Koranen siger, at Solen går ned i en sort mudderpøl

Lidt baggrundsinfo: Om Solen og Jorden

Den græske filosof Anaxagoras (død 428 f.v.t) udtalte engang, at Solen var en glødende kugle og større end Peloponnes (en græsk halvø lidt mindre end Jylland), og det endte med at filosoffen blev anklaget for ugudelighed. I dag vil vi måske smågrine over hændelsen hos de gamle grækere. For Solen er ikke bare større end Peloponnes, men Solen er større end selve hele Jorden, og helt konkret er Solen så stort, at man i teorien kunne fylde den med hele 1.300.000 stykker Jorden.[1]

Men set fra vores perspektiv her på Jorden virker Solen til at være mindre end vores Jorden. Men årsagen til at Solen ser lille ud set fra Jorden skyldes, at afstanden mellem Solen og Jorden er stort. Ikke sært at de gamle grækere har troet, at Solen var på størrelse med Peloponnes:

 

Men Solen er et kæmpestort objekt i sammenligning med Jorden:

 

Dette bringer os så til muslimernes hellige profet Muhammed, hvor muslimerne tror på, at Muhammed gennem en periode fra 610-632 fik åbenbaringer fra den alvidende guddom Allah.

Men eks-muslimerne har peget på en helt utrolig detalje i Koranen, der (igen) fælder Muhammed som én, der opdigtede sine åbenbaringer: Muhammed har nemlig fået en påstået åbenbaring om, at Solen går ned i en sort mudderpøl.

Sådan noget uvidenskabeligt vås ville en alvidende guddom ville aldrig åbenbare. Men en person med begrænset astronomisk viden, der opdigtede sine åbenbaringer, ville lave sådan en fejl.

Denne videnskabelige fejl i Koranen er også det allermest og hyppigst citeret eksempel, eks-muslimerne har peget på som årsagen, der bidrog mest til at nedbryde deres trosforsvar. Og netop fordi den er en af de mest citerede eksempel, vil vi derfor bruge ekstra meget tid på at granske de muslimske apologeters undskyldninger denne gang i denne artikel.

 

Koranen om Solen, der går ”ned i en sort mudderpøl”

Dengang i perioden 610-632 da Muhammed hævdede, at han fik åbenbaringer fra en alvidende guddom og at han var en profet, var der naturligvis skeptiske mennesker, der ikke troede på ham. Derfor bad de skeptiske personer Muhammed om, han kunne fortælle en historie om datidens begivenhed som en slags test. De skeptiske personers logik var, at hvis Muhammed virkelig var en profet, der fik guddommelige åbenbaringer fra en alvidende guddom, da ville de teste det ved at denne Allah kunne åbenbare detaljer om historiske begivenhed før i tiden for Muhammed.

Senere fik Muhammed så en påstået åbenbaring fra Allah om en historisk begivenhed, der handlede om en to-horn-skikkelse som på arabisk kaldes ”Dzul Qaynayn”, der var en retfærdig hersker, og som rejste til vest og øst, og historien i Koranen lyder således:

>>De spørger dig om ham med de to horn. Sig: “Jeg vil læse en beretning om ham op for jer.” Vi gjorde ham mægtig på jorden og åbnede ham vejen til alt. Så fulgte han en vej. Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl, og ved den fandt han et folk. “Du med de to horn!” sagde Vi. “Enten straffer du dem, eller også viser du dem godhed.” “Den, der handler uret, vil vi straffe,” sagde han. “Så vil han blive bragt tilbage til sin Herre, og Han vil tildele ham en frygtelig straf. Men den, der tror og handler retfærdigt, han har Det Skønneste i vente til gengæld, og om ham vil vi sige, at han på vor befaling skal behandles lemfældigt.”

