nonchalant overfor muslimerne, at narrativet om, at Muhammed har optaget tre hedenske gudinder i islam og at Muhammed har sagt, at han var påvirket af en satan, er baseret på ”svage kilder”.

Men de muslimske apologeter har bare et kæmpe problem: Kilderne til kontroversen om ”de sataniske vers” er ikke sene kilder og fra ikke-muslimsk hånd, der var negativt indstillet overfor islam, men kilderne er tidlig i tilblivelse og fra muslimsk hånd, og som faktisk er noget, som muslimerne selv læser flittigt, fx Ibn Ishaq eller Al-Tabari, som er respekteret af muslimerne selv.

Lad os kigge på kilderne om begivenheden med ”de sataniske vers”.

 

En hadith, der bekræfter at Muhammed og polyteister bad sammen

Vi ved, at Muhammed som muslim har bedt sammen med polyteister, hvor Muhammed og polyteister reciterede fra det relevante kapitel ved ”Sura an-Najm” (dansk: ”Stjernen”).

Denne hadith er fra Sahih al-Bukhari:

>>Fortalt af Ibn Abbas:

Profeten (ﷺ) foretog en bukning, da han var færdig med at recitere Sura-an-Najm, og alle muslimerne og hedningerne og djinnerne og mennesker lagde sig ned og bukkede sammen med ham.<< (Sahih al-Bukhari 4862: https://sunnah.com/bukhari:4862)

Også en anden hadith fra Jami at-Tirmidhi, der er vurderet ”Sahih” (autentisk), gentager det samme budskab her:

>>Ibn Abbas fortalte:

“Allahs Sendebud bukkede sig for det – hvilket betyder (på Sura) An-Najm – og det samme gjorde muslimerne, afgudsdyrkerne, djinnerne og folket.”<< (Jami` at-Tirmidhi 575: https://sunnah.com/tirmidhi:575)

I begge disse to ovenstående hadither kan vi læse, at Muhammed ikke blot har bedt sammen med polyteister på et tidspunkt, men at Muhammed i samme ombæring også reciterede sammen med polyteister koranverser fra selve ”Sura-an-Najm” (eller ”An-Najm”), og det er tilfældigvis kapitel 53, der kaldes for ”Stjernen”, og altså dermed selve det kapitel i Koranen, der refererede til Al-Lat, al-Uzza og Manat.

Der er i alt 114 kapitler i Koranen, og fra disse to hadither kan vi læse, at lige netop kapitel 53 har Muhammed reciteret sammen med polyteister.

Kan vi nu konkludere, at Muhammed på et tidspunkt har inkluderet de tre hedenske gudinder i islam på baggrund af disse to hadither? Nej, det kan vi ikke gøre. Men haditherne gør det tydeligt at tanken om, at Muhammed har bedt sammen med polyteister i forbindelse med det relevante korankapitel, er en dokumenterbar begivenhed ud fra de kilder som (sunni)muslimerne selv bruger.

 

Kilderne til historien om de sataniske vers

Historien om at Muhammed på et tidspunkt har optaget tre hedenske gudinder i islam og at Muhammed har sagt, at han var påvirket af en satan, er ikke baseret på ”svage kilder”, sådan som de muslimske apologeter påstår det.

For kilderne til historien om de sataniske vers kommer faktisk fra Ibn Ishaq (død 767) eller Al-Tabari (død 923), som er respekteret af muslimerne selv.

Hvem var det nu Ibn Ishaq var? For at genopfriske hukommelse var han den allerførste og mest berømte af de muslimske historikere, der har skrevet om Muhammed og hans liv, og Ibn Ishaq døde blot ca. 135 år efter Muhammeds død. Mange muslimer, der har overskud, plejer at læse Ibn Ishaq for at lære noget mere om deres elskede profet

Ibn Ishaq var en from muslim og ville aldrig nedgøre Muhammed.

Her har vi Ibn Ishaqs biografi om Muhammed, hvor tilblivelse af koranverset om de sataniske vers bliver beskrevet. Og fordi kilden er for lang og på grund af kildens betydning for belysning af sagen, har hjemmesiden derfor valgt at oversætte det på dansk for læserne:

>>Nu var apostlen bekymret for sit folks velvære, og ønskede at tiltrække dem så langt han kunne. Det er blevet nævnt, at han længtes efter en måde at tiltrække dem på og den metode, han brugte, var, hvad Ibn Hamid fortalte mig at Salama sagde, at M. b. Ishaq fortalte ham fra Yazid b. Ziyad af Medina fra M b. Ka’b al-Qurazi:

 

Da apostlen så, at hans folk vendte ham ryggen, og han var ked af deres afvisning af det, han bragte dem fra Allah, længtes han efter, at der skulle komme til ham et budskab fra Allah, der ville forsone hans folk til at slutte sig til ham. På grund af hans kærlighed til sit folk og hans frygt for dem, ville det glæde ham, hvis den hindring, der gjorde hans opgave så vanskelig, kunne fjernes; Så han mediterede over projektet og længtes efter det, og det var ham kært. Så sendte Allah ned ”Ved stjernen, når den synker! Jeres fælle er ikke faret vild og går ikke fejl. Han taler ikke ud af egen lyst.”, og da han så nåede Hans ord ”Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje?” valgte Satan, da Muhammed mediterede og ønskede at bringe det (sc. forsoning), at tilføje i hans tunge ”Disse er den ophøjede Gharaniq, hvis forbøn er godkendt”.