 

Igen fulgte han en vej. Da han så nåede det sted, hvor solen står op, så han den stå op over et folk, som Vi ikke havde givet noget beskyttende slør imod den. Det gik på samme måde. Vi omfattede i indsigt, hvad han rummede. Igen fulgte han en vej. Da han så nåede frem til stedet mellem de to volde, fandt han neden for dem et folk, der næppe kunne forstå et ord. De sagde: “Du med de to Horn! Gog og Magog skaber fordærv på jorden. Kan vi ikke betale skat til dig til gengæld for, at du laver en fæstningsvold mellem os og dem?” Han sagde: “Den magt, som min Herre har givet mig, er bedre. Hjælp mig af alle kræfter! Så vil jeg lave et fæstningsværk mellem jer og dem. Bring mig jernstykker!” Og da han havde fyldt ud mellem de to bjergskråninger, sagde han: “Blæs!” Og da han havde fået det rødglødende, sagde han: “Bring mig kobber til at gyde derover!” Nu kunne de hverken overskride den eller gennembryde den. Han sagde: “Dette er en barmhjertighed fra min Herre; men når min Herres løfte går i opfyldelse, da vil Han gøre den til støv. Min Herres løfte er sandhed.” På den dag vil Vi lade dem bølge frem og tilbage imellem hinanden. Der blæses i Hornet, og Vi kalder dem sammen til sidste mand. På den dag vil Vi fremvise Helvede klart for de vantro, hvis øjne var dækket til, så de ikke kom Mig i hu, og som ikke kunne høre.<< (Koran 18:83-101)

Tyg lige på den.

Ifølge Koranen skete det, at den to-horn-skikkelse, som på arabisk kaldes Dzul Qaynayn, ”nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl,”. Og Koranen fortæller senere at Dzul Qaynayn bagefter ”nåede det sted, hvor solen står op, så han den stå op over et folk, som Vi ikke havde givet noget beskyttende slør imod den.”:

 

Bemærk også hvordan Koranen siger, at da Dzul Qaynayn nåede det sted, hvor solen går ned i en sort mudderpøl, skete det at Dzul Qaynayn “ved den fandt han et folk”, og at Allah befalede, at Dzul Qaynayn skulle ”straffe” eller vise ”godhed” overfor ”et folk”:

 

Muhammed fik en påstået åbenbaring fra Allah, der fortalte det føromtalte historie om Dzul Qaynayns rejse til vest og øst. I muslimsk optik er denne historie en ægte historisk begivenhed, der virkelig har fundet sted. Nogle muslimer mener, at Dzul Qaynayn var perserkongen Kyros den Store (død 530 f.v.t.), mens andre peger på makedonerkongen Alexander den Store (død 323 f.v.t.), mens andre mener, at han var en helt tredje. Men det er underordnet for pointen her.

Pointen her er, at den to-horn-skikkelse så, at Solen gik ”ned i en sort mudderpøl”.

Bare denne lille sætning i Koranen er uden tvivl den mest citerede og brugte argument eks-muslimer har brugt for at vise, at Muhammed var en bedrager, der opdigtede sine åbenbaringer. Fordi en alvidende guddom som Allah ville aldrig sige, at Solen går ”ned i en sort mudderpøl”, men det ville en person i 600-tallet med begrænset astronomisk viden gøre, hvis han opdigtede sine åbenbaringer.

Nu vil islam-apologeterne komme på banen for at forsvare deres tro, og deres mest brugte apologetiske argument er, at hvad Koranen beskriver, var ikke at Solen gik ned bogstaveligt talt, men at det var fra Dzul Qaynayns PERSPEKTIV, at Solen gik ned, ligesom når vi fra vores eget perspektiv kan se Solen i horisonten, før det bliver nat, og at det er eks-muslimerne (og ikke-muslimerne), der ikke kan læse arabisk og misforstår teksten i Koranen.

Men eks-muslimerne har – med rette – afvist apologeters argument med en behørig analyse af (1) koranteksten, (2) hadithlitteraturen og (3) tafsir-afhandlinger de første 400-450 år, der gør apologeternes (sø)forklaring til skamme. Lad os gennemgå det.

 

(1) Hvad koranteksten siger

For islam-apologeter er det helt utænkeligt, at der er videnskabelige fejl i Koranen ved at Allah siger, at Solen går ned i en sort mudderpøl. Det er hvad en ignorant araber ude i ørkenen i 600-tallet ville have opdigtet, og det er absolut ikke en alvidende guddoms ord. Så typisk plejer apologeter at hævde, at hvad Allah egentligt mener er, at det var fra Dzul Qaynayns PERSPEKTIV, at Solen gik ned, og at det er modparten, der har misforstået Koranen, fordi modparten ikke kan mestre arabisk.

Selv arabiske eks-muslimer, der har arabisk som modersmål, afviser blankt dette apologetisk forklaring. Og en genlæsning og analysering af koranteksten viser i øvrigt ret tydeligvigt, at Koranen refererer til at Dzul Qaynayn så, at Solen gik ned i Jorden bogstaveligt talt, som det fremgår åbenlyst i Koranen.

Der er tre problematiske punkter med apologeters søforklaring.

 

Det første problematisk punkt er inkonsistensen fra apologeterne. Det arabiske udsagnsord ”at finde” er ”wajada”. Ordet bruges 35 steder i Koranen, og alle de 35 steder ville det ikke give mening, hvis det skulle betyde, at det blot var fra en persons perspektiv, at det så sådan ud. Men apologeterne insisterer på, at det er udelukkende ved det koranvers om Dzul Qaynayn, at ordet ”wajada” skal læses som om, det er fra hans perspektiv. Inkonsistensen fra apologeterne er meget sigende.

 

Det andet problematisk punkt er, at selve det relevante udsagnsord bliver brugt to gange i samme sætning, og som ikke ville give mening, hvis det skulle betyde fra en persons perspektiv.

Hos Ellen Wulffs ”Koranen i ny dansk oversættelse” har hun valgt, at oversætte Koranen INDIREKTE sådan her, hvor her indsættes de arabiske ord i rød farve:

>>Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den (wajada-ha) gå ned i en sort mudderpøl, og ved den fandt han (wajada) et folk. “Du med de to horn!” sagde Vi. “Enten straffer du dem, eller også viser du dem godhed.”<< (Koran 18:86)

Den DIREKTE oversættelse af ”wajada-ha” på dansk er egentligt ”fandt han den”. Det vil være den DIREKTE oversættelse fra arabisk til dansk.

Hvis udsagnsordet ”wajada-ha” (dansk: ”fandt han den”) i første omgang betyder fra Dzul Qaynayns perspektiv, sådan som apologeter påstår, hvordan kan de med troværdighed i behold påstå, at det samme udsagnsord senere ”wajada” (dansk: ”fandt han”) i den samme sætning betyder bogstaveligt fra den to-horn-skikkelses perspektiv? For Allah siger, at Dzul Qaynayn skal straffe eller vise godhed overfor ”et folk”. Hvordan kan man straffe eller vise godhed overfor et folk, der kun eksisterer fra Dzul Qaynayns eget perspektiv? – Det kan man ikke.

Med andre ord: Hvis man tror, at Solen ikke går ned i en sort mudderpøl, men at Solen er fjernt fra Jorden et sted på himlen, så kan der ikke være ”et folk” hen ”ved den”, som Dzul Qaynayn skulle vælge at straffe eller vise godhed.

 

Det tredje og sidste problematisk punkt er, at det selvsamme koranvers siger, at Dzul Qaynayn nåede ”det sted”, hvor Solen går ned i en sort mudderpøl, og det understreger endnu en gang, at det ikke er fra hans eget perspektiv, at han så Solen gik ned i en mudderpøl: For Dzul Qaynayn havde slet ikke behøvet, at vandre til ”det sted” for at se Solen gå ned i en mudderpøl, og kunne blive det sted, han hele tiden var. For uanset om man er i Egypten, Portugal, Mexico eller Japan, da vil Solen altid stige ned mod vest fra vores perspektiv her på Jorden.

 

(2) Hvad hadithlitteraturen siger

Som forklaret før et andet sted, så består islam ikke kun af Koranen. Islam består af Koranen og dernæst hadithlitteraturen. For uddybning se under afsnittet ”Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir” ved at klikke her.

Hadithlitteraturen er samling af ord og anekdoter af Muhammed, hvor muslimer kan få et indblik i Muhammeds gøren og laden ved forskellige situationer.

Hvad siger hadithlitteraturen om Muhammeds syn på Solens rolle?