 

Da Quraysh-stammen hørte det, blev de henrykte over, hvorpå han talte om deres guder, og de lyttede til ham; Mens de troende mente, at det, deres profet bragte dem fra deres Herre, var sandt, uden at mistanke en fejltagelse eller et forfængeligt ønske eller en skridning, og da han nåede at bukke sig ved slutningen af kapitlet/verset, hvori han bukkede sig og muslimerne bukkede sig, og da deres profet bukkede sig for at bekræfte, hvad han bragte og de adlød hans befaling, og polyteister fra Quraysh-stammen og andre, der var i moskeen, bukkede sig, da de hørte omtalen af ​​deres guder, så alle i moskeen, troende og ikke-troende, lagde sig ned, undtagen al-Walid b. al-Mughira, som var en gammel mand, der ikke kunne gøre det, så han tog en håndfuld jord fra dalen og bøjede sig over den. Så spredte folket sig, og Quraysh-stammen gik ud, henrykt over, hvad der var blevet sagt om deres guder, og sagde: ”Muhammed har talt om vores guder på en glimrende vis. Han sagde, at ’Disse er den ophøjede Gharaniq, hvis forbøn er godkendt’.”

 

Så kom Gabriel til apostlen og sagde ”Hvad har du gjort, Muhammed? Du har læst noget for disse mennesker, som jeg ikke bragte dig fra Allah, og du har sagt, hvad Han ikke sagde til dig”. Apostlen blev bitterlig bedrøvet og var meget i frygt for Allah. Så Allah sendte ned (en åbenbaring), for Han var ham barmhjertig, trøstede ham og kastede lys over sagen, og fortalte ham, at enhver profet og apostel før ham ønskede, som han ønskede og ville have, og Satan indføjede noget i hans ønsker, som han havde på sin tunge. Så Allah annullerede, hvad Satan havde foreslået, og Allah gjorde Sine vers utvetydige, dvs. du er ligesom profeterne og apostlene. Så sendte Allah ned: ”Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Gud sine tegn utvetydige. Gud er vidende og vis”. Således lettede Allah sin profets sorg og fik ham til at føle sig sikker fra sin frygt og annullerede, hvad Satan havde foreslået i de ord, der blev brugt ovenfor om deres guder ved sin åbenbaring: ”Tilkommer der jer det mandlige, men Ham det kvindelige? Det ville være en uretfærdig fordeling!” (dvs. højst uretfærdig); ”De er kun navne, som I giver dem, I og jeres fædre. Gud har ikke sendt nogen bemyndigelse ned derom. De følger kun løse formodninger, og hvad de har lyst til…” dvs. hvordan deres guders forbøn kan hjælpe Ham?

 

Da annulleringen af ​​det, Satan havde lagt på profetens tunge, kom fra Allah, sagde Quraysh-stammen: ”Muhammed har tilbagekaldt, hvad han sagde om jeres guders stilling hos Allah, ændret det og bragt noget helt andet”. Nu var de to ord, som Satan havde lagt på apostlens tunge, i munden på enhver polyteist, og de blev mere voldelig fjendtlige over for muslimerne og apostlens tilhængere…<<[1]

Ovenstående beskrivelse finder vi ikke kun hos Ibn Ishaq, men også hos den anden muslimsk skikkelse Al-Tabari, der stort set fortæller det samme ting.[2]

Til læsernes orientering, er det også værd at nævne, at også andre muslimske lærde udover Ibn Ishaq og Al-Tabari, der levede i de første par århundreder efter Muhammed, nævner også historien om de sataniske vers, så det er ikke kun to, men adskillige muslimske skribenter, de refererer til det.

 

Hvordan muslimske apologeter vil reagere

Spørger man de muslimske apologeter, vil de kategorisk afvise, at Koranen på et tidspunkt har indeholdt de sataniske vers, og at Muhammed under påvirkning af Satan anerkendte eksistensen af ​​de tre hedenske gudinder sammen med Allah. De vil afvise kilderne hårdnakket.

Det har de naturligvis ret til, men deres problem er såmænd, at historien om ”de sataniske vers” ikke stammer fra sene kilder og fra ikke-muslimsk hånd, der var negativt indstillet overfor islam, men kilderne er tidlig i tilblivelse og stammer fra muslimsk hånd. Præcist derfor kan de muslimske apologeter ikke slukke debatten effektivt, og præcist derfor henviser eks-muslimske aktivister konstant til det.

Sikken en penibel detalje om Koranen! – Muhammed har optaget tre hedenske gudinder i islam på et tidspunkt før, men fortrød det bagefter og sagde at han var under påvirkning af en satan. 

 

Kilder:

[1] ”THE LIFE OF MUHAMMAD” af Ibn Ishaqs oversat af A. Guillaume. Oxford University Press. 1998. s. 165-167

[2] The History of al-Tabari Volume VI. Oversat og kommenteret af W. Montgomery Watt og M. V. McDonald. State University of New York Press. 1988. s. 107-112.