Vi har følgende hadith, som er vurderet ”Sahih” (autentisk), der fortæller, at Muhammed troede, at Solen gik hen til et ”varmt springvand”:

>>Fortalt af Abu Dharr:

Jeg sad bagved Allahs Sendebud (ﷺ), som red på et æsel, mens Solen gik ned. Han spurgte: “Ved du hvor den går?”. Jeg svarede: “Allah og hans Apostel ved bedst”. Han sagde: “Den går hen til et varmt springvand (Hamiyah).”<< (Sunan Abi Dawud 4002: https://sunnah.com/abudawud:4002)

Ovenstående hadith fra Abu Dawud, der endda er vurderet ”Sahih” (autentisk), fortæller, at Muhammed har troet, at Solen gik hen til et ”varmt springvand”. Helt i tråd med Koranen i øvrigt.

 

Nu vil apologeterne prøve at affeje ovenstående hadith fra Abu Dawud som værende falsk ved at henvise til en anden hadith, hvor Muhammed slet ikke nævner noget med at Solen går hen til et ”varmt springvand”.

Den hadith, som apologeter vil bruge, er fra Sahih Muslim, hvor Muhammed fortæller om Solens funktion, men uden at nævne noget med at Solen går hen til et ”varmt springvand”:

>>Det er fortalt på autoriteten af Abu Dharr, at Allahs Sendebud (ﷺ) en dag sagde:

”Ved du hvor Solen går?”. De svarede: ”Allah og Hans Apostel ved bedst”. Han (den Hellige Profet) observerede: ”Sandelig den (Solen) glider til den når dets hvilested under Tronen. Så bukker den sig og bliver der indtil den bliver spurgt: ’rejs op og gå til det sted, hvor du kom’, og den vender tilbage og kommer ud fra dets stigende sted, og den glider (på sådan en normal måde) så folket ikke mærker noget (usædvanligt i det) til den når dets hvilested under Tronen. Så vil der blive sagt til den: ’Stå op og kom ud fra stedet, hvor du plejer at gå ned’, og den vil stå op fra det sted, hvor den plejede at gå ned. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: ”Ved du hvornår det sker? Det sker på det tidspunkt, når troen ikke vil gavne en, som ikke har troet før eller ikke har udledt noget godt ud af troen”<< (Sahih Muslim 159a: https://sunnah.com/muslim:159a)

I ovenstående hadith prøver Muhammed at forklare, hvor Solen går om natten, og der siger han, at Solen ”glider til den når dets hvilested under Tronen” (hvor Allah sidder), og der bukker Solen sig for Allah, indtil Allah giver Solen lov til at stige op igen. Sådan forsætter det som sædvanligt, når Solen stiger op fra øst og går ned mod vest i alle hverdage, som det plejer. Men en dag vil Allah bede Solen om at stige op i den modsatte retning, fra vest, og dette vil være tegn på dommedagen.

Apologeter vil fortælle, at den første hadith fra Abu Dawud, der ellers er vurderet ”Sahih” (autentisk), alligevel ikke er troværdig, fordi den, ifølge islam-apologeterne, er i modsigelse til den anden hadith fra Sahih Muslim, der ikke nævner noget specifikt med at Solen går hen til et ”varmt springvand”.

Men den anden hadith af Sahih Muslim modsiger slet ikke den første hadith af Abu Dawud.

Men lad os for argumentets skyld acceptere apologeters påstand om, at den første hadith fra Abu Dawud er utroværdig, og at den anden hadith fra Sahih Muslim er den troværdige. Vil det løse problemet? Næppe.

Fordi den anden hadith af Sahih Muslim vil give et andet problem for islam-apologeter: Den påstår nemlig, at Solen BEVÆGER SIG og GÅR under Tronen, og det er som bekendt også en anden videnskabelig fejl med geocentrisme, som vi har behandlet før.

Med andre ord: Islam-apologeter, der vil bruge den anden hadith af Sahih Muslim, står ikke blot med det problem, at den slet ikke modsiger den første hadith af Abu Dawud, men det står også med det problem, at den anden hadith af Sahih Muslim viser, at Muhammed havde en geocentrisk opfattelse af vort solsystem.

 

(3) Hvad tafsir’erne siger

Der er også et tredje problem ved apologeters forsvar med, at Koranen mente, at det var fra Dzul Qaynayns perspektiv, at Solen gik ned: Alle tafsir’er de første 400-450 år har forstået det føromtalte koranvers sådan, at Solen rent faktisk gik ned i vandet, og dét underminerer apologeternes påstand om, at det er eks-muslimerne, der ikke forstår arabisk og misforstår Koranen.

Som læserne husker, og som allerede er uddybet før, har man i islam en islamisk fortolkningstradition, som man kalder ”tafsir”, hvor muslimske lærde prøver at fortolke Koranen for at lette forståelsen. For uddybning se under afsnittet ”Om Koranen, hadithlitteratur og tafsir” ved at klikke her.

Alle de tidligere islamiske lærde i de første 400-450 år efter Muhammeds død forstod det specifikke koranvers ved 18:86 således, at dét, Dzul Qaynayn så, var, at Solen gik ned i en sort mudderpøl nøjagtigt som beskrevet i Koranen.

Vi har f.eks. tafsir af Ibn Abbas, der levede i 600-tallet og som var fætter til Muhammed, og han kendte derfor de første muslimer, og han har forstået det føromtalte koranvers sådan, at Solen rent faktisk gik ned i vandet:

(Kilde: https://quranx.com/Tafsirs/18.86)

 

Men nogle par århundreder år senere har vi en tafsir af Ibn Kathir, der levede i 1300-tallet, og denne har forstået (eller retter sagt: ”omfortolket”) det sådan, at det kun var fra Dzul Qaynayns perspektiv, at Solen gik ned:

(Kilde: https://quranx.com/Tafsirs/18.86)

 

Eks-muslimerne hæfter sig ved, at alle de islamiske afhandlinger, tafsir’er, i de første 400-450 år (bl.a. Ibn Abbas) nævner i flæng, at Koranen siger, at Solen gik ned i en sort mudderpøl, og at det først er hos den 20. tafsir af al-Mawirdi – hele 440 år efter Muhammeds død ved at mærke – at vi for første gang får en hint om at det, Dzul Qaynayn så, måske skal omfortolkes. Det er helt konkret hos den 21. tafsir skrevet af Al-Tusi – 450 år efter Muhammeds død – at man fandt ud af, at Solen var alt for stort til at den kunne gå ned i en sort mudderpøl her på Jorden, og selv her var der andre lærde, der bestred dette og henviste til Koranen, og fremadrettet begyndte de islamiske lærde (bl.a. Ibn Kathir), der skrev tafsir, at insistere på, at det koranvers skal omfortolkes sådan, at Koranen egentligt mente, at Solen gik ned set fra Dzul Qaynayns perspektiv.

Hvorfor i alverden tog det muslimerne hele 450 år før de begyndte, at omfortolke koranverset 18:86 fra at Solen gik ned i en sort mudderpøl (bl.a. Ibn Abbas) til at det var fra Dzul Qaynayns perspektiv, at Solen gik ned i en sort mudderpøl (bl.a. Ibn Kathir)?

Svaret er, at på et tidspunkt i 1000-tallet var muslimerne nemlig ikke længere de primitive beduiner ude i ørkenen, som de var på Muhammeds tid, og på det tidspunkt i Højmiddelalderen (1000-1300) havde muslimerne kombineret byzantinsk-græsk lærdom, persisk lærdom med indisk lærdom, og deres viden om astronomi var blevet forøget. Derfor tog det muslimerne hele 450 år efter Muhammeds død at indse, at historien om hvad Dzul Qaynayn så, skulle helt omfortolkes, hvis deres islamiske religion skulle opretholdes.

Dette underminerer de muslimske apologeters påstand om, at det er eks-muslimerne, der ikke læser Koranen korrekt.

 

Et andet sært problem: Hvor er Gog og Magog?

Muhammeds påståede åbenbaringer om Dzul Qaynayn, der så Solen gik ”ned i en sort mudderpøl” har også skabt et andet problem: Koranen fortæller, at Dzul Qaynayn lavede et ”fæstningsværk” af jern og kobber mellem ”to bjergskråninger”, og at to onde skurker, Gog og Magog, blev muret inde, men at de vil undslippe en dag og skabe kaos her på Jorden.

Dengang vidste ingen, hvordan Jordens omfang var, og derfor blev Muhammed ikke modsagt. Men i dag har vi udforsket hele Jorden og vi har endda satellitter, og vi kan slet ikke finde Gog og Magogs reservat nogen steder her på Jorden.

Mange eks-muslimer, dengang de var muslimer, har tænkt: ”Vent! Hvorfor kan vi ikke finde Gog og Magog i dag, når vi har gransket hele verden og har satellitter i luften? Har Muhammed mon opdigtet dette?”.

Denne problemstilling hører ikke under astronomisk fejl, og vil derfor blive udforske et andet sted. Men for de læsere, der måtte være interesseret i at læse teksten om Gog of Magog her og nu, kan artiklen læses ved at klikke her.

 

Ekstra information: Hvordan Koran-oversætter manipulerer med koranoversættelse

Koranens beskrivelse af Dzul Qaynayn, der fandt Solens endestation ”ned i en sort mudderpøl” er så et stærkt argument for at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer, og den er det mest hyppigst brugt argument, som eks-muslimerne bruger for at bevise, at Muhammed opdigtede sine åbenbaringer. Derfor forsøger nogle muslimske koranoversættere, at manipulere og skjule fejlen.

Denne hjemmeside bruger som bekendt Ellen Wulffs ”Koranen i ny dansk oversættelse”, og hun har oversat Koran 18-86 på den korrekte måde, hvor det væsentligste understreges:

>>Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl, og ved den fandt han et folk. “Du med de to horn!” sagde Vi. “Enten straffer du dem, eller også viser du dem godhed.”<< (Koran 18-86)

Men så har vi en helt anden oversættelse af Koranen af kommunikationsrådgiver og forfatter Amér Majid, og som er indtalt af Isam B, en musiker kendt fra gruppen Outlandish, og som man kan læse i webudgaven på sunna.dk, og der har disse to muslimer oversat Koran 18-86 på denne manipulerende måde for at skjule fejlen:

>>indtil han nåede et sted (mod vest) hvor solen går ned, og det forekom ham at den gik ned i en sort mudderpøl, og ved den fandt han et folk. Vi sagde: ”O du med de to horn! Du kan enten straffe dem eller vise dem godhed.”<< (Hentet fra: https://sunna.dk/koranen/18/86)

Sætningen ”og det forekom ham” finder man slet ikke i den arabiske tekst af Koranen, og det er noget Amér Majid (og Isam B) kreativt har tilføjet, siden Allahs ”klare ord” underminerer islam. Dette viser bare, at Allahs tilbedere skal åbenbart rette i deres skabers værk for at deres religion kan opretholdes, og det er også sigende.

 

En kæmpe tak til ”The Masked Arab”

Som allerede nævnt er denne videnskabelige fejl, hvor Koranen siger, at Solen går ned i sort mudderpøl, det mest citeret eksempel eks-muslimer har peget på som årsagen, der gjorde mest indtryk på dem og som bidrog mest til at nedbryde deres trosforsvar. Det er derfor ikke underligt, at der findes adskillige tekster og youtube-videoer, hvor eks-muslimer (og endda kristne missionærer) prøver at beskrive og udbrede kendskabet til denne videnskabelige fejl i Koranen for muslimerne, og udstille islam-apologeters søforklaringer.

Denne artikel er dybt forgældet til den relativ kendte eks-muslimske aktivist, ”The Masked Arab”, der har produceret materiale om emnet på både engelsk og på hans modersmål arabisk, som kan ses her:

Engelsk: https://www.youtube.com/watch?v=UVwizsojd1Y

Arabisk: https://www.youtube.com/watch?v=mCGaN2QoI5U

 

Kilder:

[1](Ingen forfatter). Our Sun. October 15, 2021. (https://solarsystem.nasa.gov/solar-system/sun/in-depth/)